Hilsen fra mit chokolade-zen

Hvordan går det så, når du ikke skal på arbejde?

Mange har bekymret spurgt til om min verden styrter i grus og jeg går i frø eller får et bækkenskridende træningsflip, fordi de er vant til at jeg har stressrynker og vilde øjne på grund af arbejdet og bestemt er ude af stand til at have et liv ved siden af. 

Det går fint. For i virkeligheden er jeg en gammel dame indeni. Og i virkeligheden er jeg ikke ude over mit granatchok og de to opgaver, jeg har lovet at lave inden jeg sætter mig i lotusstilling.

Jeg bager af økospelt fra Aurion med en minimal mængde gær i, for det må man godt uden at blive grinet af. (Den sidste, der grinede fik et Camilla Plum-brød på tværs og blev tvunget til at sige, at jeg er DYGTIG). 
Jeg får middagslur med strikketøjet i skødet og jeg har meldt mig til gravidyoga.
Det vildeste, der sker idag er, at jeg skal på kaffebesøg. Altså... verden ordner jo ikke sig selv og jeg vender hjem til min hjemmelavede, grøntsagsbaserede aftensmad senere, så suck my dick så længe, zen-regler. Hoooojaaaaa!

Jeg æder stadig sukker i mængder, der kan få Mars, Snickers og Twix til at sende et takkebrev any minute now. Reglen om, at det ikke feder, så længe man spiser mad i samme farve, holder 100 procent. 

Forklar mig lige, inden jeg kommer for langt ind i mine zen-overvejelser, hvordan man undgår at blive en tyk mor, der har lår, der når sammen selvom man sætter fødderne med 2 meters afstand mens man æder fransk hotdog med runde kinder hængende ind over vognen på vej IND i Bilka?

Der er et hjemmebagt kæmpebrød på tværs til den første, der så meget som antyder, at det hænger sammen med mængden af chokolade i graviditeten.
Økospelt.