mandag den 20. juni 2011

Jeg har næsten ikke trukket mit kørekort i en automat

I anledning af at Superheltemor skal til køreprøve i morgen, så lad mig fortælle, hvordan jeg fik mit kørekort.
Jeg vover at fortælle historien nu, hvor jeg mener at jeg er ved at køre så godt bil, at jeg kan tåle lidt hån.
Hvis historien bliver for lang for dem, der er pissenervøse og skal til køreprøve lige om nu, så kommer moralen her: Man lærer først at køre bil EFTER køreprøven. Eller... det er vist ikke moralen, men det er rigtigt nok alligevel.

Så. Nu kan i godt have held og lykke til køreprøven og stoppe med at læse. Med mindre i gerne vil have en sandfærdig historie fra for mange Herrens år siden i Vestjylland.

I det distrikt, hvor jeg tog kørekort, havde man overblik over de motorsagkyndige. Der var 3. En af dem gik under tilnavnet Rødskæg. Han var politimand og havde ry for at slagte folk for det mindste. Især dem, der ikke kunne parallelparkere, bad han om at returnere til centralen uden nåde.
Og ham fik jeg.
Jeg kunne ikke parallelparkere.

Til gengæld var jeg lige blevet student. Jeg dimitterede dagen inden den praktiske prøve og kunne møde op med studenterhue og hvid bluse.
Og så satte vi igang, mig med svedige hænder og det store røde politioverskæg ved siden af mig.

Der gik ikke 20 meter, før skægget kommenterede, at det var ærgerligt, at solen ikke skinnede bare lidt mere, for så kunne jeg jo køre i bikini.
Jow, jow. Smørret pornosmil og hvad har vi. Jeg var 19 og sagde ingenting. Gik bare lidt på klartone i hovedet mens jeg kørte videre indenfor hastighedsgrænsen og ud på den anden side af byskiltet, mens de klamme kommentarer fortsatte.

Om jeg vidste, hvor stærk han var? Faktisk var Rødskæg i så god træning, at han kunne tage armstrækkere mens jeg stod på ryggen af ham. Og hans brystkasse var så udholdende at jeg kunne sidde overskrævs på den uden at hans vejrtrækning overhovedet ville påvirkes. Og han kunne bevise det.

Jeg kørte videre og var efterhånden så presset og pissesur over klam gammel, panikaldermand (han har nok været ca den alder jeg har nu) at jeg klarede at sætte bilen igang ved hajtænder, op ad områdets eneste stejle bakke og i 3. gear. Uden problemer og uden brug af håndbremse.

Og han blev ved, mens vi kørte rundt ude på små veje på landet, hvor jeg havde kørt selv et helt år og hvor der var meget langt mellem modkørende og andre mennesker.
Perfide, nærgående kommentarer om udholdenhed, om alle de fysiske udmærkelser han havde optjent i korpset og om, hvor uforstyrret det var derude.
Jeg var ikke nogen bly viol og mine kinder rødmede ikke længere af eksamensnerver. Jeg var så provokeret, at selv mine hænder var holdt op med at ryste, så da han vendte tilbage til ideen om, at han da lige kunne bevise, hvor stærk han var, var jeg ikke overrasket over at han havde trukket trumfkortet. Der var et lille rum på kørecentret som var forbeholdt de motorsagkyndige.

Hvis jeg ville gå med derind, ville han give mig kørekortet.

Jeg kiggede på ham, tænkte på parallelparkeringen og hvordan det ville føles fantastisk at parkere et opadgående taekwon-do-spark i skridtet på ham og kiggede væk igen. Min tavshed var åbenbart accept-tegn for ham og han har sikkert ikke villet tage chancen for at jeg skulle skifte mening, mens han testede mig af i vognbaneskift, parallelparkering og rundkørselskørsel, for han fik travlt med at sætte kursen retur mod den motorsagkyndiges lille rum. 

Sidste formalitet var at bakke i bås udenfor centret. Jeg parkerede famlende mellem to båse og så skævt at jeg var helt afstemt med træerne derovre i vestenvinden.
Andet forsøg var kun marginalt bedre,  men Rødskæg havde allerede vendt mundvigene opad og løsnet sikkerhedsselen.

Min kørelærer havde ventet på os lige inden for døren. Og var gået helt ud på parkeringspladsen for at møde mig, så Rødskæg måtte udskrive den gnattede papirlap, der var det midlertidige kørekort i bilen.
Kørelæreren fortalte, efter at han med en arm om mine skuldre havde fulgt Rødskæg ud af centret med øjnene, at han tidligere havde åbnet døren til det lille rum og set et prustende rødt skæg med et paralyseret lille blond lam på ryggen.
Og at han ikke ville sende enhver lille bondedatter ud på tur med en erigeret Rødskæg, men nok havde troet på, at jeg ville kunne klare mosten.

Tak. Tror jeg nok.

4 kommentarer:

  1. Hvor klamt!
    sejt du holdt masken og fik kortet!
    Ham rødskæg kan bare komme an i morgen - jeg kan godt tåle det!(og stikker ham en flad, når kortet er i hus!)
    Tak for god historie!

    SvarSlet
  2. Ja, det er fandme en god historie - og mega ulækkert. Tænk at der findes sådan nogen rundt omkring.

    SvarSlet
  3. Ad en klammert! Min havde skumle små poser tapet fast til låret under sine shorts og faldt i søvn på min første køretime i trafikken - som var i myldretiden i indre København!

    SvarSlet
  4. Ydrk!
    Jeg tog kørekort i Frederiksværk. Jeg var simpelthen bange for at køre bil. Jeg skulle parallelparkere. Det kunne jeg ikke. Jeg bestod alligevel. Det var måske dumt. Det er 15 år siden og jeg kan stadig ikke parallelparkere.....

    SvarSlet

Jeg er glad for kommentarer. Det er rart at vide, at der er nogen, der gider...