Face it

Jeg var på ekspedition forleden. Der var et par ingredienser til en husmoderhverdag, som jeg bare måtte have. Uldgarn og speltmel, faktisk.

Det kan godt være, at jeg har været sur og brokkende herinde før i tiden. Det kan også godt være, at jeg har det gen med mig ud i hverdagen, selvom det er noget mere fortyndet der. Det kan muligvis også godt være, at jeg har taget det til mig, at jeg skal forsøge at bemærke alt det positive, der er rundt omkring mig, men ... jeg tog altså alle mine gode positive intentioner og pakkede dem til en råkold snebold, som jeg sendte lige i fjæset på den facer-hær, der havde indtaget kampstand på gågaden.

Ved ikke, hvordan de havde fundet ud af, at jeg var på vej med en positiv-indstilling, der sad lidt løst. det er ligesom trailer-folket, der kommunikerer indbyrdes, når jeg kører afsted mod Vestjylland og sørger for at sende ALT, hvad der kan slæbes af ynkeligheder ud foran mig på kørebanen.

Jeg fatter det ikke. Det gik ellers ok med at samle barnevogn og komme gennem Bruuns Galleri uden at ramme mere end en enkelt cerutrollator.

Udenfor fotobutikken må jeg i ly af markisen, for Kronarvingen skal have sutten. Hvorefter skægget gammel  mand med clipboard, mærkeligt fjæs og facertrøje siger 'ja, undskyld mig....' og STIKKER HELE SIT fordømte FACERHOVEDE IND I BARNEVOGNEN.

Resten af facerhæren, uanset om de var fra religiøse sekter, Amnesty eller Politiken holdt behørig afstand. Der havde jeg også blottet de nyfilede hjørnetænder.