mandag den 12. december 2011

Livet er for kort til damehåndbold

Dengang jeg var kæreste med en håndboldspiller, så jeg en del håndbold. Live. I hallen. Var tæt på at komme op at slås to gange, begge gange med gamle mænd fra Tvis. Det skal udtales TWiz. Bare fordi jeg kom til at konstatere, at de lød lige så dumme som de trommer, de køllebankede.

Det var herrehåndbold og det må være forklaringen på et hidtil ukendt hidsigt temperament.  Måske var det der, min mund begyndte at tale uden at få lov.

Damehåndbold kan på ingen måde bringe mit pis i kog. Jeg synes, at spillet er kedeligt. Damerne er kedelige, der sidder to mødre og en vicevært på tilskuerpladserne og hypet buldrer tomt. Det må fannerme være en tom fornemmelse at juble og hovere mod tomme blå plastsæder.

På TV med japanske modstandere, der ser ud som om de har fået for mange bolde i masken, tager det mig cirka et øjeblik at beundre hende, der er 188 høj og konstatere at fru Spellerberg er laber, inden jeg beslutter mig for at seriedyppe kanelbiscotti i min decaf-kaffe.

Der er lang vej til Tvis.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg er glad for kommentarer. Det er rart at vide, at der er nogen, der gider...