Jeg kunne godt skrive et overskudsindlæg om, hvor fantastisk vi har det, Aksel og mig. Udstyre det med en masse yndige ord og hovedet på skrå og et mildt og blidt mor-smil. Hvis man lige piller det værste Biedermeier ud af det billede er det ikke helt løgn. Her går det godt (send flere penge).
Jeg er ikke i tvivl om, at jeg gør det godt med Aksel. Men seriøst er jeg i den grad på kinderne over, hvordan jeg nogensinde skal komme tilbage på arbejde igen. Det virker helt umuligt at skulle overdrage Aksel til fremmede folk og... ærligt, ikke?
Hvad nu, hvis jeg ikke kan finde ud af at arbejde efter at jeg er blevet slået til mor?
Der er måneder til.
Men en anden udfordring lurer lige om hjørnet: Hvordan får jeg Aksel til at sove af sig selv og uden at amme ham i søvn?
Ikke fordi det gør mig noget at skulle lægge mig med ham og følge ham helt ind i søvnen på den måde - jeg kan holde til det fysisk-, men hvad fanden gør jeg den dag, jeg ikke ammer mere? Samtidig har jeg låst mig selv fast herhjemme om aftenen. Liiiiidt svært at være brystvikar.
Sgu også en dum vane at lade ham bruge mig som sut. Selvom jeg spiller Wordfeud imens.
Lyder det som om jeg er ved at kvæle ungen i navlestreng og kærlighed?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Jeg er glad for kommentarer. Det er rart at vide, at der er nogen, der gider...