fredag den 28. oktober 2011

Hallohviiiin - jeg overgiver mig

OK. Jeg bøjer mig.
De sidste to år har jeg siddet med mørklægningsgardinerne trukket ned og fodret hunden med oksekødet, der skulle have været min aftensmad, fordi jeg ikke magtede at gå ud til tiggerbørnene, der stod i deres forældres gennembollede lagner og råbte bøh.

Jeg er ikke meget for at støtte halloween. Jeg gider heller ikke Valentines day. Jeg gider normalt ikke børn, der forventer at få, hvis de bare skriger højt nok. Det gør jeg stadig ikke, faktisk. På nær min egen skrigeballon - han får straks alt hvad jeg har når han skriger. Opmærksomhed, bryster, you name it.
Jeg kan lige så godt sige det lige ud, nu jeg er igang. Jeg gider ikke andre folks børn, jeg ikke er i familie med (Anton er et helt specielt særtilfælde, ham gider jeg rigtigt godt).

Men jeg gider heller ikke spilde min weekend og min aftensmad igen i år, så jeg overgiver mig.

Til gengæld vil jeg pille batterierne ud af ringeklokken og brøle en skræmmende hekselatter, så snart ungerne så meget som nærmer sig min dør, akkompagneret af hundens frådende glammen.

Og byde på en æske rosiner.

2 kommentarer:

  1. Vi kommer. Dukker op med to små monstre og æder alle dine rosiner. Og håner dig fordi du ikk har slik i huset :o)
    - Eller nej. Her laver vi græskarhoveder, men der bliver ikke noget ringe på dørene og be om slik. Det holder bare ikke!

    SvarSlet
  2. 5 hold blev det til. Det første hold var det sødeste, for de var ikke klædt ud. To små tyrkiske drenge, der kom løbende hen til vores fordør og stammede 'slik eller ballade' og 'er der svin i' og glædesstrålende stak af med hver deres lille pose Haribo. Uden udklædning og uden at besøge andre huse end vores, som de kender. 5 minutter senere var de oppe for at spille fodbold.
    Sunde børn :)

    Faktisk var det meget sjovere at lave et event ud af det - Mikkel stod med lommelygte under hagen og råbte MUUUUHHAAAAHAHAHAAAAAAA, når der kom børn til døren.
    Næste år skal vi også have spindelvæv og flagermus.

    SvarSlet

Jeg er glad for kommentarer. Det er rart at vide, at der er nogen, der gider...