Jeg kan næsten ikke lugte mine egne opstød for bare sure røve

Brok har været på mode i nogle år, forekommer det mig.
Det begyndte med at det var sjovt at være små-bitter med et strejf af selvironi, mens man fortalte om en oplevelse i Føtex eller en kikset date. Det kunne man så underholde med over cafe-kaffen eller blogge om, mens man sådan mestrede at tale almindeligt sammen også. I ved; tale OG lytte.  

Jeg håber, den mode er ved at være på vej tilbage til det niveau igen, for jeg kan så godt lide det.
Selvironisk, reflekterende brok eller bare gammeldame-surhed er sjovt. For mig.

Men. Brok er ligesom mørk chokolade. Det er lige bittert nok, hvis det får lov til at tage overhånd og hvis man får det serveret hver dag både til morgen, middag og aften, så udvikler man spisevægring. Brok.

Bloggerbrok er altid sjovt, fordi det er så uforpligtende og retningsløst.
Jeg kan læse blogbrok som ren underholdning, fordi der ikke er nogen, der ser mig direke i øjnene imens og forventer at jeg skal reagere på det. Uforpligtende brok.
Men når folk bitcher på mig overalt. Klager. Piver. Skælder ud på andre trafikanter eller tv mens de kigger på mig eller hælder det ud over min facebook-update, så...

Ajmen OK.
Det er bare fordi jeg synes at det også er synd for mig. Jeg synes, jeg er den man tuder på og hælder brok ud over for tiden. Gider ikke rigtigt høre mere pis fra nogen, før der er nogen, der har hørt på mig brokke mig.
Mit hoved ligner efterhånden en overfyldt tøjcontainer fra Folkekirkens Nødhjælp og jeg skal lige hilse og sige at andre folks gamle brok ikke altid lugter lige behageligt.

Så nu har jeg lettet på låget af Pandoras æske og luftet ud på jer.  Ækelt, ikke?