Må man godt sige at man har tyndskid uden at ville være sjov?

Før jeg blev alt for gravid sad jeg mindst en gang om ugen foran voksne mennesker i spandex med en mikrofon for munden.
Jeg ved ikke, hvad der sker med mig i den situation, men jeg sænker åbenbart niveauet og paraderne, for så snart musikken spiller og mikrofonen er tændt, kommer jeg til at sige ting, der ikke er gangbare i normale, offentlige sammenhænge.
Jeg vil ikke nævne noget, jeg selv har sagt, blot citere en af mine kolleger, da han bad folk om at tage den stående i dobbelttempo.
(Så fik jeg lige udleveret ham også, nemlig. Det var så lidt)

Jeg har aldrig oplevet, at nogen har taget det ilde op. Faktisk har jeg heller ikke i andre sammenhænge oplevet så meget som en misbilligende rynket næse, når min mund har sagt noget sjofelt der skulle misforstås, selvom mine ører har været meget røde.

Idag måtte jeg bremse barnevognen for at se hende, der gik bag mig og talte højlydt i mobiltelefon.

Hun fortalte i detaljer om sin dårlige mave og fortalte, at det sved meget i numsehullet at have tyndskid.
Med de ord.
Jeg så mig om efter skjulte kamera da jeg bremsede op. Bare for en sikkerheds skyld. Og så rynkede jeg på næsen ligesom de andre på gågaden, der havde hørt det.

Nu tænker jeg så lidt på, hvori forskellen består.
Vi har begge to kastet potentielt blufærdighedskrænkende ord ud i et offentligt rum, men mens jeg slap afsted med småsjofelheder, så slap hun ikke afsted med små-bæretninger.


Er det noget med kropsdelene? Må man gerne antyde numse, men ikke sige, hvad den bruges til?
Hmm...  Hvis nu min spinningkollega, der gav folk den i dobbelttakt, havde været bøsse, ville den teori så være gennemhullet (pun intended)?
Ikke for mig personligt, men...  kan det så have noget at gøre med om der kommer noget ind eller ud af numsen? Eller... prutter er vel altid sjove at fortælle om.

Åh... undskyld. Blogsfæren er vel også et offentligt rum.

Ahem.