onsdag den 13. april 2011

En dreng? Er du glad?

Mange tak for alle de navneforslag, der er kommet ind. Jeg er megaglad for dem alle sammen, for det giver unægteligt et bedre billede af mulighederne, når hippier, nytænkere, Frederiksbergmødre og vestjyder med hang til fantasy melder ind end når man læser igennem de 50 mest populære drengenavne lige nu.

Jeg troede, at mange af mine drenge-bekendte ville melde deres eget navn ind som det mest oplagte navneforslag, men nej. Drengevennerne er blevet ældre, så nu melder de deres sønners navne ind istedet.
Undtagen min svoger. Han svigter aldrig.

Det er også lidt lettere at afgøre, hvilken retning man ikke skal se i. Og nu tror I nok, at I ved, hvad jeg ikke vil vælge og hvad jeg vil vælge, men det bliver en vaskeægte cliffhanger, som kommer til at hænge en hel del afsnit endnu. Jeg siger det nemlig først til barnedåben. Hvis jeg altså ikke har bestemt det inden og er fuldstændigt ude af stand til at holde mund mens jeg har ammehjerne.

Jeg kom til at tænke på noget midt i Njal, Nestor og Elvis-Sebastian:
Da jeg forkyndte ud over hele verden at jeg venter en dreng, var der rigtigt mange, der lige skulle tjekke om jeg nu var glad for det, inden de sagde tillykke.

Set i lyset af en historie jeg hørte til en fødselsdag, hvor en gæst fortalte, at hun venter sin tredje søn og som kvittering for den oplysning havde oplevet at få et medlidende nåååh... det skal nok gå. Så må I jo bare prøve en gang til synes jeg at jeg er sluppet billigt.

Jeg ER glad.
For jeg havde ønsket mig et sundt barn og måske en dreng en lille smule mere end en pige. Jeg kan nemlig godt huske, hvordan det var at være teenager og pige. Scary shit. 

Og lidt skræmt, for jeg kommer fra en familie, hvor vi er tre søstre, så jeg har meget sparsom erfaring med drenge (OH MY GOD hvor har jeg savnet en lejlighed, hvor jeg kunne skrive det uden at komme til at gnække).

Det passer mig storartet med en dreng. Jeg ser Formel 1 med stor fornøjelse, har gået til kampsport og synes generelt at blå er lidt pænere end lyserød og jeg glæder mig som en sindssyg til at købe drengetøj og bmx-cykler. Jeg tror ikke at min femininitet er for svag til at klare mand, hanhund og søn i skønsom forening.

Men jeg synes det er lettere at finde pigenavne end drengenavne.

3 kommentarer:

  1. Amen sista! Jeg forstår heller ikke, hvorfor folk hellere vil ha piger. Specielt mødre! Har de glemt, hvad det vil sige at være teenager?! Gys! Jeg er fa'me glad for at jeg fik drenge!

    SvarSlet
  2. Altså dengang jeg fik nr. 1 og det blev en pige oplevede jeg nøjagtigt det samme. Altså følelsen af, at nogen mente jeg nok hellere ville have haft en dreng - eller skulle teste om jeg havde.
    Tror faktisk bare folk spørger fordi de selv har et eller andet de gerne vil have. Eller er nysgerrige. Har en af hver nu - og forskellen er ens - min eneste kommentar er at piger har bedre assecories når man skal lave pakkejulekalender.

    SvarSlet
  3. Åh. fuck. Pakkekalender.
    Den havde jeg ikke taget med i beregningen.

    SvarSlet

Jeg er glad for kommentarer. Det er rart at vide, at der er nogen, der gider...