mandag den 3. oktober 2011

Magasinet Dårlig Samvittighed med Skyld På

I fødselsdagsgave fik jeg et abonnement på Vi Forældre. Det har jeg været glad for, for bladet er underholdning, der kan læses i små bidder, der passer til enten toiletbesøg eller en-håndslæsning under amning.

Dette nummer features både Maren Uthaug og Fuhrmann og er derfor ligefrem glimrende, men sidste måneds udgave måtte kastes bort. Med afsky og underhåndskast.

Overskriften var For længe i vuggestue? og for bare lige at koge det brutalt sammen, så udtalte 3 eksperter sig om, at børn ikke er klar til og derfor ikke bør sendes i vuggestue, før de er minimum 2 år gamle.
Der er nok at have dårlig samvittighed over, synes jeg, og jeg kender ikke mange, der har råd og lyst til at være hjemme hos deres barn så længe.
Jeg kender i det hele taget ikke nogen børn, der ikke bliver sendt afsted til noget pasning længe inden de bliver 2 år gamle - og et par af veninderne har ligefrem sagt højt, at de har glædet sig til det blev tid til vuggestue og gensyn med kolleger.

Jeg tror ikke jeg fornyr abonnementet på det blad, for jeg har ikke lyst til at betale for at få at vide at jeg er en dårlig mor, når jeg kommer til at aflevere barnet i vuggestue inden han fylder et år.

Det bliver svært nok uden.

(Ja, jeg tør sgutte. Jeg får helt ondt af at læse om skolegården hos Maria)

5 kommentarer:

  1. Jeg kender en pige, som ikke er sendt i pasning. Hun er 5½. Og har gået hjemme hos sin mor altid. Det synes jeg faktisk er mere synd end at komme tidligt i vuggestue. Man kan i hvert fald frygte, at det ikke bliver voldsomt nemt for hende at falde ind i en børnegruppe, når hun skal i skole til sommer.

    SvarSlet
  2. Jeg synes det er noget hø at skrive i sådan et blad. Lad dem der vil vide noget om ensomme børn der holdes fanget til mors skørtet til de er omtrent teenagere, selv rode rundt med det, uden at vi andre behøver skulle forhold os til det.

    Både redaktionen på bladet inklusive føromtalte eksperter er sgu da udmærket klar over at det ikke holder vand i dagens Danmark med to udearbejdende forældre.

    Og nu til gyset:

    Min søn, der idag er 18, blev sendt i dagpleje 3 timer hver dag fra han var 4 mdr.

    Det var vi nødt til på det tidspunkt, da vi begge var fuldtidsstuderende og simpelthen skulle have de timer til at læse.

    Omvendt kan man sige, at han har været med alle andre mulige og umulige steder med os på alle andre tidspunkter og ved I hvad?

    Jeg har en herlig empatisk, social og vellidt dreng på 18 i dag.
    Han savner i den grad problemer med at relatere til verden og menneskene i den og har en mening om snart sagt alt - men det hører vist også til alderen ;)

    Det næste bliver vel at vi skal høre eksperter udtale at børn har bedst af at blive ammet til de er 7?

    Vorherrebevares siger jeg bare:)

    SvarSlet
  3. Gisp: forhåbentlig har det barn fået mulighed for at træne alt det sociale på andre måder? Ellers kan det godt blive udfordrende...

    moi: Jeg er fra 1972 og dengang havde man 3 mdrs barsel. Jeg synes ikke, min generation er blevet helt forkert. Dengang valgte man oftest dagplejen, er min fornemmelse.
    Jeg flegnede også helt ud ved det med de +2 år. Det er der vel ikke ret mange, der kan få til at hænge sammen.
    Jeg har simpelthen ikke råd til at holde så lang barsel, som jeg måske gerne ville. Lige nu kan jeg overhovedet ikke forestille mig at give slip på ham, men han er også kun 2 mdr...

    SvarSlet
  4. Tag det roligt.

    En af mine venner har adgang til flere af den slags blade.

    I to af dem stod der at børn skal have meget frugt.

    I det sidste stod der at man IKKE skal give barnet frugt i større mængder end 50g hele dagen.

    Så de er heller ikke selv enige.

    Du gør det bedste du kan for dit barn, det må være nok.

    Chin up.

    Morfar.

    SvarSlet
  5. De skulle skydes dem der skriver de artikler i disse blade. Det er jo fuldstændig som sundhedsbølgen - det ene øjeblik er noget supersundt, det næste øjeblik er det superfarligt.
    Noget skal de jo fylde sig med og der er vel erfaring for mange solgte blade med den slags emner og mange kommentarer fra læserne - "en opbyggelig dialog" i deres øjne.
    Du skal gøre hvad der er godt for dig og dit barn og det ved kun du og din mand hvad er. Ikke høre efter andres fordomme - eller anonyme kommentarer!!!

    SvarSlet

Jeg er glad for kommentarer. Det er rart at vide, at der er nogen, der gider...