Jeg købte badedragt igår. OG bikini. Det tog også ca en time... Ikke fordi jeg stod og rev håret af mig selv i prøverummet som jeg plejer, når jeg er så modig at købe badetøj, mens det er pivkoldt ude og min hud har samme farve som skummetmælk.
Jeg brugte 4 minutter på at finde det, jeg ville have. 2 minutter på at lokalisere en ekspedient. 30 sekunder på at betale og så resten af tiden på at stå og vente på en lad ekspedient.
Det eneste, jeg gjorde var at spørge om de havde badedragten i en anden farve.
Først vendte hun badedragten om og studerede længe bagsiden. Ikke mærket. Bagsiden. Som om svaret fandtes der. Der gik laaaaang tid med den bagside. Så vendte hun den om og studerede forstykket. Længe.
Ja, altså.... sagde jeg for ikke at komme til at spørge hende, hvad hun havde gang i. Måske har I et lager, hvor der måske var flere badedragter?
Jaa... tøvede hun og kiggede lidt på badedragten ved siden af. Jeg skal lige... Hvorefter hun gik op til computerskærmen og kiggede på den. Uden at taste eller noget. Hun gik sikkert ud fra at svaret sprang ud i hovedet på hende derfra, når den nu ikke boede i badedragten.
Hvorefter hun ludede ud i baglokalet. Kiggede på et par kasser, så vidt jeg kunne se. Ikke i kasserne. Ikke på mærkaterne. På kasserne.
Så kom der en kollega som hun talte lidt med og en til. Og så kom hun jaskende tilbage.
Jeg kan altså ikke umiddelbart se andre end den der, sagde hun.
Ved kassen sagde hun, at jeg bare selv kunne sy bikinien ind, hvis den var lidt for stor i omkredsen. Hvis jeg var lidt vaks på fingrene.
Jeg undlod at give hende mit umiddelbare svar. Både det, der i længde ville svare til min definition af umiddelbar og den, der ville svare til hendes.
Hell is other people. I julehandelen.
SvarSlet