onsdag den 29. februar 2012

Høns er kun gode i asparges-terapi

Min mor rapporterer fra hundeskoven, hvor hun dagligt lufter min hund, der er på ferie hos hende.
Det er sjovt, skriver hun. Der er en hønsegård lige op til hundeskoven, men Oakley går i en stor bue udenom.

Min hund er en fuglehund, en jagthund af den slags, der stivner i tegneserie-stilling med den ene pote løftet, så snart der er en solsort i synsfeltet. Eller bare når jeg siger 'find fuglen'.
Men høns?

Jeg har det fint nok med fugle, dog er jeg ikke vanvittigt glad for måger efter at en af dem vækkede mig ved at stirre på mig en nat. Høns er jeg lodret bange for. Satans øgler.

Må lige gennemgå de ting, jeg ikke bryder mig om, så jeg kan begynde at lade som om. Hvis jeg kan påvirke min hund på den måde, ender Aksel med at spytte på høns, ikke kunne se det pæne i skindherresko og ikke spise spegepølse.

 Faderen kan måske hjælpe, men ... vi skal lige se seriøst på vores hang til at købe ting til os selv, gemme dem i skabet for at kunne trække på skulderen og sige 'nå, det er lææænge siden jeg købte den. Billigt'.
Den går i arv. Utvivlsomt.
Med mindre der bliver opfundet en slags Cilit Bang-terapi.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg er glad for kommentarer. Det er rart at vide, at der er nogen, der gider...

Send en kommentar