tirsdag den 11. oktober 2011

Flirtespinning

I Århus har Føtex i Guldsmedgade været det ubestridte score- og flirtested i rigtigt mange år. Det var det ihvertfald allerede i 1991, hvor jeg flyttede til byen og fordi der er voksne mennesker, der blev fucking FØDT i 1991, så tæller det som rigtigt mange år.

Mit fitnesscenter vil gerne melde sig ind i konkurrencen om at være byens flirtested og derfor sendte vores dygtige chef en mail rundt til alle os spinninginstruktører med en invitation til at køre en flirte-spinning-time.
Eller cykling, som det hedder nu.
Jeg fik også mailen, for det er meningen at jeg skal tilbage og være instruktør i centret igen, når jeg lige får det til at hænge sammen med amning og børnepasning.

Jeg glæder mig. Jeg savner at lave musik og at skrue en time sammen for at fyre den af med det tilladte antal decibel og ufiltreret energi. Savner at træde pedalerne til lårene gør ondt og savner helt vildt at have kontakten til deltagerne.
Så jeg havde hænderne plantet impulsivt i tasterne for at sige, at jeg var helt klar på flirtespinning. Woop!
Jeg var begyndt at finde musikken i mit hoved, da jeg kom til at spejle mig i computerskærmen.

På sådan en time er der deltagere, der er 15-17 år yngre end mig og selvom jeg nok ved, hvordan man flirter, så er jeg lidt i tvivl om jeg flirter på samme måde som 22-årige. I virkeligheden er jeg også pænt rusten til flirt, for jeg får det kun prøvet af, når der er noget, jeg vil have rabat på og sælgeren er en mand. Eller når jeg bliver stoppet af politiet.

22-åriges flirt? biiiip... at dømme efter realityshows er det noget med patter og breezers. Mere in your face end subtilt.

Mine bryster indeholder babymad, mit livmål er ikke nået helt ind på plads endnu selvom der trænes på stuegulvet og jeg biiver nødt til at smile konstant for at skjule, at der er kragetæer i øjenkrogene og at smilerynkerne sidder fast selvom jeg er sur eller koncentreret, som det spejlbillede skærmen præsenterede mig for.

Jeg tør ikke engang deltage på den flirtespinning af angst for at blive som min vens mor, der altid skulle skrue sig ned i en pink top og rottehaler, selvom hun lignede en dybt pinlig rullepølse.

Hvad skulle jeg egentlig også der?

1 kommentar:

  1. Ahhh, savner også spinning - eller cykling (både med og uden flirt..)

    SvarSlet

Jeg er glad for kommentarer. Det er rart at vide, at der er nogen, der gider...