onsdag den 4. april 2012

Sofafronten

Lige efter jeg lærte Mikkel at kende, købte han en stor fed flyder af en loungesofa. Købet var vigtigt, for sofaen skulle stå i den nye ejerlejlighed i Risskov og afløse måneder på luftmadras.

Den er fin. Der er ikke noget der. Den er af dun, af højeste kvalitet og den er ikke mindst hans. Jeg har arbejdet ihærdigt på at få den ud de sidste par år. Eller tre. Fire, måske, hvis man regner de små fnys med, der betød at jeg syntes det var en udfordring ud over det rimelige at finde puder til krabaten, for farven har det med at passe meget lidt med resten af vores indretning.
Normalt plejer jeg at lave noget om, hver gang Mikkel synes han skal ud af huset, men sofaen har jeg altså fået forbud mod at give et nyt hjem. 

Nu sker det. Håber jeg.

Vi kom til at købe nye sofaer igår og jeg sidder lige nu og fejrer købet i den gamle sofa med at have ondt i ørerne, snot i hele kraniet og tankerne fulde af minder om, hvad den sofa har været med til.
Det var her, Mikkel syntes at det ville være hyggeligt at spise en pizza med vores lille hvalp på maven. Hunden har aldrig ladet sig fortælle at den ikke måtte være i sofaen siden og de to store hanner har en daglig kamp om sofahjørnet. Hunden vinder som regel ved først at lokke Mikkel op og hen til havedøren og derefter spæne hen og lægge sig til at sove rævesøvn med et lille smil om snuden. Helt slap, så man ikke kan slæbe den væk.

Klog hund.
God sofa at sove i.

Vil du købe den? Hvis du lige renser den før du lægger øret til armlænet, er jeg sikker på at der er masser af gode historier i den.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg er glad for kommentarer. Det er rart at vide, at der er nogen, der gider...