Jeg har kørt på cykel i uendeligt mange år.
Da vi boede ude på landet og der var 2 km til bussen (og bussen derefter kørte i 30 minutter inden den nåede skolen), blev jeg garvet. Mine baller blev hærdede og jeg fik enormt stærke nakkemuskler, fordi der altid blæste en orkan af en sidevind derude i de åbne vidder.
Senere var det mountainbike op og ned ad Århus' veje. Mit mellemkød kunne klare både Gammel og Ny Munkegade siddende. Hele vejen.
Så kom spinning og jeg har slidt adskillige par cykelbukser og ikke så få spinningsadler op. Måske også et par deltagere.
Så kom landevejs-cykleriet til med timelange ture i sadlen. Mit understel har aldrig klaget.
Hell, jeg har to gange kørt følgebil til Århus-København-cykelløbet. Den ene gang i en Citroen og min røv klynkede kun en lillebittesmule ved den lejlighed. Men det var vist mest af stolthed over at skulle tilbringe så lang til i en fransk bil. Selv min mås har stolthed.
Nu?
Muligvis hænger det sammen med min størrelse og den tungere og anderledes vægtfordeling. Jeg overdriver ikke, når jeg siger at jeg mindst en gang dagligt bliver mødt med en af to bemærkninger:
1: Er du sikker på, at der ikke er to derinde?
2: Nåda. Det er vist lige op over, hva?
Måske er det fordi jeg har mentalt ondt i r.... over, at den kropsdel var den eneste, der meldte sig som emne til dagens blogindlæg.
Ihvertfald er indersiden af mine baller stadig mærket af de 25 km jeg kørte forleden. Sølle 25 km.
Tænkte, at I gerne ville vide det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Jeg er glad for kommentarer. Det er rart at vide, at der er nogen, der gider...