Skyggesiden

Høns er kun gode i asparges-terapi

2012-02-29T20:55:00.000+01:00

Min mor rapporterer fra hundeskoven, hvor hun dagligt lufter min hund, der er på ferie hos hende.
Det er sjovt, skriver hun. Der er en hønsegård lige op til hundeskoven, men Oakley går i en stor bue udenom.

Min hund er en fuglehund, en jagthund af den slags, der stivner i tegneserie-stilling med den ene pote løftet, så snart der er en solsort i synsfeltet. Eller bare når jeg siger 'find fuglen'.
Men høns?

Jeg har det fint nok med fugle, dog er jeg ikke vanvittigt glad for måger efter at en af dem vækkede mig ved at stirre på mig en nat. Høns er jeg lodret bange for. Satans øgler.

Må lige gennemgå de ting, jeg ikke bryder mig om, så jeg kan begynde at lade som om. Hvis jeg kan påvirke min hund på den måde, ender Aksel med at spytte på høns, ikke kunne se det pæne i skindherresko og ikke spise spegepølse.

Faderen kan måske hjælpe, men ... vi skal lige se seriøst på vores hang til at købe ting til os selv, gemme dem i skabet for at kunne trække på skulderen og sige 'nå, det er lææænge siden jeg købte den. Billigt'.
Den går i arv. Utvivlsomt.
Med mindre der bliver opfundet en slags Cilit Bang-terapi.

Jeg kan virkelig ikke døje dem, der belærer på den måde

2012-02-28T20:12:00.002+01:00

For længe siden var jeg på et lederkursus og blev bedt om at tænke på en person, jeg bestemt ikke brød mig om og begrunde hvorfor.

Valget var ikke svært, for hun var satanedeme en møggimpe og jeg beskrev hende som intrigant, urimelig og primadonna. Hun var bare alle vegne og virkelig ude med kniven efter mig.

Overraskende nok (åh, ironien) var det en spejløvelse der skulle bevise, at alt det, jeg ikke brød mig om ved hende, var sider af mig selv, som jeg lod spejle i hende.
Ikke pissedyb psykologi, men meget rigtigt.

Pointen?
Ikke nogen, tror jeg. Bare en kommentar til et par situationer i andres liv.

Og sådan slap jeg afsted med at være indirekte og alle vegne og ude med den bedrevidende pegepind.

Dykkersyge

2012-02-26T10:35:00.000+01:00

Jeg taler med min arbejdsgiver i øjeblikket for at finde ud af, hvornår jeg skal melde mig tilbage på arbejdsmarkedet og afholde ferie, så jeg kan starte på det helt rigtige tidspunkt for både firmaet og mig.

Jeg har lidt kriller i maven. Lidt 'nu-kommer-virkeligheden-tilbage'-ubehag.

Det er både fedt at have gode kolleger, labre lokaler, voksen-udfordringer og færdiglavet frokost i vente, men det er også skræmmende på en helt basal måde, at jeg skal sende Aksel i pasning og ikke se ham ret mange timer om dagen.

Mest af alt har jeg efterveer.
Kvalme som vender tilbage med forsinkelse.

Jeg blev sygemeldt nogle måneder før jeg skulle føde, fordi jeg var så stresset at min krop reagerede. Temmeligt ufleksibelt arbejdsmiljø og en chef, der videreformidlede det pres, han selv følte han var udsat for fra sin foresatte.
Mails om at det ikke var velset at jeg kørte hjem dagen før begravelsen, fordi firmahåndbogen foreskriver, at man er så meget som muligt sammen med teamet på kontoret. Gentagne informationer om, at der var nogen, der holdt øje med mig.
Kvalme.

Chefen er der ikke mere og jeg har en anden leder nu. Jeg holder stadig rigtigt, rigtigt meget af firmaet og det vi laver. Jeg har både nogle gode gamle legekammerater at komme tilbage til og nogle nye, jeg glæder mig til at arbejde med.

Mailvekslingen med den nye leder er fin. Fleksibel. Vi finder en løsning som passer os. Men jeg har gammel kvalme.

Måske er det bare min hjerne, der er på vej mod overfladen og er ved at trykudligne.

Skriver, når jeg er færdig med at ae mit hofteben

2012-02-22T20:40:00.000+01:00

Undskyld, men jeg har først nu fået øjnene skruet nogenlunde i igen.

Jeg har været syg, dårlig og møgelendig af mystisk tropefeber (Nej, ikke snottet med halsbetændelse som alle de andre almindelige stakler. Tropefeber, siger jeg jo!)

Da jeg var færdig med det, skulle jeg lige dele en maveinfektion med resten af familien. Man kommer så tæt på hinanden på den måde.
Og nu er Aksel syg.

De 5 kilo jeg har tabt undervejs gør heldigvis, at jeg er så udmattet at jeg ikke magter at tude over at jeg skal i seng klokken 20.30 for at trøste Aksel og for at hænge sammen. Og så er det på en syg måde dejligt at mærke et hofteben, der stikker ud på den gamle måde igen.

Ti lige stille med, at kiloene vender tilbage, så snart jeg magter at blande slik igen.

Send citronmåne og resten af formaningen, tak.

2012-02-16T19:45:00.000+01:00

Jeg er sur idag.
Når jeg ser mig i spejlet ligner jeg en, der er løbet tør for overskud for et årti siden og der er kun mørke, døde huler tilbage der, hvor øjnene plejer at være.
Undtagen når jeg ser ind i et spejl, hvor Aksel også er.

Resten af tiden går jeg og skumler, for jeg synes krafthelvede det er for galt.

Hvorfor er der ikke nogen, der har købt pauser til mig?
Hvor bliver min chokolade af?
Hvem er det, der har bestilt regnvejr uden også at bestille en vogn-gænger når Aksel skal sove, så jeg kan få mere end bare 1,5 minut til at glo lige ud i luften og gro nogle øjne igen.
Tro mig, jeg er pisseligeglad med resten af verden.

Undtagen med de mennesker, der siger, at jeg skal huske at slappe af og passe på mig selv. Der lytter jeg intenst.

Selvom jeg har tante Møhge-horn og tykke briller og fuld opmærksomhed vendt mod de venlige, omsorgsfulde ord, så kan jeg ikke høre resten af det, som flinke mennesker bestemt må følge op med. Jeg når aldrig at få opskriften på, hvordan det skal gøres, med.

Det er jeg bitter over.

Uge 6 aflyst

2012-02-12T19:04:00.001+01:00

Jeg har været syg. Det er derfor.

I mandags fik jeg feberkulderystelser så højt på Richter-skalaen, at jeg måtte ringe efter Mikkel. Jeg kan normalt klare mig selv og plejer ikke at holde mig tilbage fra en køretur til København med lungebetændelse. I mandags sagde jeg, at jeg gerne ville bytte muskelsmerterne for veer.
Og jeg mente det. Den dag.

Tirsdag var værre. Klokken 6 ringede jeg efter min mor, som fluks stillede og sørgede for at jeg kom til lægen, på apoteket og som myndigt sendte mig i seng hver eneste gang, jeg konfust vaklede ud af den. Hun passede Aksel, som normalt er sin mors dreng og Aksel er nu smaskforelsket i sin mormor. Med rette.

Tiden efter tirsdag morgen er ret diffus. Jeg husker ikke meget. Kun at det ikke er den stolteste uge i mit liv. Ærligt, ikke? Min mor måtte tørre mit opkast op og skifte sengetøj for mig. På listen over pinligheder står det meget højt for mig, men jeg kunne simpelthen ikke andet end... det jeg nu gjorde, som jeg ikke husker hvad er.

Da jeg dukkede så meget op til overfladen og kom så meget til hægterne, at jeg kunne tjekke facebook og nyheder var jeg sikker på, at jeg var blevet sat af og at der var sket vildt meget mens jeg var væk. Jeg frygtede det, for jeg haader når jeg ikke kan følge med.

Kan det passe, at der ikke er sket noget som helst? Ud over nogle som altid dejlige kommentarer til sidste indlæg her på bloggen har der ikke været hverken højde- eller lavpunkter i nogle af medierne. Facebook fortæller mig, at verden behørigt har forholdt sig helt, helt stille og anonymt og det eneste jeg kan se, at nogen har lavet er en, der har dryppet stearinlys med sine børn. Ellers har folk kun glædet sig til at noget skulle ske.

Kommer i snart hjem og underholder mig?

Det eneste tidspunkt jeg nogensinde har ønsket mig lange bryster

2012-02-05T19:53:00.000+01:00

Vi var på vej hjem fra Aalborg i aftes. Det var sengetid for den unge mand, så vi regnede med en tur i stilhed.

Fik jeg nævnt, at min dreng evner at gå i overlyd?
Et øjeblik overvejede jeg om han ville være i stand til at skære isen af ruderne. Mikkel sad med hovedet mistænkeligt tæt på rattet for at se ud, hvor der viste sig et frit stykke rude. Termometeret viste minus 19 grader og sprinklervæsken frøs til is indtil det lykkedes at få aircondition til at omdanne bilen til en rullende sauna.

Aksel skreg.
Jeg vippede med autostolen.
Jeg sang.
Jeg shh-shh-ede.
Jeg bed mig i læben, for Aksel strakte armene frem mod mig mens tårerne trillede.
Altså... man tager jo ikke et barn ud af autostolen og sidder med det i armene i en lille bil på vej gennem frostvejr med 130 i timen, selvom alle instinkter byder en at gøre det.

Hvis barnet ikke kan komme til brystet, må brystet komme til barnet.

Ja.

Jeg fandt mig selv spændt ud mellem de to døre som en teleskopstang mens jeg tænkte på, at autostolen kun er beregnet til 15 kg menneske og sørgede for at spænde maven op, så den ikke hvilede på hverken barn eller stol.
Jeg kunne lige skimte noget af vejbanen med det øje, der ikke var klemt af forsædets ryg, min albue har stadig mærke efter den lille firkant i dørens armlæn og trods krampe i læggen lykkedes det mig at afsynge Solen er så rød mor ned mod barnet med blusen mellem tænderne.

Og således faldt barnet sødeligt i søvn. Lunt og trygt.

fastelavnsbolle-kuren

2012-02-03T11:24:00.002+01:00

En gang var jeg på en udrensningskur i en fuld måned, hvor jeg ikke spiste sukker, hvede, kartofler, tomat og hvor jeg hverken drak kaffe, the eller noget med kulsyre i. Gær var også bandlyst.
Hvis jeg helt selv må bestemme, hvad jeg skal spise ligner det noget fra et dameblad. Det er ikke helt skidt endda og jeg mangler bare lige at forsage fredagsslik, som jeg lystigt spiser alle ugens dage.

Det vil være løgn at sige, at jeg er kostforskrækket. Eller småt spisende. Jeg er endda en af dem, der godt gider at få dej på hænderne og bage.

Nu har jeg valgt at gøre noget ved det. Åbenbart er tiden kommet. Jeg er pt ved at konceptudvikle på en kostomlægning, som ... mangler lidt finpudsning.

Selvom starten er gået fint, så har jeg ikke fået andre resultater end den sædvanlige hovedpine. Utroligt nok, for med en hypercarb-sammensætning som hele denne uge har budt på, så havde jeg forventet lidt mere.

To store poser bland selv, mindst 10 gammeldags fastelavnsboller og to skiver franskbrød i løbet af ugen har i det mindste holdt mine nerver dulmede det meste af tiden.

Det er garanteret de tre skiver rugbrød, jeg også har spist, der har stoppet effekten. Næring er så overvurderet.

Med mindre psykologen giver ham en stor pose tillids-epresfix med hjem. Og lidt klædelig ydmyghed

2012-01-26T20:50:00.000+01:00

Jeg troede faktisk han havde et godt liv, siger faderen i fjernsynsudsendelsen. Jeg har ikke noget skyldfølelse eller bondeanger eller sådan noget mere. Det er jeg ude over. Han må bare videre.

Han har slået sine børn og børnene har det ad helvede til. Men han har været i terapi. Ikke mere skyldfølelse til ham. Så han håber da, at drengen kommer videre med sit liv også. 'Drengen' i udsendelsen er voksen og skal være far for første gang og er pissebange for om han også bliver en dårlig far og hans selvværd er helt til rotterne.

Hvis jeg kunne, så havde jeg sendt den voldelige far en screamer (Den der højtråbende konvolut fra Harry Potter) sammen med en kost, der kan smække ham. Sådan en idiot.

Seriøst, kan det passe, at man på den måde kan fraskrive sig et ansvar for sine nærmeste og sine 'ofre', bare fordi man har besluttet sig for at det er nok at gå bodsgang til en psykolog et par gange?
Så er det pludselig dem, der skal tilgive og tænke positivt og synes man er et godt menneske, åbenbart.

Når man vælger at etablere et forhold og vælger at få børn, så vælger man også at påtage sig et voksent ansvar som partner og som forælder.

Det er absolut, det ansvar.

De undskyldninger, som man kunne bruge mens man var ung og ikke forpligtet ud over næste lørdag, gælder ikke mere. 'Jeg var fuld'-undskyldningen er jo en hån, der bør få en til at se bekymret efter om loftsbrædderne er sømmet ordentligt fast. Og 'jeg havde en dårlig ~~dag~~ årrække, nu skal vi bare se fremad, jeg har jo været ved psykolog'-plasteret dækker aldrig de sår, ofrene har fået på sjælen.

Og så forbyder vi mig at se fjernsyn mere i denne uge. Kan ikke tåle det. Først var der fødselsudsendelsen, der fik mig til at vræle og nu dette, der giver mig kvalme. Umuligt! Ender med at jeg får moderlige følelser for Blachman også

Måske skulle jeg hellere købe fald-i-søvn-tryllestaven

2012-01-21T20:51:00.002+01:00

OK, jeg gik i panik. Derfor er det sidste indlæg herfra måske ikke så satans velskrevet.

Jeg følte mig som verdens mest utilstrækkelige dame, som ikke havde styr på det der med putning og som stadig ikke havde fået brysterne hevet til sig, så drengen ikke skulle bruge dem som sut.
Nedtur. Lille bitte Lene.

Anledningen var en skøn kombination af sundhedsplejerskebesøg med 'han skal lære at falde i søvn selv' (selvfølgelig uden at fortælle hvordan man gør det) og noget, der var ekstremt smigrende.

Min chef i fitnesscentret ringede og spurgte, om det ikke var på tide at få mig tilbage i instruktørsadlen og så tilbød han mig min yndlingstime. Primetime. En pulsspinning for de øvede.
Årh, den ville jeg gerne have. Det hev og sled i mig. Men jeg er den eneste, der kan lægge Aksel til at sove. Det vil jeg også rigtigt gerne.

Hold nu kæft, hvor jeg græd.
Jeg er ikke kommet i superform endnu, jeg har ikke fået Aksel til at sove selv og træningstidspunktet hører til livet før jeg blev mor.
Det var som om det først rigtigt gik op for mig der, at noget ikke bliver det samme mere.

Da jeg havde skrevet blogindlæg og hulket lidt mere ned i vasketøjet gik det opad.

Jeg fik mere ros, da jeg meldte tilbage til chefen at jeg var smigret fuldstændigt i bund men ikke kunne få det til at hænge sammen. Han sagde at han ville finde en anden, der muligvis kun blev midlertidig, for den time var jo min. (Aaaarrrmen-altså. Så stod jeg der med ammebh og mascara ned af kinderne, smilede naivt og følte mig dygtig til noget)

Nu har jeg købt en bog, der hedder 'sådan får du dit barn til at sove' og jeg regner med at det er nok til at klare resten.
Altså at købe bogen.

Lille mor

2012-01-18T20:06:00.001+01:00

Jeg passerer cafe-mødre, der viser babyer i smart tøj frem med et overskudssmil. Og som har smart tøj på, der sidder perfekt omkring stramme maver.
Jeg går til mødregruppe og hører om successer med mad og søvn og lykkelige parforhold - og jeg fortæller om, hvordan Aksel har det. Det lyder godt når jeg gør det.

Det lyder som om det er meningen at det skal være sådan og ... lur mig om ikke det også lyder som om jeg har styr på grød og trylleplaster og hvad har vi.

Men indeni kæmper jeg en kamp. På den ene side er jeg fuldstændigt overbevist om, at Aksel Emil trives supergodt med at sove i vores seng og være tæt på mig hele natten igennem. Tryg.

På den anden side ved jeg godt, at alle bøgerne og veninder og ... alle andre end dem nede ad vejen, der har haft deres datter til at sove sammen med dem til hun var mindst 3 år gammel, mener, at han skal sove i sin egen seng, falde i søvn selv og i øvrigt snart ind på eget værelse og sove igennem.

Vi har ingen nattegråd. Vi sover godt alle tre og nat-maden bliver fortæret uden at det kræver ret meget andet end en let opvågning fra min side.

Men det er jo ikke den stolte historie at fortælle. Det er langt fra at være efter bogen og 'man' gør ikke sådan.
Jeg er vist lidt for god til at joke med det og sige at jeg ikke lægger mærke til, hvor mange gange Aksel vågner om natten, fordi jeg bare har lagt brysterne hen ad madrassen, så han kan forsyne sig selv.

Jeg ved godt hvor ofte han vågner og skal have mad eller trøst.
Barnet har det godt. Manden kommer på arbejde uden at være helt skæv i hovedet efter at være blevet vækket af skrig. Jeg trives.
Men det er ikke rigtigt rigtigt, vel?

Der er også lige den detalje at Aksel bruger mig som sut og at det er et sindssygt følsomt emne for mig. Det er nemlig svært at lave om uden gråd. Jeg prøver.
Ikke mindst fordi Mikkel også gerne vil kunne putte ham til natten.

Det kan godt være at jeg er meget lille og meget usikker indeni af og til, både når jeg følger mine instinkter og når jeg følger normerne i bøgerne.
At blive Aksels mor har på en gang været det mest bekræftende og styrkende jeg nogensinde har gjort og så også lige det mest angstprovokerende og gulvtæppe-væk-rivende jeg nogensinde kommer til at gøre.
Men en ting er jeg overbevist om: Den hårde metode med at lade ham græde sig i søvn. I egen seng, på eget værelse dur ikke til Aksel.

Eller... den dur ikke til mig.

Jeg orker ikke at være sammen med dig

2012-01-12T20:21:00.000+01:00

For nogle år siden var der i min nærmeste omgangskreds en dame, der fyldte meget når vi var flere samlet. De gjorde hun sådan set også når vi kun var to par sammen, men påvirkningen var ikke helt så tung for mig.

Når vi var flere sammen med hende, kom min 'falske personlighed' rigtigt til udtryk. Jeg er lidt for opmærksom på. hvordan andre i en gruppe har det og har ikke læst selvhjælpsbøger nok til at kunne det der med at 'mærke efter'.

Når damen rigtigt rullede sig ud med drabelige historier om, hvor slem hendes barndom havde været (det var ikke småting) og sang lidt for detaljerede klagesange over naboen, manden og jobbet, så var der altid et par af pigerne, der ikke vidste, hvad de skulle gøre af sig selv og derfor endte med at sidde helt stille og bide sig i læben, mens de drømte om small-talk.

Hvorefter jeg så måtte forsøge at skifte emne eller bede damen om at give os en pause. På alles vegne.

Jeg har aldrig rigtigt fundet ud af det med at sidde stille og holde mund og passe (på) mig selv, så jeg brugte altid flere kræfter end jeg havde og har brugt en del aftener på at ligge kvæstet hen på sofaen - måske skylder jeg hende mange tak for at have fundet copingstrategien med at melde afbud.

Det er vel egentlig en undvigelsesmanøvre. Ikke noget, jeg er stolt af.

For selvom jeg har været så træt, at det føltes som om jeg havde vat på indersiden af øjenlågene og hele verden var tiltet 13 grader, har jeg ikke brugt det som undskyldning for ikke at komme til kaffe hos dræne-damen, selvom det burde være grund nok.

Jeg skulle partout opfinde en fødselsdagsinvitation eller en hjernerystelse. Damen måtte til sidst tro at jeg led af kaffeallergi, var menneskesky eller bare havde taget skade af alt for mange hjernerystelser.

Og hvad så, egentlig... Hun havde nok ikke godt af sandheden.

Den første er gratis

2012-01-09T13:13:00.002+01:00

Jeg lider i disse dage. Skammens rødmen vil ikke forsvinde fra mine kinder (eller også er det mangel på søvn?) og jeg bliver hele tiden ved med at tænke tilbage til... det.

Det var godt, det var det altså og til mit eget forsvar vil jeg sige, at jeg forsøgte at sige nej og komme med min sædvanlige 'jeg-gør-ikke-sådan-noget'-tale, men hun var altså for overbevisende og rigtigt god til at placere varerne lige der, hvor jeg ikke kunne undgå at se dem.
Prøv nu bare, Lene... Du kan i det mindste prøve, så du ved, hvad du siger nej til og der kommer ikke et bedre tidspunkt. Jeg siger det ikke til nogen.

Det var blødt, men ikke for blødt. Behageligt og ikke spor påtrængende. Når jeg lukkede øjnene gik det hele bedre og jeg kunne mærke blodet rulle frit, lystigt og ubesværet.

Jeg indrømmer. Jeg stod der i et par af de rædsler, som jeg har svoret, at jeg ALDRIG nogensinde ville komme i nærheden af. Jeg har grinet og peget fingre af de mennesker, der havde dem på i Bilka og de der dimser man kan sætte i hullerne på plastikskoene? Taberemblemer.

Allerede i gymnasiet var sko et issue. Hvor nogle af de andre gik rundt i badesko og H2O-strømper gik jeg i (for små) sko med hæl. Og her, 200 år senere sukkede mine pinte fødder lettet i et par grimheder.

Jeg lånte dem altså bare til en hurtig tur ud til barnevognen. Nu står jeg herhjemme og vugger barnevognen i et par røde trasser og føler mig helt couture i sammenligning.

Og jeg køber ikke et par Crocs.
Ihvertfald går jeg ikke uden for haven i dem.

Troede i øvrigt, at SSSSHHH var internationalt og skulle adlydes promte?

2012-01-05T20:50:00.000+01:00

Kære busselskab,

I skal være her. I er gode at have, når man skal fra A til B og andre mennesker er afhængige af jer, men kan vi ikke godt tale om det rimelige i, at i skal køre når børn skal sove? Hva?

Jeg ved ikke rigtigt, hvordan I får det til at lykkes at sætte jeres ældste, mest skramlede skrotbunke af en skal omkring det brøl af en polsk motor ind på ruten lige præcis på det tidspunkt, hvor jeg kører barnevognen frem.
Jeg er imponeret.
Ikke på den måde, hvor jeg stiller mig op og klapper af jer. Flere af jeres chauffører har set en lilla barbapappa stå og flapse rasende med armene inde i en villahave. Det er mig.
Det er godt for jeres stakkels chauffører at de ikke kan høre hvad jeg råber.

Måske var det mig, der startede kampen? Måske var i nødt til at sætte de gamle motorer ind for at sikre jeres busser mod Skriget? Jeg ved godt, at min søns mest utilfredse stemmeføring er i stand til at skære glas, men... behøvede i at sætte busserne til at sige pppsssss i serier lige ud for min have OG få kileremmene til at hvine som en staldfuld unggrise samtidig? Hva?

Jeg spørger pænt. Kan vi ikke finde ud af at I holder pause når min barnevogn ruller frem? Det er ikke mange minutter om dagen, den står ude (don't mention the war).
Pretty please?
Det vil være så uværdigt at blive tvunget til at pifte så store dæk.

Liv og død

2011-12-31T09:46:00.000+01:00

Sidste år ved denne tid sad jeg i en norsk skihytte og var træt.
Træt af at køre bil, træt af kulde og træt efter at have været på Skejby efter en uvelkommen blødning. Jeg var gravid.

På opturssiden havde jeg købt mig til en svinedyr og pissegod dunjakke og det kan lyde forbrugerisk og overflodsmentalitetsagtigt, men den jakke blev og er stadig et højdepunkt i mit liv. Lyder det fattigt? Jeg ligner Barbapappa i den.

Ikke det absolutte højdepunkt, for det blev graviditeten. Og resultatet af graviditeten.

Jeg var glad for at være gravid og da jeg lige kom mig over det første introverte trimester, hvor jeg syntes, at andre mennesker var irriterende og for tæt på på alle måder, så gik det endnu bedre. Fysiske komplikationer kom der desværre en af ret sent i forløbet, hvor jeg igen begyndte at bløde, og jeg fik ordre på at forholde mig fuldstændigt i ro i et par uger.
Lægerne sagde, at jeg også skulle skrue ned for hjerneaktiviteterne, for diagnosen kunne meget vel være stress.
DET var svært.

Det gjorde det ikke lettere at besøge mit ufødte barns bedstefar på hospitalet (på den kommende mormors fødselsdag) og godt kunne se, at det ikke kom til at blive en raskmelding nogensinde.
Det var svært at sidde med rund mave og livet dansende bag huden og sige farvel til ham en måned senere.

Liv og død på samme tid.
Ingen af delene helt til at fatte.

Aksel Emil kom til verden, 10 dage før bemeldt ankomst og ikke med sin gode vilje. Han måtte ud med kejsersnit.
Fødslen var en oplevelse, jeg ikke er fuldstændigt skræmt af, men som jeg nok gerne vil have til at forløbe lidt anderledes, hvis der kommer en næste gang. Den første jordemoder havde parfume på.
Lægen var dum og ufølsom.
Til gengæld havde vi en helt fantastisk jordemoder til sidst, som fik fjernet alle mine tanker om at have givet op for tidligt med et snuptag til efterfødselssamtalen. Hun får andenpladsen på listen over mennesker, der skal med i min nytårsskål.

Hvad jeg har lavet de seneste 5 måneder står hen i en tåge. Jeg har vist bare kigget på Aksel Emil.
Siddet med brysterne fremme.
Og kæmpet med at fatte, at han er min og at han ikke går væk igen.
(Det selvom jeg havde æren af at passe Lindas Anton en gang om ugen indtil ~~de forlod os~~ jeg måtte overdrage fornøjelsen til Lindas forældre. Det var bare slet ikke gået op for min hjerne at jeg snart også ville have sådan en, der skulle sove i barnevogn og bruge ble)

Det har ikke været muligt at komme tilbage til instruktørcyklen endnu og på underskudsdage er det det, jeg piver over.

Til gengæld har jeg fået en fremragende mødregruppe, som jeg har abstinenser efter, hvis vi kommer til at springe en gang over. Dejlige unger, gode damer.

Og så har jeg fået den sejeste mormor til mit barn. Min mor er kommet stærkere ud på den anden side af at være blevet enke og er nok mere sig selv nu end de seneste små 30 år. Hvis der er en person, der skal takkes, så er det hende. Hun har holdt måsen oppe på os alle 4 (inkl hunden) samtidig med at hun har passet de to andre børnebørn og håndteret alt det nye og savnet. Min mor indtager førstepladsen.

Store ting skete i 2011.
Men altså... nytårsaften bliver ikke helt det samme mere. Og det gør nytårsbloggeri heller ikke.

Må man godt sige at man har tyndskid uden at ville være sjov?

2011-12-29T17:27:00.000+01:00

Før jeg blev alt for gravid sad jeg mindst en gang om ugen foran voksne mennesker i spandex med en mikrofon for munden.
Jeg ved ikke, hvad der sker med mig i den situation, men jeg sænker åbenbart niveauet og paraderne, for så snart musikken spiller og mikrofonen er tændt, kommer jeg til at sige ting, der ikke er gangbare i normale, offentlige sammenhænge.
Jeg vil ikke nævne noget, jeg selv har sagt, blot citere en af mine kolleger, da han bad folk om at tage den stående i dobbelttempo.
(Så fik jeg lige udleveret ham også, nemlig. Det var så lidt)

Jeg har aldrig oplevet, at nogen har taget det ilde op. Faktisk har jeg heller ikke i andre sammenhænge oplevet så meget som en misbilligende rynket næse, når min mund har sagt noget sjofelt der skulle misforstås, selvom mine ører har været meget røde.

Idag måtte jeg bremse barnevognen for at se hende, der gik bag mig og talte højlydt i mobiltelefon.

Hun fortalte i detaljer om sin dårlige mave og fortalte, at det sved meget i numsehullet at have tyndskid.
Med de ord.
Jeg så mig om efter skjulte kamera da jeg bremsede op. Bare for en sikkerheds skyld. Og så rynkede jeg på næsen ligesom de andre på gågaden, der havde hørt det.

Nu tænker jeg så lidt på, hvori forskellen består.
Vi har begge to kastet potentielt blufærdighedskrænkende ord ud i et offentligt rum, men mens jeg slap afsted med småsjofelheder, så slap hun ikke afsted med små-bæretninger.

Er det noget med kropsdelene? Må man gerne antyde numse, men ikke sige, hvad den bruges til?
Hmm... Hvis nu min spinningkollega, der gav folk den i dobbelttakt, havde været bøsse, ville den teori så være gennemhullet (pun intended)?
Ikke for mig personligt, men... kan det så have noget at gøre med om der kommer noget ind eller ud af numsen? Eller... prutter er vel altid sjove at fortælle om.

Åh... undskyld. Blogsfæren er vel også et offentligt rum.

Ahem.

kAARRfff

2011-12-28T14:54:00.000+01:00

Da jeg skrev om hende den lade teenageekspedient i badetøjsbutikken, så løj jeg en lille smule. Jeg kunne ikke så godt skrive, at hun stod og gloede som en ko på en kasse med en kaffemaskine, når kaffemaskinen nu var en julegave til Mikkel, vel?

Nåmen. Den hittede.
Og idag er der kommet sådan en flot sag af en pakke med 4 kg blandet kaffe i kapsler også kendt som drugs i bæger. Alene farverne...

Det skal siges, at jeg ikke fik lov til at pakke op, selvom jeg har betalt for halvdelen (mindst!), for her i huset er pakker i mindst lige så høj kurs som kaffe og der er tøsekamp om at få dem.

Jeg var MEGAheldig at få det timet sådan at Mikkel skiftede Aksel Emil, da pakkeposten kørte forbi (Ja, han kørte for langt, men jeg var da ligeglad, for jeg har TRÆSKO som jeg lige kunne springe i og klapre ham i møde med mens min selvrespekt måtte blive hjemme imens)
Mikkel stod med dirrende hænder og klapsede mig over fingrene da jeg forsøgte at lukke pappet op for at komme ind til sagerne, mens han rakte sønnen frem og proklamerede at han gerne ville over til sin mor. Nu.

Jeg har taget billedet næsten uden at røre ved pakkerne og kan godt se frem til at have en fast kaffebrygger så længe der er pæne kapsler. Maskinen er stadig off limits.

Men mælkeskummeren er min. Muhahaha... eller... det der.

Hacker

2011-12-27T19:51:00.001+01:00

Ja, undskyld, men jeg har travlt. Aksel har valgt kun at sove en halv time af gangen i dagtimerne, der har været lidt jul at klare og Wordfeud skal også lige passes, så blogindlæg er noget, der skal skrives i etaper.

Det er normalt ikke sådan jeg skriver og det er skidesvært at vedligeholde en god indignation hen over en eftermiddag med så meget sol.

Og så er jeg faldet over dette her. Det kan I jo også lige prøve at spille mens jeg får skrevet et rigtigt blogindlæg

http://kattler.dk/hacker/1.html

Det er ikke et nyt spil, men der skulle efter sigende være kommet flere udfordringer til. Det stopper ved side 42 og det er muligt at finde alle svarene på snydesider rundt om på nettet, men det er meget sjovere at sidde og være sofadetektiv og løse gåder og tænke som en hacker selv.

Det er god spas.

OnePiece, premierejulen og min mor

2011-12-25T20:51:00.004+01:00

Aj, det tror jeg altså ikke, jeg kan, sagde jeg dengang. Jeg er jo en... hvad... DAAME, der ikke er modelafpillet eller noget. Det tror jeg ikke, jeg kan. Jeg kan ihvertfald ikke gå ud i den.

Den er ellers lækker, sagde hun så, men det holder bare ikke. En sparkedragt for voksne og da Peter havde en på forleden så lignede han bare noget, der ikke var meningen. Han er jo både høj og bred og så kostede den 1000 kroner. For en sparkedragt... men den var da hyggelig...

Jeg kan huske mødre i et radioprogram, som korsede sig over moden og som bestemt ikke ville tillade deres teenagepiger at gå i en OnePiece, selvom den sejeste pige i klassen havde en på. Og slet ikke i hvid eller lyseblå. Jeg grinede lidt, for moden har budt på nogle spøjse ting bare i min levetid. Gulerodsbukser.
Hvem husker ikke smækbukserne, der sad så meget til at man ikke skulle stramme selerne det mindste før man havde en skarp syning i smertelig nærkontakt med understellet?
Og nu OnePiece.

Sparkedragt med hængerøv til voksne. Tsk.

Jeg fik så en i julegave af min mand og den er SÅÅÅÅ lækker. Især fordi han sværger ved alt der er ham helligt (cyklen og skiferien i uge 9) at jeg er rålaber og smart i den.

På mærkatet står der, at man vil komme til at elske sin OnePiece mere end sin egen mor, men det kan jeg afvise blankt, selvom den gør alt hvad den kan for at indynde sig hos min og min hud.

Min mor er fabelagtig, min mor er den bedste mor, den sejeste, mest exceptionelle og uundværlige mormor i hele verden. Min mor er klog, fintfølende, velformuleret og i stand til at have integritet samtidig med at hun er uselvisk og hun har rost min premiere-julemiddag til skyerne, selvom jeg har tweeket juleands-opskriften. På trods af at det er første gang i mere end 40 år hun ikke selv har stået for julemiddagen.

Min OnePiece er så rar og sidder så godt, at jeg ikke engang gider at trække maven ind.
Men min mor når den altså ikke til anklerne.

Dårlig mor på pose

2011-12-20T21:18:00.002+01:00

Aksel får grød, selvom han faktisk ikke er helt de 6 måneder, som sundhedsstyrelsen anbefaler man skal være, før man får skemad. Drengen er sulten og har det strålende med to daglige tallerkenfulde - og han tog over et halvt kilo på på en uge, efter at jeg havde præsenteret ham for en skål pulvergrød første gang.

FY!

HIPP?
Det er færdiggrød, der bare skal blandes op med vand. Det er så let og når poden ikke er vågen mere end halvanden time ad gangen, så er det vigtigt, ihvertfald for mig, at al den vågne tid ikke går med at lave mad.
Jeg er ikke bange for at lave mad selv, så har jeg ikke sagt for meget.

En veninde skrev på Facebook om at hun nærmest var blevet præsenteret for en forarget hønserøv i en ammestue, fordi hun kom til at sige, at HIPP kunne bruges i en snæver vending, selvom det helt ærligt mere er reglen end undtagelsen på spisebordet både hos hende og mig.

Det hjalp ikke på hønserøven, at veninden fik pippet frem at det i det mindste er økologisk. Efter sigende skulle frelst spelt-hønserøv have set ud som om hun havde spist en muggen hamster (Eller... det var ihvertfald noget med en hamster. Bogstaverne flød lidt ud for mine øjne, fordi jeg hyperventilerede en smule. Mest af grin)

Jeg har hørt om bekendte, der er vendt grædende hjem fra ture til byen og offentlige ammesteder, fordi de ikke kan amme og giver deres børn flaske. Ammejuntaen er en samling møgkællinger, der går ind for konfrontation og gabestok siger jeg bare.
Og hende hønserøven her må være en fraktion af ammejuntaen.

Om jeg fatter, at folk ikke bare kan gøre, hvad de selv synes er rigtigt og have det godt med det. Erfaringsudvekslinger er guld værd, sundhedsstyrelsens anbefalinger er kloge, men duller, der stikker deres spidse næb frem og skræpper højt, hvis andre ikke gør lige præcis hvad de mener er rigtigt?
De skulle stækkes.
Måske er det det, de er... stækkede.

Hvis jeg bare turde, så ville jeg (hvis jeg nogensinde kommer i sådan en situation) skynde mig at fortælle, at jeg også lige har lånt en hoppegynge.

Spontantaler som ny juletradition

2011-12-17T20:22:00.001+01:00

Der er ikke mange taler i min familie. Heller ikke i den udvidede familie. Der er ingen, der lige slår på glasset og siger velkommen og værsgo. Heller ikke fødselarer får et par ord med på vejen.

Vi er jyder hele banden og det der med ord og at stille sig op som om man havde noget at sige, det... nej.

Men når det så sker, at der bliver holdt en tale, sådan en, der virkelig betyder noget, så husker jeg den. Desværre er de to taler, jeg husker bedst fra de seneste år de to taler, der blev holdt i kirke og kapel, da de to mænd, der skulle have været Aksels bedstefædre skulle bisættes. Ikke samtidig, bevares, men talerne står lige klart, selvom der er år imellem dem.

Først min kloge svoger Rasmus, der er vantro af hjertet, men som i kapellet skulle tage afsked med sin far og pludselig manglede en tro at støtte sig til.
Siden min mor, der i kirken talte om den sidste tid med sin mand og meget fint udtrykte, at de havde fået talt om det, HAN synes var vigtigt. Selvom jeg ikke ord for ord kan huske den tale, kan jeg huske, hvor delikat et ordvalg min mor havde og hvor stærk hun var, da hun stod der helt alene.

Men helt ærligt... Det kan ikke være meningen at de store taler, de ærlige følelser og muligheden for at tale uden at blive afbrudt kun dukker op ved bryllupper og begravelser.

Der er alt for få hverdagstaler.
Hvem siger, at man ikke kan rejse sig op over kyllingestykkerne og den revne gulerod og sige noget vigtigt til sin lille familie eller udbringe en skål for at indkørslen er færdig?

Det ville være en fabelagtig mulighed for at få lov til at sige noget uden at blive afbrudt.

Når jeg nu mærker tyngden af alle de juletraditioner, jeg skal følge helt ufortyndet (Hvem kan FORESTILLE sig at undvære taffelchips til juleanden?), så kan jeg da gøre mit for at starte mine egne juletraditoner. En af dem bliver en juletale, tror jeg.

Jeg regner ikke med at det bliver noget problem at talen skal holdes af den, der får den hele mandel i sit konfektstykke.

Skulle det kikse helt, får jeg lov til at spise alt konfekten selv.

Kære nybagte mor. Husk at dukke dig, når du siger, at du har ZÅ meget overskud. Om mødregrupper.

2011-12-15T08:50:00.000+01:00

Hun sad i ammeloungen med sirligt flettet hår, der garanteret også var nyvasket, og tog imod min kompliment med den eufori, som hører til de første tre uger som nybagt mor.
Jeg har det helt vildt let, sagde hun så. Faderen har også barsel og jeg har faktisk ikke fået lov til at skifte ret mange bleer. Vi er oppe to gange om natten og... altså vi har da haft en nat, hvor vi var vågne fra tre til 6, men... Det er bare såååå dejligt. Og hun smilede forelsket og ømt ned på sit to uger gamle barn, der lå lige foran det meget blottede bryst.

Det er så sådan noget man ikke siger til mødregruppe, kom det tørt ovre fra en anden mor med et lidt ældre barn og jeg grinede indforstået. Troede jeg. Jeg har nemlig erfaring med at hvis man til mødregruppe siger, at det går fremragende, søvnen kører og mælken flyder, så hører karmarevisoren det og alt er anderledes straks den næste dag.

Jeg er kommet til at tænke på, at hende den anden mente, at man ikke måtte sige når noget gik godt til mødregruppe, fordi man så fornærmede tonen i mødregruppen og hoverede over dem, der havde øjenlåg så tykke som skamlæber.

Sådan er det ikke helt i min mødregruppe.
Tror jeg.

Vi ved nemlig alle sammen godt, at søvn og børn og nybagte fædre er skrøbelige størrelser og vi har fuld respekt for karmarevisoren.
Desuden er vi kommet så langt, at vi nu drikker kaffe MED koffein, har indrømmet, at morgenmaden nogle gange består af After Eight og jeg har fyret den første sjofelhed af, selvom jeg virkelig har prøvet at holde dem inde. Og så er der både successer og dårlige dage hos os alle sammen.

Altså... vi ved vel alle sammen, at de småbitre kommentarer og historierne om remouladelort er i højere kurs end fortællinger om, hvordan alt er picture perfect og lige efter bogen hjemme hos nogen, så dem, der sidder med hår, der lige har fået kur har som regel ikke så meget taletid.

Som i blogland, så også i den virkelige verden.

Nu har min mødregruppe også fundet vej til bloggen her, så jeg tør ikke sige andet end at jeg har været heldig med den.

Livet er for kort til damehåndbold

2011-12-12T21:13:00.001+01:00

Dengang jeg var kæreste med en håndboldspiller, så jeg en del håndbold. Live. I hallen. Var tæt på at komme op at slås to gange, begge gange med gamle mænd fra Tvis. Det skal udtales TWiz. Bare fordi jeg kom til at konstatere, at de lød lige så dumme som de trommer, de køllebankede.

Det var herrehåndbold og det må være forklaringen på et hidtil ukendt hidsigt temperament. Måske var det der, min mund begyndte at tale uden at få lov.

Damehåndbold kan på ingen måde bringe mit pis i kog. Jeg synes, at spillet er kedeligt. Damerne er kedelige, der sidder to mødre og en vicevært på tilskuerpladserne og hypet buldrer tomt. Det må fannerme være en tom fornemmelse at juble og hovere mod tomme blå plastsæder.

På TV med japanske modstandere, der ser ud som om de har fået for mange bolde i masken, tager det mig cirka et øjeblik at beundre hende, der er 188 høj og konstatere at fru Spellerberg er laber, inden jeg beslutter mig for at seriedyppe kanelbiscotti i min decaf-kaffe.

Der er lang vej til Tvis.

Umiddelbarhed udsat for doven teenager og serveret i slowmotion

2011-12-09T09:55:00.001+01:00

Jeg købte badedragt igår. OG bikini. Det tog også ca en time... Ikke fordi jeg stod og rev håret af mig selv i prøverummet som jeg plejer, når jeg er så modig at købe badetøj, mens det er pivkoldt ude og min hud har samme farve som skummetmælk.

Jeg brugte 4 minutter på at finde det, jeg ville have. 2 minutter på at lokalisere en ekspedient. 30 sekunder på at betale og så resten af tiden på at stå og vente på en lad ekspedient.

Det eneste, jeg gjorde var at spørge om de havde badedragten i en anden farve.
Først vendte hun badedragten om og studerede længe bagsiden. Ikke mærket. Bagsiden. Som om svaret fandtes der. Der gik laaaaang tid med den bagside. Så vendte hun den om og studerede forstykket. Længe.

Ja, altså.... sagde jeg for ikke at komme til at spørge hende, hvad hun havde gang i. Måske har I et lager, hvor der måske var flere badedragter?

Jaa... tøvede hun og kiggede lidt på badedragten ved siden af. Jeg skal lige... Hvorefter hun gik op til computerskærmen og kiggede på den. Uden at taste eller noget. Hun gik sikkert ud fra at svaret sprang ud i hovedet på hende derfra, når den nu ikke boede i badedragten.

Hvorefter hun ludede ud i baglokalet. Kiggede på et par kasser, så vidt jeg kunne se. Ikke i kasserne. Ikke på mærkaterne. På kasserne.
Så kom der en kollega som hun talte lidt med og en til. Og så kom hun jaskende tilbage.

Jeg kan altså ikke umiddelbart se andre end den der, sagde hun.
Ved kassen sagde hun, at jeg bare selv kunne sy bikinien ind, hvis den var lidt for stor i omkredsen. Hvis jeg var lidt vaks på fingrene.

Jeg undlod at give hende mit umiddelbare svar. Både det, der i længde ville svare til min definition af umiddelbar og den, der ville svare til hendes.

Gider du ordne min røv?

2011-12-06T20:15:00.001+01:00

Jeg har fået massage idag.
Det var svært tiltrængt. Må jeg i den forbindelse bekræfte historien om, at skomagerens børn har huller i sålerne? Både Mikkel og jeg er uddannede fysiurgiske massører fra den fineste skole, men får man så meget som aet sine rygstykker?

Jeg drog afsted til thaidamerne. Glædede mig, for mødregruppe-Lone har også været der og havde det som om hun havde fået bank to dage efter. Sådan en tur ville jeg også have, tænkte massochist-jeg og drog afsted med opsat hår og ve-vejrtrækningen i frisk erindring.

Det var rart. Dejligt. Blødt og flydende og afslappende. Jeg lå hele tiden og tankepegede på min lamme skulder, min champignon-skov af en myosesamling i nakken og ønskede mig, at hun bare ville stige op og gå med sine små thailandske fødder på mine baller, der siden ve-tiden har trukket i mit bækken og fået mit korsben til at lyde som knækbrød om morgenen.
Hvis jeg kunne nå, havde jeg bidt mig selv i gluteus medius for længe siden.

Selvfølgelig fik jeg ikke bedt den pæne thaidame om at give min røv en tur og gøre det hårdt.
Det ville være en forfærdelig risiko at løbe, når damen ikke taler ret godt dansk og der er varmecreme involveret.

Hvordan opgraderer man en narresut?

2011-12-05T20:04:00.001+01:00

Jeg kunne godt skrive et overskudsindlæg om, hvor fantastisk vi har det, Aksel og mig. Udstyre det med en masse yndige ord og hovedet på skrå og et mildt og blidt mor-smil. Hvis man lige piller det værste Biedermeier ud af det billede er det ikke helt løgn. Her går det godt (send flere penge).

Jeg er ikke i tvivl om, at jeg gør det godt med Aksel. Men seriøst er jeg i den grad på kinderne over, hvordan jeg nogensinde skal komme tilbage på arbejde igen. Det virker helt umuligt at skulle overdrage Aksel til fremmede folk og... ærligt, ikke?

Hvad nu, hvis jeg ikke kan finde ud af at arbejde efter at jeg er blevet slået til mor?

Der er måneder til.
Men en anden udfordring lurer lige om hjørnet: Hvordan får jeg Aksel til at sove af sig selv og uden at amme ham i søvn?
Ikke fordi det gør mig noget at skulle lægge mig med ham og følge ham helt ind i søvnen på den måde - jeg kan holde til det fysisk-, men hvad fanden gør jeg den dag, jeg ikke ammer mere? Samtidig har jeg låst mig selv fast herhjemme om aftenen. Liiiiidt svært at være brystvikar.

Sgu også en dum vane at lade ham bruge mig som sut. Selvom jeg spiller Wordfeud imens.

Lyder det som om jeg er ved at kvæle ungen i navlestreng og kærlighed?

Aftensart

2011-12-02T20:49:00.001+01:00

Jeg har sat en dusør på fundet af den speaker, der kan sige Februar. Fe-bru-ar. Ikke Feburar.

Heldigvis ser det ikke ud til at jeg bliver fattig, for ingen har krævet dusøren endnu. Passer mig fint, for der er behov for endnu en halvbrille-pegefinger. Prøv lige at sige i aften UDEN at det partout bliver til ijaften.

Ijaften. Hrmpf.

Jeg regner med at i alle siger unik og ikke junik, hvis det ord skulle formaste sig til at hoppe ud af munden på jer.

Nå... men jeg er sikkert bare sart, fordi aftener er sarte og anderledes størrelser, hvor jeg sidder på kanten af sofaen med børstede tænder og ørerne på stilke for at høre efter, hvornår det sovende barn ikke sover længere, med mindre jeg sover ved siden af barnet klokken 20.

Så alle de entusiastiske speakere, der siger noget med at iJAFten er der superfedtprogramsomduMÅse er lidt træls.
Helt sikkert fordi de siger ordene forkert.

(Hvis nogen har gode erfaringer med at komme fra at amme i søvn til at lære barnet at falde i søvn selv, så vil jeg gerne høre dem.)

WTF?

2011-11-29T21:28:00.001+01:00

En af de forkortelser, der faktisk giver mening for mig, for når man siger 'what the fuck' på den helt rigtige måde, ser man faktisk ud som om man spytter tre konsonanter i versaler.

Siden jeg ikke bruger *LOL* eller lignende profaniteter - eller navngiver nogle af mine filer med underscore og dato for tiden, så må jeg godt skrive - og sige- WTF.

Det har jeg benyttet mig af et par gange i løbet af de sidste to dage:
Manden på posthuset, der tilbød at vippe med barnevognen efter jeg havde forklaret, at storskrigende barn var utilfreds med at være indendørs i varmen. Skal jeg ikke lige...? , spurgte han sympatisk. Lidt for sympatisk, nok.
Du skal da ikke græde, sagde han og stak sine fingre ned til skrigende Aksel. Hvorefter Aksels mor bad ham holde nallerne væk. Han smilede bare videre og sagde at han nok var sulten (og kiggede på mine bryster) og spurgte, hvor gammel han var. Hvad er der med mænd med skæg og nikotinfingre og indholdet af min barnevogn. WTF?

Vi har mange glæder. Babysam, blespande og alt deres væsen er ikke nogle af dem. Forleden, da jeg så mit snit til at lave etnisk udrensning i mine øjenbryn, hørte jeg noget pusle. Knitre.
Automatisk begyndte jeg at løfte fødderne, for... havde vi mus?
Hvorefter jeg tog mod til mig, fulgte lyden og afslørede blespanden i at rulle mere af den hundedyre blepose ud. Af sig selv. Med lidt hjælp fra tyngdekraften og et par remouladebleer, godtnok, men... WTF?
Her går man og sparer og så har Babysam programmeret lortet (!).

Junior var pjevset. Snottet. Ville ikke sove. Havde lidt ondt i maven. Efter en nat med opvågning hver time og en googling vidste jeg, at jeg skulle have fat på nogle panodiler til den lille.
Afsted på apoteket.
Det kunne jeg ikke få, mente damen. Når barnet ikke vejer 10 kg skal lægen sige god for købet.

Nå. Ja ja.... læger ved bedst, tænkte jeg med en venlig hilsen til min ven Læge-lars, der ikke kan skelne Panodil fra Ipren og lystig kyler 3 600 mg Ipren i hovedet med en gintonic for at tage tømmermændene fra igår.

Jamen.... så måtte jeg nøjes med saltvandsdråberne.
Overvejede et øjeblik at lyve ham tungere, eller at lyve en storebror frem til ham eller ... sige jeg skulle bruge dem til en ven. Alternativt at jeg selv var læge, bare for at få apotekerjuntaen til at udlevere noget dope.
Men efter at jeg havde afsløret, at jeg ikke anede at det var stikpiller var det lidt svært at virke troværdig.
Hvorefter damen spørger om jeg kendte de tabletter, der skal opløses i vand på en ske? Med banansmag, jo jo...
Der er dobbelt dosis i sådan en banansatan og der står på pakken at den ikke må gives til børn under to år uden lægens tilladelse. Men dem ville damen GODT sælge?

Jeg lod mine øjenbryn udtrykke tre versaler inden jeg gik ud af biksen med min clean baby på armen.

Medløberi er lissom ikke adgangsbillet til det fine selskab længere

2011-11-27T11:27:00.001+01:00

Dengang i folkeskolen var det altid fedt at have det samme som de andre.
Samme bogbind betød veninder. Samme viskelæder betød, at man var med i cirklen og måtte stille det på ens måder op ad pølsepenalhuset i matematiktimen.

Det var dengang man kunne ønske sig støvler ligesom Pernille B og også være lidt fan af Wham fordi Pernille S var det.

Jeg ved ikke, hvornår det gik over. Kan bare konstatere at sådan en har jeg også ikke indeholder nogen som helst værdi mere. I bedste fald er det ligegyldig information, i værste fald er den sætning grunden til at man aldrig går i den kjole mere, selvom man fik gode bryster i den.

Med mindre, det er noget billigt gear til børn og sætningen følges op af noget nyttig viden og lidt refleksion.

Jordens bærme

2011-11-23T19:56:00.001+01:00

Jeg kan næsten ikke klare at høre om den 10-årige, der er blevet voldtaget.

Kan ikke holde tårerne tilbage når jeg tænker på de ar, pigen får og jeg får kuldegysninger af ubehag når jeg hører om, hvordan hele skolen gør klar til at hun kan vende tilbage.
Alle ved det. Hun får ikke en chance for at være anonym og glemme det i bare nogle få sekunder i glade frikvarter.

Min veninde blev helt bleg og stille i sit ellers så varme ansigt, da vi talte om det idag. Hun er mor til en lille pige og kan lige pludselig mærke idealistiske holdninger til straf og dødsstraf ændre sig lidt. Flosse lidt i kanten og mørne, lige der hvor angsten har lagt sig klamt.

Vi har en fælles bekendt, der er blevet truet med voldtægt, skudt efter, der har set sin by blive brændt ned, hørt sin mor skrige af angst for at hendes datter skulle voldtages ligesom alle de andre kvinder, soldaterne flåede ud af de to huse, hvor de var gennet sammen. Kvinder med børn. Piger på 10. Gruppevoldtægter.

Mind mig om, hvorfor vi stadig tror på, at demokratiet er Libyens lykkepiller, tror på at Ahmadinejad ikke er ond, fordi han selv siger han ikke er det og ikke rå-straffer mænd, der begår overgreb mod børn.

Ti stille og bring mig kaffe, Mikkel

2011-11-20T08:11:00.001+01:00

Jeg tænkte, at jeg da lige kunne fikse de julegaver, der skal med mine to søstre til deres respektive. Dem kunne jeg lige klare igår, for jeg vidste sådan cirka, hvad der skulle skaffes og gaven til den yngste søster plejer at springe mig i øjnene helt af sig selv.
Det var jo bare en lørdag i November. I god tid inden alle andres julegaveræs starter.

Grunden til at jeg lige mente at jeg kunne fikse dem igår var, at jeg var grundirriteret på Mikkel og trængte til at komme et sted hen alene, der plejer at være rart. Det er vist noget med mine hormoner. I

På den måde, hvor det bare er bedst, ikke at befinde sig i samme lokale eller køre i den samme lille bil eller kæmpe sig vej gennem overbefolket by, mens den ene spyr eder og forbandelser ud over alle andre mennesker og borer barnevognen forrest igennem mængden og den anden har det lidt på samme måde, men også er lidt bange for at der skal ske noget med barnet i vognen.

Der var intet tulleri over den lørdag.
Hvor kommer alle de mennesker fra? Hænger de på bøjler i en stor lagerhal i oplandet indtil det bliver juleindkøbstid?

Vi endte selvfølgelig med at tage afsted sammen, trods min irritationssnerren. Da vi stod i en legetøjsafdeling, hvor Mikkel hvislede, at jeg godt kunne tage at få fundet de ting, jeg skulle have, for ellers ville han blive nødt til at gå eller smadre den legetøjsgris, der stod og bjæffede (?!) hysterisk på gulvet.

Jeg gik rundt om mig selv og kunne hverken finde det ene eller det andet og havde så høj puls over det, at det næsten lykkedes mig at fokusere på lyden at mit blod, der susede for ørerne istedet for at høre på 'hvis det nu var mig, så var jeg ordentligt forberedt og vidste præcis, hvad jeg skulle købe og så ordnede jeg det bare meget hurtigere'.
Næsten.
Jeg sagde ihvertfald hverken hold kæft eller noget.

Kaffe hjalp. Nattesøvn hjalp.

Og som jeg sagde til min mødregruppe-venindes mand, vi mødte i Bruuns: De skal bare være glade for, at vi er bitre. Og siger noget.

Det beviser bare, at vi har overskud til at fokusere lidt på os selv igen og har genvundet en nogenlunde sans for virkeligheden omkring os.

Må seriøst se at få drukket noget mere af den kaffe med koffein og mælk til overpris. Se, hvilket klarsyn, det bringer.

Fast plads i koret

2011-11-15T21:26:00.001+01:00

I gymnasiet opførte vi Grease. Jeg var til audition til rollen som Sandy sammen med en del andre og ... altså.. jeg synger ikke grimt, men jeg stod ved flygeligt sammen med en pige, der sang ret specielt og råt og så lavede jeg lissom min sangstemme om.
Resultatet har ikke været udpræget kønt. Jeg blev ikke førstevalget til Sandy - og hende, der sang som en musikalsk havnearbejder fik rollen som Rizzo.
Jeg fik sikkert rollen som Sandy alligevel fordi jeg levede Greases budskab om at det er nødvendigt at lave sig selv om for at blive til noget.

Mange år senere havde jeg lært at skrive et CV og havde sådan nogenlunde styr på at præsentere den pæneste side af mig selv så det ikke var helt løgn. Jeg var instruktør i et fitnesscenter og havde universitetsgrad og godt job.

Og så mødte jeg Andrea. Og Jon.
Når jeg har dem på tomandshånd eller i andres selskab er alt godt og ubesværet. Der kan jeg bare grine med dem og tænke, at de er fantastiske mennesker, som jeg kender og som kender mig.
Men når de to er sammen og jeg også er der, er jeg slået tilbage til dengang ved flygelet.

Jeg kan ikke huske navne på skuespillere eller sangere, når jeg skal.
Det kan de.
En af de første gange vi tre var sammen, flippede de lige hele Bros' bagkatalog og talte så hurtigt sammen - og så sjovt - at jeg ikke var i tvivl om, at jeg tabte, fordi jeg kun kan 'when will I, will I be famous' og ikke kender navnene på nogen af brødrene eller ham den tredje og fordi at mine jokes og rappe replikker altid først kommer, når jeg timer senere står hjemme foran spejlet og acer den.

Jeg kender dem stadig. Jeg tager stadig revance foran spejlet og jeg har det stadig som om jeg er hende, der får en fast plads i koret.

Og ved i hvad? Sådan har jeg det også lige nu, når jeg læser nogle af de gode blogs, der er rundt omkring.

Jeg lover at lade være med at prøve at plagiere nogle af dem, for så vil jeg komme til at skrive som endnu en Nynne-kopi, nu med hjerne, og jeg er meget glad for at se på min statistik over daglige læsere, at der er nogen, der gider at læse med.

Trods det faktum at jeg ikke altid er den hurtigste knallert på havnen.

Jeg er stemmer stadig ikke DF. Og fannerme heller ikke på Anders Breivik

2011-11-15T11:11:00.001+01:00

Anders Breivik fik ikke taletid foran masserne få dage efter sin voldshandling på Utøya. Igår stod han i retssalen foran overlevende og pårørende og alverdens hungrende medier og fortalte, hvorfor han slog alle de mennesker ihjel.

Så vidt jeg har forstået, var det ikke for at videregive en undskyldning eller for at angre en sindssyg handling. Faktisk regnede han med at nogen ville skyde ham, så psykopaten har sikkert været rigtigt fortrydelig over, at han ikke måtte have sin tempelridderuniform på.

Jeg kan godt forstå, at der er mennesker, der søger en forklaring på den gale mands værk.

Derimod kan jeg ikke forstå, at nogen mener, at den politiske tone i medierne og på diverse blogs, har været medskyldig i Breiviks handling.
Overhovedet ikke.
Fordi jeg selv er tilhænger af europæiske værdier og imod islamistiske tendenser som fx shariazoner i Danmark (Vorherre til hest), så mener jeg ikke, at jeg har blod på hænderne...

Katrine Winkel Holm har holdt et indlæg på en norsk kongres om emnet. Hun skriver det bombastisk og i form af en tale, der skal videregives mundtligt, men ikke desto mindre er jeg enig i hendes vinkling af skyldsspørgsmålet.

Om forskellige slags træthed

2011-11-10T16:40:00.000+01:00

Hjemme hos mig har vi besluttet os for, at vi overhovedet ikke gider snakke om, hvem der er mest træt.
Det gjorde vi ellers en del på det tidspunkt, hvor Mikkel var begyndt på arbejde igen efter sin barsel og hvor jeg ... var på barsel. Jeg kan slet ikke huske, hvad jeg lavede de første to måneder ud over at sidde med pigerne fremme og halvsove i en ammestol.

Han var træt. Hans nattesøvn var afbrudt og selvom jeg med vores fælles lille tryklås for brystet kunne høre, at han sov videre efter 2 minutter, mens jeg sad og løftede op i de sorte sække under mine øjne for at barnet kunne finde mælkehanen, så var hans søvn stadig afbrudt og den følelsesmæssige belastning stadig massiv for ham.
Omvæltningen i sig selv er udmattende for fædre og jeg ved, at det er en helt ægte og uforfalsket træthed, han har talt om.

Jeg var træt på en anden måde og er det stadig. Jeg er på 24 timer i døgnet. Selv når Mikkel skifter en ble er jeg på, for der kommer spørgsmål derude fra puslepuden: Skal han se sådan her ud? Plejer det at have den farve? Hvordan er det nu teksten til Mariehønen evigglad er? Kan du ikke lige ...?

Jeg tror på, at man som mor føder en stor portion ekstra kræfter sammen med barnet, for vi klarer det.

Det er bare en anden slags træt, en dybere slags grund-træt, der får os til at hån-fnyse ned i aftensmaden, når manden på den anden side af spisebordet hviler hovedet i hænderne og klynker over hvor træææææææt han er. (Jeg nævner ikke navne, men der er flere der giver udtryk for at løfte et vantro øjenbryn på 'are you fucking kiddin' me?'-måden i den situation)
Man kan ikke så godt stikke ham en lige højre med gaflen i venstre hånd og barnet på armen, vel?

Jeg tror på, at mændene også er smadret-udmattede.

Men jeg tror også rigtigt meget på ikke at begynde at konkurrere med en spædbarnsmor om, hvem der er mest træt.

Face it

2011-11-10T13:40:00.001+01:00

Jeg var på ekspedition forleden. Der var et par ingredienser til en husmoderhverdag, som jeg bare måtte have. Uldgarn og speltmel, faktisk.

Det kan godt være, at jeg har været sur og brokkende herinde før i tiden. Det kan også godt være, at jeg har det gen med mig ud i hverdagen, selvom det er noget mere fortyndet der. Det kan muligvis også godt være, at jeg har taget det til mig, at jeg skal forsøge at bemærke alt det positive, der er rundt omkring mig, men ... jeg tog altså alle mine gode positive intentioner og pakkede dem til en råkold snebold, som jeg sendte lige i fjæset på den facer-hær, der havde indtaget kampstand på gågaden.

Ved ikke, hvordan de havde fundet ud af, at jeg var på vej med en positiv-indstilling, der sad lidt løst. det er ligesom trailer-folket, der kommunikerer indbyrdes, når jeg kører afsted mod Vestjylland og sørger for at sende ALT, hvad der kan slæbes af ynkeligheder ud foran mig på kørebanen.

Jeg fatter det ikke. Det gik ellers ok med at samle barnevogn og komme gennem Bruuns Galleri uden at ramme mere end en enkelt cerutrollator.

Udenfor fotobutikken må jeg i ly af markisen, for Kronarvingen skal have sutten. Hvorefter skægget gammel mand med clipboard, mærkeligt fjæs og facertrøje siger 'ja, undskyld mig....' og STIKKER HELE SIT fordømte FACERHOVEDE IND I BARNEVOGNEN.

Resten af facerhæren, uanset om de var fra religiøse sekter, Amnesty eller Politiken holdt behørig afstand. Der havde jeg også blottet de nyfilede hjørnetænder.

Du skal holde hviledagen hellig

2011-11-05T10:07:00.000+01:00

Præsten tog luft ind oppe fra prædikestolen. Emnet viste sig at være et ganske andet end jeg havde forventet, selvom der var god bund i de ti bud og søndagen.

Søndagsåbent burde forbydes, mente han. Råbte han. Prædikestolen gjaldede af modvilje mod lukkeloven.

Ikke fordi man ikke måtte arbejde på en søndag, for man skulle godtnok være en stivnakket kristen for at tolke buddet sådan. Der var vel ingen ved deres fulde fem, der ville forbyde at ambulancerne kørte og lægerne reddede liv, selvom det er søndag.
(De fattige studerende, der sidder i kassen i Føtex om søndagen på tømmermandspanodil for at bippe vores citronmåner er sikkert også glade for deres dobbelttakst, tænker jeg)

Søndage skal bruges ordentligt, mente han. Den dag bør man hellige familien, eftertanken og nærværet. Den skal ikke klattes væk på at stå i kø efter mælk og rugbrød, fordi man ikke har kunnet planlægge sin tid og klare den slags de andre dage.

Der sad jeg så og bestemte, at vi nok godt kunne servere sild uden de æg, jeg havde glemt at købe og som jeg planlagde lige at smutte forbi den evigt åbne Fakta efter.

Manden har jo ret. Så vidt jeg husker.
I barselsland er alle dage ens og skal holdes hellige. Med citronmåne.

Jamen, Simon Kvamm gør det også

2011-11-01T11:19:00.002+01:00

Simon Kvamm har også mulighed for at tjene nogle støttekroner til det gode formål. Støt mit overskæg og lad pengene gå til forskning i mandesygdommene: Movember

Glimrende formål. Ligesom forskning i kvindesygdomme er godt og bør støttes, så gælder det samme ovre hos dem med tap. Sygdom er noget lort, vi kan ikke tåle flere dødsfald de næste mange år og jeg HAR givet et højere beløb til Kræftens Bekæmpelse.

Men overskæg?

Det gider jeg helt ærligt ikke støtte. For det første ser det totalt åndsbollet ud med pjevsede skægstubbe på overlæben, senere bliver det endnu mere teenage-tåbeligt på 'jeg kan ikke finde ud af at barbere de 5 hår, jeg kan gro'-måden og til sidst bliver det enten bare pinligt eller Bent Betjent fra Bramming.

Det er så skræmmende, hvordan kaffe og makrelmad bliver til en kvælende cocktail i sådan en stiv kost.
Lidt ligesom en toiletbørste, ik'?

Jeg har, på grund af min overskægskvalme, endnu ikke fattet, hvordan 8-16-mænd i min omgangskreds kan samle penge ind ved at spænde overlæben ned over fortænderne for at studere værket.

Efterhånden er jeg ved at vænne mig til at knapt kønsmodne, tynde drenge har fuldskæg. Så'n nogenlunde, for jeg kunne stadig ikke få våde drømme om selv den labreste mand med fuldskæg.

Overskæg alene?
Even worse og alletiders gode grund til kun at kysse på kvinder. Vores overskæg er i det mindste bløde.

Hallohviiiin - jeg overgiver mig

2011-10-28T12:55:00.001+02:00

OK. Jeg bøjer mig.
De sidste to år har jeg siddet med mørklægningsgardinerne trukket ned og fodret hunden med oksekødet, der skulle have været min aftensmad, fordi jeg ikke magtede at gå ud til tiggerbørnene, der stod i deres forældres gennembollede lagner og råbte bøh.

Jeg er ikke meget for at støtte halloween. Jeg gider heller ikke Valentines day. Jeg gider normalt ikke børn, der forventer at få, hvis de bare skriger højt nok. Det gør jeg stadig ikke, faktisk. På nær min egen skrigeballon - han får straks alt hvad jeg har når han skriger. Opmærksomhed, bryster, you name it.
Jeg kan lige så godt sige det lige ud, nu jeg er igang. Jeg gider ikke andre folks børn, jeg ikke er i familie med (Anton er et helt specielt særtilfælde, ham gider jeg rigtigt godt).

Men jeg gider heller ikke spilde min weekend og min aftensmad igen i år, så jeg overgiver mig.

Til gengæld vil jeg pille batterierne ud af ringeklokken og brøle en skræmmende hekselatter, så snart ungerne så meget som nærmer sig min dør, akkompagneret af hundens frådende glammen.

Og byde på en æske rosiner.

Privatskole?

2011-10-27T14:58:00.000+02:00

Jeg har meldt min dreng ind i en privatskole. Jeg er ude i god tid, for der er rift om pladserne, men egentlig har jeg gjort det for at have en mulighed i baghånden, hvis den folkeskole, der hører til området, ikke når at ændre sig inden 2017.

Inden du læser videre, så får du lige en advarsel, så du kan nå at hente den brune papirspose, der står 'racist' på.

Vores lokale folkeskole har en af de laveste sygdomsprocenter blandt lærere, staben er rimeligt konstant og skolen i sig selv er ... sådan nogenlunde ok. Jeg kender et par af lærerne og er sikker på, at de er rigtigt dygtige til det de skal.
Til gengæld har skolen nogle udfordringer med elever og forældre af anden etnisk herkomst, som det så fint hedder. Skolen ligger i nærheden af Gellerupparken og procentdelen af elever af anden etnisk herkomst er temmeligt meget højere end i samfundet generelt.

Det giver mig en udfordring, for hvor jeg ikke har et problem med elever af anden oprindelse og kultur end leverpostejdansk, så har jeg et problem, hvis der er flere i skolen end i det samfund, min dreng skal vokse op i.
Han skal kunne begå sig blandt alle mennesker, men helst uden at det sker på bekostning af mulighederne for indlæring.

Jeg tror rigtigt meget på kvaliteten af vores skolesystem - især hvis lærerne kunne få lov til at undervise og gøre det, de er gode til, istedet for at skulle administrere og registrere, og jeg vil også hjertens gerne sende arvingen i folkeskolen, hvis værdierne og problemerne finder hver deres rette plads inden vi kommer så langt.

Hvem ved. Nu er jeg jo nyligt slået til voksen, så måske er vi flyttet på landet inden da...

Slået til voksen af boomerang-medicin

2011-10-27T08:57:00.001+02:00

For nogle år siden arbejdede jeg som ledelsesassistent for en mandling chef. Et job, der meget handlede om powerpoints, sparring om personalereduktioner og bekræftelse af at han var the bossman.
Meget kort opsummeret var han ret speciel. Eller... prototypen på en mandlig direktør.

Han havde lidt problemer med blæren og det lærte jeg at udnytte. Hvis chefen er en udspekuleret rad, så må assistenten hurtigt gro et par genveje til at få sin vilje igennem, så jeg fandt ud af, at det bedste tidspunkt at få lidt benefits var, når han med samlede knæ og vand i øjnene krabbede sig hurtigt i retning af toilettet nede ad gangen.

Han ville sige ja til hvad som helst for at slippe for at tisse i sit Armanisæt.

Chef, jeg skal til London onsdag i næste uge, men det passer simpelthen så dårligt med returfly. Er det ikke OK at jeg booker et par ekstra overnatninger? Så er jeg tilbage på tirsdag igen?
Hvis han ikke hoppede på den med det samme, var det bare et spørgsmål om at blive ved med at snakke til blæren samarbejdede. Med mig.

Tricket var at have bestillingen klaret inden han kom tilbage fra toilettet med urinfri ilt til hjernen og havde skiftet mening.

Mig? Jeg kan ikke fanges med den slags tricks. Slet ikke når jeg er faldet en lille smule i søvn i sofaen. Og Dolly Parton sover på maven.
Derfor er det i år, jeg skal være voksen og holde familejulefrokosten herhjemme hos os selv den 25. december.

Regner med mange invitationer til at spille Wordfeud nu. Der er lette sejre at hente

2011-10-25T09:42:00.000+02:00

Jeg har gang i flere bøger. En af dem er min barnevognslæsning, for det er en krimi i paperback, så den kan jeg holde med en hånd.
Den anden er et digert værk, en semividenskabelig redegørelse for, at mødre ikke får ammehjerne og bliver dumme, men faktisk bliver klogere og mere egnede til at håndtere alting på en gang. Muligvis er den så tyk, fordi pointerne skal gentages så mange gange, at selv nybagte mødre fatter det.

Forfatteren skriver, at det kun er forbigående, at man har babytunnelsyn og ikke kan huske hvor man lagde sine nøgler eller huske hvordan man staver til Mississippi og hun skynder sig at hævde, at det er sådan, fordi det er nødvendigt at have fuldt fokus på sit spæde barn og at alt andet for en tid bliver trængt ud i periferien.

Nu gad jeg så bare godt vide, hvor længe det tunnelsyn varer. Jeg synes, jeg kan mærke, at det bløder lidt op i kanten efterhånden, men jeg er stadig pisseligeglad med naboens hæk (til den anden side, altså) og gider for tiden kun at se fjernsyn, hvis det er noget med Vild med Dans. Ret nederen. Efterhånden savner jeg at kunne give udtryk for, at der bor andet end børnesange og bleskift inde bag min pandebrask.

Min svoger er tysk og jeg har læst tysk, men da han forleden spurgte om jeg eventuelt skulle have bare et lille stykke sukker til hans kaffe, med den mest udsøgte høflige konjunktiv, så poppede der ikke rigtigt noget fornuftigt ind i min hjerne som svar. Bevares, jeg svarede da, men jeg blev ved med at høre 'über die Grenze fahren' for mit indre øre.
Stærkt forstyrrende.

Min (anden) søster skrev igår og spurgte om jeg ikke lige kunne hjælpe med at samle flere indscannede dokumenter til en fil. Hvorefter min hjerne gik på klartone.
Seriøst... min intelligens må gerne begynde at vende tilbage.

Jeg sutter også seriøst til Wordfeud for tiden. Det kan ikke blive ved med at være sjovt.

Mens jeg venter

2011-10-24T15:40:00.000+02:00

De fleste dage flyver afsted og selvom der er ved at tegne sig et mønster og en rytme, så er der stadig kun en ting, der er sikker: Jeg bliver aldrig færdig med det, jeg begynder på.
Blog-skrivning falder i samme kategori.

Så lige nu sidder jeg og begynder ikke på noget. Og det har jeg gjort i 3 en halv time. Jeg har vasket tøj og kigget ud i barnevognen en millard gange, men ... barnet sover.
Han må kunne lide efterårsblæsten.

I kan lige få et billede af mit lille vidunder og hans mor mens jeg venter. Måske vågner han af det.

Gudsfingrene grande

2011-10-17T12:59:00.000+02:00

Jeg havde alligevel ikke regnet med at jeg ville begynde at tude på vej op ad kirkegulvet, men det gjorde jeg altså. For kirken var smuk og lyset bragede ind gennem de høje vinduer og præsten stod i sin grønne messehagel og... det var bare stort.

Aksel Emil hedder nu helt rigtigt Aksel Emil og det var også det, jeg sagde, da jeg blev spurgt om barnets navn.
Jeg havde frygtet, at jeg ville komme til at sige Anton. Eller Oakley. Eller Carl.

Han klarede det så godt, min lille operasanger.
Så på alting med afslappet nysgerrighed fra min skulder indtil vi stod ved siden af døbefonden og han besluttede sig for at græde, så ruderne klirrede. Da han var døbt og vi trådte lidt væk igen, var han tilbage til afslappet nysgerrighed så hurtigt som at vende en hånd.
Oh well... det var jo også mig, der tvang ham til at blive døbt og fair nok, hvis han lige ville vise at han var helt tilstede i det.

Både dåben og kirken og præsten spiller en rolle for mig og jeg er meget tilfreds med mine valg. For det første er det en af Danmarks flotteste kirker, der er næsten blottet for hygge og står frem i ren, majestætisk kølighed. I den kirke er det lyset og Ordet, der fylder.

For det andet skal jeg eddermame love for, at præsten har levet op til sit hverv som min yndlingspræst til alle tider. Lad os bare sige, at han fylder det kirkerum med det der Ordet. Kort, fyndigt og temmeligt egenrådigt.

Der er ikke skyggen af pladderhumanisme over ham. Han siger, hvad han mener og samler på elge og tyggegummi med fyld. Samtidig ryger han Gaouloises, har 5 liter tequila til at stå på sit kontor og holder sig ikke tilbage for at skælde højlydt ud på de mennesker, der trods helt klare henstillinger alligevel formaster sig til at fotografere under den kirkelige handling.
Kirkekaffe? Ikke på hans vagt.
Men han har selvironi og overskud nok til at joke med min lille operasanger og jeg har flere gange set ham dyppe en tabt sut i døbefonden. Plop.

Da det viste sig, at han også har døbt min svoger, tog jeg det som et tegn.
Selvom det var mit ønske at Aksel skulle døbes og selvom det kun er mig, der kan finde på at gå i kirke hjemme hos os og Mikkel meget fint kunne undvære alt det væsen, så gik alting i hak igår.

Dejlige gæster, fantastiske gaver, en søn så tilfreds, at han lagde sig til at sove med sin nye (og første) bamsehund med et skælmsk udtryk i ansigtet.
Sikkert over at have sunget lige op med koret.

Du skal børste dine tænder, hver gang du vasker hænder. Hvis du gerne vil slibe emaljen af bisserne.

2011-10-14T10:18:00.001+02:00

Min søster skrev en forsigtig sms idag: Jeg er blevet forkølet. Vil du gerne have, at vi bliver hjemme?

Det er barnedåben, det handler om og åbenbart er det brændt igennem, at jeg ikke er nogen stor fan af kombinationen af min søn og sygdomsbakterier.

Jeg er heller ikke fan af fækalier, voksenurin og uvaskede hænder i små børns ansigter og derfor er jeg blevet en af dem, der sværger til håndsprit. Jeg har det i tasken. I bilen. På badeværelset. I køkkenet. (Endnu er det ikke kommet ind i soveværelset. Der er jo ingen grund til at blive sippet)

Dels fordi jeg selv bruger det inden jeg kommer i kontakt med andre menneskers elskelige babyer og dels for at kunne stille det til rådighed for dem, der gerne vil have med min elskelige baby at gøre.

So sue me.

Der er nok en grund til, at de seneste års influenzaepedimier har fået firmaer til at hænge små guides til den rigtige håndvask op på toiletterne. Varmt vand og sæbe er ikke gået af mode. Slet ikke hos mig.

Jeg kan blive helt stiv og mosteragtig i ansigtet, når jeg kan høre at folk vasker hænder i alt for kort tid (skyller de bare?) efter de har været på toilettet. Der er forskel på bakterier og selvom der er bakterier i varmt vand fra hanen, så er de trods alt mere fredelige (og kommer i mindre flokke) end pis og lort.
Jeg ved godt, hvad jeg helst vil bade i, ihvertfald.

Vi har hund, der ligger i sofa OG seng, for pokker. Jeg er heller ikke mere ren end andre, der kører på rulletrapper og spiser bland selv-slik. Der er uendeligt langt til OCD og hysteri, også når jeg er helt ærlig.

Vi skal nok skrabe alle de vira sammen, der huserer i vuggestuen. Min søn kommer også til at spise sin del af jord og hundehår, men ... der er bare ikke rigtigt nogen grund til at opsøge det. Der er ingen grund til at holde mødregruppe hjemme hos hende, der har feber og halsbetændelse.
Min søster må selvfølgelig gerne komme til barnedåben. Hun bliver bare marineret i sprit og placeret ude på terrassen, efter hun har siddet i tagboksen på vej hjem fra kirken.

Flirtespinning

2011-10-11T14:51:00.000+02:00

I Århus har Føtex i Guldsmedgade været det ubestridte score- og flirtested i rigtigt mange år. Det var det ihvertfald allerede i 1991, hvor jeg flyttede til byen og fordi der er voksne mennesker, der blev fucking FØDT i 1991, så tæller det som rigtigt mange år.

Mit fitnesscenter vil gerne melde sig ind i konkurrencen om at være byens flirtested og derfor sendte vores dygtige chef en mail rundt til alle os spinninginstruktører med en invitation til at køre en flirte-spinning-time.
Eller cykling, som det hedder nu.
Jeg fik også mailen, for det er meningen at jeg skal tilbage og være instruktør i centret igen, når jeg lige får det til at hænge sammen med amning og børnepasning.

Jeg glæder mig. Jeg savner at lave musik og at skrue en time sammen for at fyre den af med det tilladte antal decibel og ufiltreret energi. Savner at træde pedalerne til lårene gør ondt og savner helt vildt at have kontakten til deltagerne.
Så jeg havde hænderne plantet impulsivt i tasterne for at sige, at jeg var helt klar på flirtespinning. Woop!
Jeg var begyndt at finde musikken i mit hoved, da jeg kom til at spejle mig i computerskærmen.

På sådan en time er der deltagere, der er 15-17 år yngre end mig og selvom jeg nok ved, hvordan man flirter, så er jeg lidt i tvivl om jeg flirter på samme måde som 22-årige. I virkeligheden er jeg også pænt rusten til flirt, for jeg får det kun prøvet af, når der er noget, jeg vil have rabat på og sælgeren er en mand. Eller når jeg bliver stoppet af politiet.

22-åriges flirt? biiiip... at dømme efter realityshows er det noget med patter og breezers. Mere in your face end subtilt.

Mine bryster indeholder babymad, mit livmål er ikke nået helt ind på plads endnu selvom der trænes på stuegulvet og jeg biiver nødt til at smile konstant for at skjule, at der er kragetæer i øjenkrogene og at smilerynkerne sidder fast selvom jeg er sur eller koncentreret, som det spejlbillede skærmen præsenterede mig for.

Jeg tør ikke engang deltage på den flirtespinning af angst for at blive som min vens mor, der altid skulle skrue sig ned i en pink top og rottehaler, selvom hun lignede en dybt pinlig rullepølse.

Hvad skulle jeg egentlig også der?

Dåbsspørgsmål

2011-10-10T09:42:00.000+02:00

Der skal være barnedåb på søndag. 15 mennesker og dåb i Skt. Lukas kirke.

Det med kirken har jeg bestemt, for det har været oppe at vende, om Aksel Emil skulle have en kirkelig velsignelse eller om han selv skulle bestemme om han vil døbes og konfirmeres. For Mikkels skyld kunne vi sagtens have nøjedes med en navngivningsfrokost.

Spørgsmålet om faddere og fadderens rolle har også været et spørgsmål, som har været diskuteret over aftensmaden. Det er blevet til 2 stks af den bedste slags og en fornemmelse af, at der er flere, der nok vil sørge for Aksel Emil, hvis der skulle ske os noget. Også uden at der skal religion ind over.
Håber jeg dæleme, for der var da en enkelt person som vi kunne have valgt som fadder, men som ville få døbefonden til at koge og alterlysene til at blafre. Når jeg nu har valgt både kirke og præst må jeg jo også passe lidt på dem.

Der er bare et spørgsmål, som endnu ikke er afklaret. Hvordan får man maven flad på en uge?

Århus-skvat

2011-10-07T10:56:00.001+02:00

Hvor fuld og dum er man lige, når man i krydset ved Vesterbro Torv stiller sig op i fodgængerfeltet og begynder at provokere lille sølvfarvet Swift med dame bag rattet og baby i barnestol på bagsædet, der triller frem for grønt.

På 'Ve do slås, va. Fucking idiot'-måden.

Han var tung og kluntet på værtshusmåden, men også dum og aggressiv på narko-måden. Ved ikke om øllene på Hjorten, der er fortyndet med Cilit Bang.
Hans ledsagerinde var næsten lige så verdensfjern, men hun gjorde mig heldigvis den tjeneste at lade være med at honorere hans opførsel, men kaldte på ham istedet.

Selvfølgelig lykkedes det den sølvfarvede Swift at få dementor-tics på en p-plads ved samme kryds, da benævnte røvhuller kravlede tilbage til deres værtshus-hul.
Katastrofeblink, døre, der låstes og låstes op i en uendelighed. Termometer, der viste minus 27 grader.

Så der kunne jeg sidde og være jævnaldrende med druk-parret og mens jeg havde hjertet i halsen af en helt nyerhvervet angst.

Må man smide børn ud af børnehaven?

2011-10-05T09:24:00.001+02:00

En af mine venner er pædagog i en børnehave. Der er to stuer, han har dygtige kolleger og en normalt handlekraftig leder. Nu er de dog havnet i en situation, som får hele staben til at overveje deres næste træk en ekstra gang.

Der er et par af børnehavebørnene, der er meget voldsomme. De slår og sparker de andre børn og især en dreng er ekstra barsk.
Min ven så, hvordan han fik en af de andre drenge til at holde en pige, så han kunne slå hende flere gange i maven.
Som han skal, reagerer min ven selvfølgelig og forældrene er blevet kontaktet. Det eneste, der er kommet ud af det er, at moderen er sur over, at nogen kunne finde på at sige noget dårligt om hendes dreng.

Og så at pigens forældre overvejer at tage hende ud af børnehaven.

Er det så ikke det forkerte barn, der bliver fjernet fra ligningen? Jeg ved, at løsningen på mobberi i skolen ofte er at lade det mobbede barn skifte skole, men det er ikke sådan sagen hænger sammen her. For det første er pigen ikke et mobbeoffer. Drengene er efter flere andre og pigen trives godt med resten af sin gruppe.
For det andet taler vi her om børnehave. For crying out loud. Børnehave.

Jeg mener, at løbet er kørt, når børnene er blevet så gamle så de har et sprog - og det har de i den alder. I vuggestuen kan man bedre tolerere et par bide-episoder.

Men hvad gør man i børnehaven?

Magasinet Dårlig Samvittighed med Skyld På

2011-10-03T15:46:00.001+02:00

I fødselsdagsgave fik jeg et abonnement på Vi Forældre. Det har jeg været glad for, for bladet er underholdning, der kan læses i små bidder, der passer til enten toiletbesøg eller en-håndslæsning under amning.

Dette nummer features både Maren Uthaug og Fuhrmann og er derfor ligefrem glimrende, men sidste måneds udgave måtte kastes bort. Med afsky og underhåndskast.

Overskriften var For længe i vuggestue? og for bare lige at koge det brutalt sammen, så udtalte 3 eksperter sig om, at børn ikke er klar til og derfor ikke bør sendes i vuggestue, før de er minimum 2 år gamle.
Der er nok at have dårlig samvittighed over, synes jeg, og jeg kender ikke mange, der har råd og lyst til at være hjemme hos deres barn så længe.
Jeg kender i det hele taget ikke nogen børn, der ikke bliver sendt afsted til noget pasning længe inden de bliver 2 år gamle - og et par af veninderne har ligefrem sagt højt, at de har glædet sig til det blev tid til vuggestue og gensyn med kolleger.

Jeg tror ikke jeg fornyr abonnementet på det blad, for jeg har ikke lyst til at betale for at få at vide at jeg er en dårlig mor, når jeg kommer til at aflevere barnet i vuggestue inden han fylder et år.

Det bliver svært nok uden.

(Ja, jeg tør sgutte. Jeg får helt ondt af at læse om skolegården hos Maria)

Frikendt

2011-09-27T13:39:00.000+02:00

Jeg overlever. Der er ikke noget i vejen.

Mens jeg var gravid voksede der er stor mørk plet frem mellem mine skulderblade og nogle alarmklokker begyndte at bimle højt. Jeg er disponeret for modermærkekræft og har allerede fået fjernet et malignt mærke i ansigtet som 13-årig.

Hvilket overhovedet ikke har afholdt mig fra at gå i solarium flere gange om ugen i mange år. (Inden nogen finder på at stritte med pegefingeren så ER jeg holdt op. Jeg skar drastisk ned allerede ved den første kampagne)

Jeg fik en henvisning fra lægen og skulle bare bestille tid hos en hudlæge, for lige at være sikker. Lægen kunne jo ikke afgøre noget og jeg gik fra konsultationen med spiren til en ætsende angst, for hvad nu hvis ... ?

Der blev ikke bestilt nogen tid.
Jeg lagde dynen over angsten og var egentlig meget lettet over, at samtlige hudlæger i Århus havde ferielukket i adskillige uger hen over sommeren og... ja, så fødte jeg. Som om det var en god grund til at udsætte, for mærket var der stadig og voksede stadig og ændrede karakter og jeg kunne ikke selv se det andet end i glimt, når jeg blæste forbi spejlet med vådt hår og baby.

Angsten begyndte at ætse mere og mere. Men reglen er jo, at der ikke er noget galt, før en læge har sagt, at der er det, så jeg udskød at få bestilt den tid.

Indtil igår, hvor jeg skrev en mail til en hudlæge og regnede med at lande langt nede i en bunke og få en tid om et par måneder. Der er ventetid.
Oh, bekvemme udsættelsestid.

Hvorefter sekretæren bankede en mail og to telefonbeskeder afsted og fortalte, at de havde ryddet en plads til mig idag klokken 9.30.

Der har været en meget lang aften og en meget ubehagelig morgen.
Jeg er verdensmester i at fortrænge, så det har jeg gjort for fulde hammer denne gang også. Ordet cancer blev slettet fra min bevidsthed.

Men tankerne om, at jeg ikke skulle se Aksel Emil blive stor, frygten for ikke at kunne mærke hans varme hud og lille sprællevende krop gjorde, at hvert eneste store smil, hvert eneste lille puf i mit ansigt af hans lille hånd dannede klumper i min hals.
Hvad skulle jeg gøre uden ham, hvis nu ...? Hvad skulle han gøre uden mig? Dyne på.
Det taler vi ikke om, for så sker det ikke.

Lægen blæste ind i konsultationen, hvor jeg stod med mit lille liv i armene, løftede op i min bluse, studerede nøje og sagde med overbevisning i stemmen, at det var ganske harmløst.

Så nu sidder jeg og flæber ned i hovedbunden på min dreng.

Slut med anonyme indlæg

2011-09-23T11:05:00.000+02:00

Jeg lukker af for muligheden for at kommentere anonymt.

Den mulighed har jeg ellers forsvaret og bevaret, fordi jeg ved, at der er mennesker derude, der ikke har en profil at kommentere med og jeg er rigtigt, rigtigt glad for at der er nogen, der gør sig den ulejlighed at skrive en kommentar til det jeg skriver.

Muligheden er også blevet stående fordi jeg også gerne vil høre de reaktioner, som man måske ikke har den største trang til at sætte sit navn under. Eller over.
Jeg har en gang imellem berørt nogle emner, der ligger lidt uden for bekvemmelighedszonen og det politisk korrekte og i de forbindelser har jeg set, at det har været lettere for folk at give deres besyv med, når de har kunnet skjule sig lidt under anonymitetens usynlighedskappe.
Jeg mener det, når jeg siger, at jeg har været glad for alle kommentarer - ikke bare for dem, der har erklæret deres enighed, men mindst lige så meget for dem, der har kastet nyt lys over sagen ved at være uenige.

Jeg har også taget nogle slag på anonymitetskontoen. Det gør jeg gerne, så længe det er emnet, der er i fokus og ikke mig som person.

Nogle af jer, der læser med, kender mig fra det liv, der hersker udenfor bloggen. I har noget at have jeres personlige kommentarer i... Andre gør ikke og kan kun danne sig en forestilling om, hvem jeg er udfra det jeg skriver: Jeg ved godt, at jeg skriver mange sarkastiske brokindlæg herinde, men det gør mig ikke til en glædesforladt brokrøv som person. (Jeg havde nu håbet, at min selvironi lyste liiidt klarere igennem)

Men altså. Jeg er kun et menneske og jeg bliver såret og ked af det, når der er anonyme internettrolde som synes, at jeg er forkert og vil provokere mig til at give en åben reaktion på det.

Større fan af realityshow-metoderne er jeg ikke. Jeg er ikke belagt med psykisk teflon.
Jeg ved godt - et par dage efter - at det er kommentatoren, der er forkert på den, men jeg bliver sendt til tælling af nedrigheden hver gang. Ved at indrømme det kan det godt være, at jeg giver den anonyme kommentator lige præcis det, vedkommende ville have: En reaktion.
Istedet for at risikere at iklæde mig offerkappen og martyrkasketten når den næste 'du skriver forkert'-kommentar dumper ind, vil jeg bare gerne sikre mig, at jeg ihvertfald ikke selv beder om den slags ved at give muligheden for det.

(Jeg har overvejet at slette de kommentarer, men så får jeg stadig slaget ved at læse dem - selvom jeg fratager dem glæden ved at se de sure rønnebær blive luftet. Små mennesker, der har det som formål...
Jeg mener... Hvis man bare gerne ville give mig et godt råd eller gøre mig opmærksom på, at jeg er en sur stodder uden at få opmærksomheden og en åben reaktion, så havde man nok skrevet til mig personligt på mailen)

De få af jer, der har benyttet 'kommenter anonymt'-funktionen må fra nu af oprette en google-konto. Jeg ved godt, at jeg ikke slipper for 'du er dum'-kommentarer, for falske profiler er lette at lave, men så beder jeg ikke selv om det.

Jeg bliver en af de mødre, der kysser på deres konfirmationsklare sønner. Hele tiden.

2011-09-23T10:24:00.000+02:00

Aksel Emil har været her i to måneder og et par dage. Jeg fatter ikke, hvor tiden er blevet af.

Det har været to måneder med udfordringer, men lige nu kan jeg faktisk ikke rigtigt huske dem. Det har sikkert gjort herrenas i operationssåret og det har garanteret været en belastning for parforhold og nattesøvn, blogfrekvens og sund fornuft at han er kommet til verden, men ... jeg synes ikke det har været så slemt igen.
Glæderne er langt, langt flere.

(Kære Karmarevisor, kære udvalg for hybris og nemesis... Jeg siger det ikke for at være overmodig)

Min smukke søn har sovet lidt mere de seneste dage og kvitterer for stort set alt hvad jeg gør med store smil og strålende øjne.
Hans sovemønster om natten er nogenlunde fast, han ææælsker at blive badet og være nøgen på puslebordet, hvor han tisser, så snart han ser sit snit til det og jeg synes stadig han er det mest fantastiske i hele verden, også mens jeg står og tørrer op.
Sundhedsplejersken syntes det samme, mens hun bredt smilende tørrede sit våde ærme.

Det kan godt være, at to måneder er drønet så hurtigt afsted, fordi jeg bruger 24 timer i døgnet på noget så mirakuløst.

Ordinary life og kællingejunta

2011-09-22T19:12:00.001+02:00

Vi kører Projekt Søvn i disse dage. Junior skal lære at sove mere end 10 minutter selv og ihvertfald mindst så langt fra mig, at det ikke er min kropsvarme, der luller ham i søvn.

Det er derfor med tungen lige i munden og skoene konstant på, at jeg manøvrerer i træthedstegn og de rigtige rutiner. Kan du ikke bare give ham sutten når han vågner, hører jeg nogen spørge. Den er han også først ved at lære at bruge (for helvede), så ... vi er tilbage til tungen lige i munden og almindelig vedholdenhed.

Jeg er også ene om matriklen i disse dage, så hvis jeg skal bruge brun farin til kagen til kagens dag, må jeg selv hente det. Det kan jeg så passende gøre med barnevognen på en af den eneste gåtur, jeg har foretaget uden hund idag. (Jeg lader ikke min behårede søn stå udenfor en butik, nemlig)

Ingen ko på isen. Øje på klokken, fuld fart ned ad bakken, for turen tager 40 minutter og hvis barnet gør som han plejer, så vågner han efter 34 minutter, så der må helst ikke være kø ved kassen og helst ikke for mange, der vil snakke på lige den her tur.

Hurtigt finde brun farin (og en liiiiillle smule chokolade) og op til kassen med hvinende hjul, hvor der heldigvis kun står en dame og lægger varer på båndet.
Det er så svært at kende de Baby og Barnevognshadende kællinger på udseendet, men det blik jeg fik af damemennesket overlod intet til heldet. Hun var formand for kællingerne.

Jeg er meget omhyggelig med at fylde så lidt som muligt med barnevognen og tage hensyn alt hvad jeg kan, for jeg er en af dem, der godt kan synes at barnevogne hurtigt får butikker til at ligne stoppede toiletter, men kællingens brede, denimklædte mås præsterede alligevel at bakke 3 meter tilbage mod Odderen og stadig synes, at den havde brug for at bakke yderligere.
Hun kunne pokkerme næsten ikke nå dankortterminalen. (Hvor gammel er man lige, når man skriver pokkerme?)

Tror hun tastede koden forkert med vilje. Tror seriøst, at hun godt vidste hvilken lomme det andet kort lå i, men bevidst skulle alle lommerne inkl de brede baglommer igennem først. Laaaaangsomt.
Hvordan præsterede hun at få en dims til at sige den høje lyd? Det må være noget, hun havde i lommen og det slog ikke fejl.
Sønnen åbnede øjnene. Kællingen sendte mig et hoverende løftet øjenbryn.

Det lykkedes hende ikke at få ham til at tude, heldigvis. Det var garanteret fordi jeg holdt vejret. Tror, jeg så hendes røv blive skuffet, da jeg blæste ud i den kølige luft igen og sønnens øjne lukkedes igen.

(Kagen slog fejl, desværre, så jeg må en tur afsted igen, by the way. Tænkte, at du gerne ville vide det. Eller,,, deb smager vildt godt, men ligner noget, der er produceret af en børnehaveklasse. Noget skal jo gå galt, når det bliver lavet med kun en hånd. Jeg kan blive nødt til at spise dem. Så fik du lige den bonusinfo også)

Stoooop!

2011-09-21T19:29:00.000+02:00

Min hundemadspusher fortalte mig om en hændelse, som får mig til at grine hver eneste gang, jeg ser en udsendelse, der er produceret af Mastiff.
I virkeligheden er det ikke pænt at grine, når voksne mænd besvimer på tegneseriemåden.

Hun havde haft eneundervisning med en mand, der har to Mastiffer. De er meget store, meget solide, meget rolige - og meget stærke.

Manden havde luftet sine to godmodige kæmper, da en kat valsede ud foran dem. Da de to hunde satte i med kattejagten, gjorde han sit bedste for at holde dem, men blev trukket med i fuld fart, en rem i hver hånd og hælene forrest.

Hvorefter vovserne løber på hver sin side af et træ.

Hvis du stikker fingeren derind, kommer den måske ud med lort på

2011-09-15T12:37:00.005+02:00

Jeg læste Julia Lahmes bog 'Hvor lagde jeg babyen?' mens jeg var gravid og syntes at hun var befriende ærlig, da hun skrev, at hun ikke tjekkede lille Elias' ble ved at snuse til ham eller ved at løfte ud i bleen fra lændesiden og kigge ned, men ved at stikke en finger ind i bleen og lade den afgøre om der var fyld i.

Cool nok, tænkte jeg dengang. Vi har vel alle sammen noget vi gør, som ikke er hverken smart eller gennemtænkt, men nu... Nu har jeg mødt en, der faktisk også gør det der med fingeren.

Hun gjorde det bare, mens der var 4 tilskuere på og i en sofa et sted, hun var gæst.

Julia Lahme lod det stå hen i det uvisse, hvad man gør af fingeren, når der er gevinst og hende den anden så også ud til at lede efter løsningen, som hun sad der og strittede med en finger midt i tandsmør og kaffekopper.

Kindhest til min indre mormor

2011-09-13T12:12:00.001+02:00

Bliver du nogensinde tilfreds, Lene? brølede han ophidset og frustreret midt i vores statusmøde. Vi havde en lille geschäft med at holde kurser for virksomheder og skoler. Nåja det var vist hans forretning og os, der var ansatte.

I det øjeblik kunne jeg ikke se fejlen i at stille høje krav og jeg syntes mest af alt han var en stor spandfuld varm luft af en kaospilot, som ikke skulle udnytte sin underviserrolle til at knalde en meget yngre, mindreårig kursusdeltager.

Brølet har forfulgt mig lige siden.

Jeg er uendeligt kritisk. Mest overfor mig selv, men når jeg først har kritikstemplet fremme er det uhyre let at bruge det på alt muligt andet også. Også på småfejl og personlige særheder hos andre, som de bedre mennesker ville tage for det de var: Ubetydelige, personlige særheder. Fredelige.

Jeg kan godt se, hvad han mente dengang. Det tog mig kun 12-13 år med fuldt fokus på andres splinter at få øje på den bjælke i mit eget øje.
For hold nu kæft, hvor kan jeg være en opslidende hæffel at have med at gøre. Hullerne i osten, du.

Min gamle mormor og jeg ligner hinanden meget af ydre. Igår var det hende, der fik banket hårdt på bjælken i mit øje ved at vise, hvor meget vi også har hæffel-genet til fælles. Eller... jeg ved ikke om det er et gen vi har tilfælles, for hun er nu ganske elskelig.
Det vil måske være mere korrekt at sige, at hun er gammel og gentager sine kritiske spørgsmål i en uendelighed, fordi hun glemmer svarene, og at jeg så har gør det samme. Bare uden nogensinde at glemme.

Er han ikke noget hæs? spurgte hun for 4. gang. Lige efter spurgte hun for 113. gang om han var en god dreng og konstaterede at han skulle sove i sin seng.
Jeg kunne svare ja til alle spørgsmål, der for mig var tunge som anklagepunkter i en maternal retssag, som jeg sad der med min sovende dreng i armene. Ja, han skal sove i sin egen seng. Det vil han bare ikke. Er det mon fordi moderen helst vil have ham sovende hos sig? ... Og slæbe rundt på ham hele tiden for aldrig at have et øjeblik for mig selv og... ?

Hold nu kæft, kære lille mormor. Her har du et smukt, sundt oldebarn. Var det muligt, at du et øjeblik kunne VÆLGE at være tilfreds?

Hvem var det lige jeg var, sagde du?

2011-09-12T20:02:00.000+02:00

Alt hvad jeg oplever for tiden er tæt på.
De mennesker, jeg møder og har med at gøre er ... tæt på.

Jeg er ikke på arbejde, jeg kører ikke så meget i trafikken, jeg møder ikke sjove kunder eller andre perifere mennesker, så det er ret begrænset, hvad jeg synes, jeg har at skrive om.

Jeg har for vane at omskrive personerne, så ingen skal føle sig udstillet, men beretninger om mødregruppen ville alligevel være for udleverende indtil jeg begynder at opleve noget sammen med dem. Desuden vil det indtil da også bare handle om baby og mere baby.
Selvfølgelig er der masser af overvejelser i forhold til mand og familie, men det samme gælder der: De er for tæt på. Dem kan jeg ikke skrive om.

Ud over følelsen af utiltrækkelighed, babyboble og dårlige serier synes jeg ikke jeg oplever meget. Til gengæld sidder jeg meget ofte med en følelse af at være udenfor og opleve noget nær ingenting, mens jeg sørger for vigtige væsener omkring mig.

Så... Jeg skal nok få skrevet om noget at det, jeg trods alt oplever. Bare i lige ved, at jeg sidder og leder lidt efter hvem det er jeg er, når jeg ikke føler mig lidt Lene Alene i det.

Stem på revolutionen. Afskaf de rige

2011-09-10T10:55:00.001+02:00

Jeg synes, at politikere er som riskornene i risengrød. Forbandet ens og røvkedelige at høre på, fordi de gentager sig selv igen og igen. Højere og højere.

De yderste fløjpartier undtaget, for de har råd til at nævne deres ideologier og dermed få debatter op (eller ned) på et plan, der pludselig bliver interessant - for så kan selv jeg tage stilling og kende forskel.

Det er ingen hemmelighed, at jeg hører til på den liberale side. Dette her har bestemt ikke ændret på det (Også selvom jeg tager højde for, at kilden er BT). Jeg mindes, at det er afprøvet ovre i noget Østblok.

Enhedslisten vil beslaglægge Mærsk og Lego

Lang Torsdag

2011-09-08T09:24:00.000+02:00

Mit morgen-tv varslede om fuld livedækning og valg-udsendelser æg til væg i anledning af, at der er valg om en uge. Supertorsdag. Zuper.

Pænt af dem at fortælle, at der vil være facere på skærmen, for det er vel det, de er? Partiformænd på gågaden i Ebeltoft, partiformænd i debat, partisoldater i kampagnebusser med flyers på gulvet: Facere.
De siger det samme om og om igen. De røde facere har endda skruet harmen på og giver regeringen skylden for alt på teenagemåden.(Og i ville gøre hvad, helt præcis?)

Ærligt? Jeg synes, der har været valgkamp i flere måneder nu og jeg er allerede træt i låget.

Det er meget mere tankevækkende, at det på søndag er 10 år siden, at De To Tårne faldt. Jeg kan lige præcis huske den dag for 10 år siden. Jeg var på Club La Santa, hvor styrkeløfterne fra Viking på Amager tvivlede på, om jeg nu var blevet ordentligt ædru, da jeg kom blæsende ud til poolen og sagde noget om et fly, der var fløjet ind i World Trade Center. Måske vidste de ikke hvad det var.

Canadierne kunne ikke komme hjem og var pænt rystede.
Nåmen, god tur anyway til Lasse, der flyver til Staterne, sundhedsplejersken, der flyver til Rom og K, der flyver til en anden træningslejr.
Vi skal fileme ikke bøje os og blive hjemme. Så... Jeg vil med!

Du kommer ikke i nærheden af mine bryster, Villy

2011-09-06T15:03:00.000+02:00

Du skal passe på dine brystvorter, sagde sygeplejersken på hospitalet og jeg slog det hen, for jeg var mere optaget af om jeg overhovedet ville kunne producere mælk. Brystvorter? Bah...

Efter den ene dag, hvor det gjorde ~~ondt af helvede til~~ halvnaller at sætte trykknappen Aksel på i venstre side, har jeg lært, at der er mere til det der med brysterne. Søsterfolket.
ALT påvirker dem.
ALT går i mælken (sværger, at Aksel lugtede af matadormix forleden) og i virkeligheden påtager man sig et bi-job ved siden af mor-gerningen: Professionel brystpasser.

Men at man derudover får mælkeknuder (Oh, kald på Overbestyrerinde Kernesund) ved at få træk (en havedør, der står 3 cm på klem 20 meter væk), ved at læne sig ind over en køledisk, ved at være stresset, irritabel og i søvnunderskud, i det hele taget bare trække vejret gennem næsen, det vidste jeg personligt ikke.

Jeg havde fokuseret hårdt på, at jeg forhåbentlig ikke fik bryster så lange at jeg kunne sidde med sønnen på lårene og ryggen ret og fodre.

Derfor har manden fået turpasset til Bilka. B for brysternes rædsel. Jeg tager mit ansvar alvorligt.

Hvis der er nogen, der venter på et indlæg om valget, så vil det ikke rigtigt skrives. Måske fordi jeg personligt synes, at mælkeknuder er mindre smertefulde og mere interessante end Villy Søvndal og alt hans væsen.

Jeg håbede til det sidste

2011-09-05T16:15:00.000+02:00

Reglen er: Man taber sig, hvis man spiser mindre end man forbrænder.
Logik.

Mens jeg var gravid (og i den første måned med spædbarn) havde jeg i perioder rigtigt rigtigt meget lyst til chokoladebar og det var ikke altod lige til at afgøre om jeg bedst kunne lide Mars eller Snickers den dag, så jeg endte ofte med en af hver.
Maxistørrelse.
Jamen, de var på tilbud.

Det viser sig nu, at reglen stadig holder.

Selvom alle siger, hvor flot gravid man er og hvor fint det hele sidder lige midt på maven (ikke meget fint over at have en bulk så stor at Mærsks containerskibe blev misundelige. Imponerende vil jeg hellere kalde det), så gælder reglen stadig. Nu, hvor maven er svundet mere ind, begynder chokoladebar-reservaterne at dukke frem fra dens skygge.

Det skal nok gå væk, ja ja. Men det får en måned.
Jeg skal ligne Kronprinsessen til barnedåben om en måned. Det er også en regel.

Kaffeglæde

2011-09-03T09:31:00.001+02:00

Min søn har en kaffe-radar, der gør ham i stand til at vågne fra selv den dybeste, sødeste babysøvn, så snart jeg får kaffe i koppen.

Man kan drikke ammethe, når det er koldt, men kaffe er altså bedst lige der ved de nogenogfirs grader, så det er ikke så få kopper kaffe jeg har siddet og set på, mens de blev kolde og barnet mæskede sig mageligt og sejrssikkert.

Jeg sværger, jeg så ham blinke kækt den anden dag, da mit længselsfulde blik vendte tilbage fra Guatamala-bønnerne.

Nu har jeg drukket halvandet krus Nescafe af min yndlingskop. Jeg vil bare lige sige det. Det første røg ned med sådan et hastværk at selv bundslatten var temmeligt varm, resten af kop nummer to er ved at være så lunken, at jeg overvejer om den smager mest af ferie eller af refill.

Sønnen sover SELV i min seng og har gjort det i en time nu. For første gang i flere uger.
Nogle gange er Nescafé en lille frysetørret fest. Just saying.

Om snavset vasketøj i offentlighed

2011-08-31T11:26:00.000+02:00

Der er ægtepar, der hakker på hinanden fordi det med årene er blevet deres måde at kommunikere på. Som regel har de nede under de negative kommentarer et vist mål af respekt for hinanden.
I det mindste taler de sammen.

På en ferie mødte jeg et par, som var på vores alder, arbejdede i cirka samme branche og som kom fra samme landsdel som os. Det var oplagt at spise sammen og opleve nogle ting sammen, men vi - og nok mest mig _ måtte ret hurtigt kaste håndklædet i ringen og melde mig ud.

De nøjedes ikke med at hakke. De skændtes, mundhuggedes og hængte hinanden ud ved enhver given lejlighed. Gerne hen over hovedet på deres 3-årige søn og for mig så det ud som om at det ikke just begrænsede deres krig, at der var tilskuere på.

Når jeg kogte alle detaljerne om vasketøjs-uduelighed, manglende optørring af hundesavl og alle de andre hverdagsdueller sammen, så virkede det som om, at de levede hver deres liv under det samme tag og at alt de havde tilfælles var den gensidige modvilje.

Jeg fatter ikke, hvorfor de gad at blive sammen. Forhåbentlig havde de et fantastisk sexliv med alt den ophobede energi.

Personligt havde jeg ikke i sinde at få min ferie ødelagt af udsigten til deres snavsede vasketøj, som så bittert og indædt blev luftet.

På den gode side betød mødet med dem, at vi fuldstændigt udmattede efter en aften i deres opslidende selskab med godnatdrink og røde øjne svor, at vi ville gå fra hinanden længe inden det kom dertil.
Af respekt.

Onkelhumoren er løbet i forvejen. Træningsformen halser efter

2011-08-27T16:09:00.000+02:00

For nogle dage siden kom jeg til at løbe en lille bitte smule, da jeg alligevel havde løbeskoene på for at lufte hunden.

Det var virkelig ikke ret meget, men sig det ikke til sundhedsplejersken alligevel. Jeg er ikke i nærheden af de tre måneder, der vistnok skal gå... Men det var fedt, selvom det var ekstremt klumpet og akavet.
Min krop føltes alt for stor, løs og tung. Som hvis den var bygget af løse kampesten, som en veninde beskrev sin første løbetur efter fødslen.

Idag lagde mand og søn sig på sofaen for at nappe en middagslur. Hvorefter jeg spænede rundt for at ordne vasketøj og tage cykeltøj på, opløftet af udsigten til vind i ansigtet og fart over feltet. Ud på cyklen for bare lige at få balancen tilbage og mærke om der er kraft i stængerne endnu.

Min cykel glæder sig også til jeg finder min kampvægt igen. Den står og råber på vand og mere luft i dækkene ude i skuret endnu.

Mandens kommentar, da jeg efter rekord-kort cykeltur vendte tilbage med røde kinder og triumferende smil?
Nåååå, var det godt at få noget jern mellem benene igen? Høhø.

Ingen tvivl om, at der er plads til forbedringer på flere fronter herhjemme.

Bussen ud af ground hog day

2011-08-25T12:07:00.000+02:00

Pludselig er det torsdag, siger kalenderen. Ikke at jeg kan mærke forskel på mandag og torsdag alligevel. Ugenumnrene siger mig ikke en hujende fis, for jeg har hverken ferie eller kundemøder og den eneste måde, jeg finder ud af, at det er søndag er hvis jeg står og hiver i en lukket butiksdør. Sikkert en af dem, der står 'skub' på.

Det er liiidt ground hog day for tiden, selvom jeg de fleste dage har besøg eller ærinde i byen.
Lad mig i den forbindelse skynde mig at sige helle for at have bilen hjemme de dage, jeg skal på kaffeaftale.

Det er SÅ praktisk at tage bussen, siger alle. Jeg kan godt følge dem. Ikke noget med at betale 70 kroner for at parkere øsen og ikke noget med at bakse barnet i en autostol og skille og samle barnevognen med den anden hånd.
I bussen er det ligesom i de der reklamer for utroligt rummelig, grim bil: Bare ind med hele vognen.

Men den bus, der kører fra mit stoppested er af den gamle slags. Der er ikke trapper, bevares, men der er cirka en meter fra fortovskant til busgulv, så når jeg vipper ind og ud af bussen på den måde, jeg har lært man skal, så kan jeg se mit barn ligge og rode oppe under kalechen.

Desuden kører min bus nogle seriøse omveje for at dække alle boligbloks-områderne og planen er lagt liiige til den snævre side, så der bliver trådt på speederen og stået på bremsen, når nogen lige spæner over vejen lige foran stor gul ting, der kører 80 i timen.
Nogen holder hånden over dem.
Nogen holder godt fast i busstængerne og beder til at fødderne ikke skrider.

Jeg synes ikke, det er en fornøjelse at køre med bus og det er ihvertfald ikke afslappende. En af mine bekendte mødte mig, da jeg rystet steg af bussen efter min jomfrutur med barnevogn og så medlidende ud. Jeg havde i det mindste ikke tudet som hun gjorde.
Bare fortæret en Twix uden at trække vejret

Når kvinder holder mund

2011-08-22T17:20:00.000+02:00

Jeg kender mange damer, der snakker. Nogle har mere temperament end andre, nogle har stærkere holdninger end andre, men fælles for dem er, at de snakker eller skrive-snakker.

Flertallet af dem er langt bedre til at holde kontakt og informere om, hvad de tænker og gør end jeg er. Men jeg tror, at vi har en ting til fælles: Når vi tier stille over længere tid, bliver folk bange.
Med rette.

Når jeg tier stille over længere tid, kan det skyldes tre ting:
1: Jeg går og tænker på noget, som jeg ikke ved hvordan hænger sammen. Noget, der involverer følelser og skæld-ud.
2: Jeg er vred, ked af det eller såret. Og siger ikke hvad jeg tænker.
3: Jeg er syg eller i fødsel

Det sidste sker ikke så tit.

Problemet er, når det ikke er mig, der er stille, men en af de andre. Tænk, hvis hun er lige så passiv-agressiv som mig.

Der sidder ikke nogen og tisser her

2011-08-19T20:14:00.001+02:00

Dengang jeg var nyslået student og flyttede hjemmefra, hvor jeg skulle klare mig selv, havde jeg et problem, som jeg ikke havde forudset.
Jeg er nemlig ret blufærdig omkring kropsafsondringer - især dem, der kommer ud for neden - så jeg ikke bare gemte hygiejnebind og tampax under store poser æbler, jeg måtte også være kreativ, når jeg skulle købe toiletpapir.
De store poser med hank dækker lige præcis og ~~en bakke flødeboller~~ 4 poser pasta klarede resten, så jeg ikke skulle lide den svie at blive set med toiletpapir.

Jeg har ikke været en af dem, der gladeligt har fyldt toilettet mens min kæreste har været i bad. I forholdsopstarts-fasen har man ofte set mig med forkrampet ansigtsudtryk og stive knæ på vej hjem. For at gå på toilettet. Tænk, hvis det lugtede.

Det var en mand, der lærte mig tricket med at stryge en tændstik for at fjerne lugten og i mit nuværende forhold er vi rigtigt gode til at rose hinanden for at være dygtige til at få det store badeværelse til at lugte.
Jeg mener, man skal huske at rose dem, der virkelig har gjort sig umage.

Men vi har aldrig besørget hverken nr 1 eller nr 2 mens den anden var til stede.

Jeg har et par gange i årenes løb fået en højlydt kundeservice-højttalerbekendtgørelse om, at der ihvertfald ikke står nogen og tisser på den anden side af badeforhænget, når jeg har shampoo i håret og selvom det har været yderst nødvendigt og ... bare mest praktisk... hvis jeg lige kunne lette min fyldte blære mens manden stod med ryggen til (og ansigtet mod et spejl, der fylder hele væggen) og skiftede sønnen, så er det bestemt ikke sket for første gang for ganske nyligt og jeg er ikke stadig en smule rystet. mh mh.

(Indsæt 'these are not the droids you're looking for'-Jedi-bevægelse her)
Sådan holder vi så godt på grænserne, hjemme hos mig.

Selektiv organdonation?

2011-08-18T21:31:00.000+02:00

Flere gange har jeg siddet med organdonorkortet i hånden og vil egentlig gerne melde mig under fanerne og selv tage stilling, så mine pårørende ikke skal sidde og vurdere om andre skal have gavn af mine organer, når den tid kommer.

De dele af mig, der kan genbruges, giver jeg hjertens (!) gerne væk, så andre har mulighed for et bedre og længere liv.
Men jeg vil ikke af med noget som helst, hvis det er en alkoholiker, der skal modtage.

Jeg giver ikke min lever væk til en, der har smadret sin egen og sikkert også sin familie.
Alkoholisme er en sygdom. Ja.
Men der er mulighed for at stoppe, hvis man prioriterer sin familie højere end den halve flaske Brøndum og de 15 håndbajere.

Jeg ved godt, at jeg ikke skal generalisere, heller ikke når det kommer til alkoholikere.

Jeg synes bare overhovedet ikke at de er arme stakler og jeg ved godt, at jeg er forudindtaget og stivnakket, men biologiske far var en af slagsen og i den del af mit liv, han havde en mulighed for at være nærværende (mine forældre blev skilt da jeg var 8 og min mor blev senere gift igen med den mand, der døde tidligere på året) var han en bedøvet statist i mit liv. Han har bestemt gjort sit for at smadre mine tre ældre halvsøskendes psyke.
Min mor fortæller, at han dagligt drak en halv flaske snaps.

Han læser ikke med her. Han har fået et par hjerneblødninger og er så dement, at han nu, selv uden tågerne fra De Danske Spritfabrikker, for altid har glemt mig.

Men altså. Hvis jeg skal være organdonor, så skal der stå med store bogstaver, at jeg ikke giver til alkoholikere.
Jeg ved bare ikke helt, hvordan jeg definerer hvor lang tid, man skal have været tørlagt og hvor kort tid, man skal have drukket for at ...

Åh, jeg venter nok bare endnu engang med at udfylde det kort.

Skriveparanoia

2011-08-17T16:26:00.002+02:00

Her er lidt stille.
Inde i bestyrelseslokalet mellem mine ører er der alt andet end stille, men for at være ærlig, så skal der lige en bande interne revisorer, en stak jurister og dåserne fra kommunikationsafdelingen ind over, før jeg tør skrive noget om, hvad der bliver flyttet frem og tilbage over mødebordet.

Ikke fordi det er store og banebrydende sager. De er i virkeligheden både små og trivielle. Til gengæld er de personlige og handler om mig. Og så mig. Og mig igen.
Det er vist fair nok, når det er min blog, men...

Som regel er det når jeg skriver noget om mig selv og mine betragtninger, at jeg kommer til at jokke folk over deres grænser i privaten - og som regel også der, hvor jeg får nogle af de mest dømmende, jeg-ved-du-er-sådan-kommentarer fra anononyme, der på den måde sejler under et bekvemmelighedsflag, som jeg ikke sejler under.

Jeg kæmper lidt med at få plads til mig uden at det kommer til at virke aggressivt.
For der skal vi ikke ud.

Det er bedst med to forældre

2011-08-13T20:17:00.003+02:00

... med mindre man er superhelt med struktureret overskud og med mulighed for at gro to ekstra arme og har et sted at tude, hvor nogen lytter, altså.
Bedst for forældrene.
Enlige er glimrende mødre. Og fædre. Men hvor må de være hårdt spændt for.

Jeg vil ikke sige, at jeg har den største respekt for enlige forældre sådan helt generelt, men jeg har stor respekt for den arbejdsindsats der bliver lagt, når der kun er en primær omsorgsperson til at klare et spædbarn.
Også selvom spædbarnet er af den lette slags.

Idag har jeg været alene med purken. Jeg fik mad klokken 13.30 og det var ikke fordi, jeg ikke var sulten før, men der var en ung herre, der havde andre planer end voksenmad. Hvilket så endte med at jeg spiste kagerester, mens jeg åbnede en dåse tun.

Med en hånd.

Der kræver sit at få amning til at fungere, hvis der ikke er et par hjælpende hænder, siger jeg bare. Især hvis forudsætningerne er mad, hvile, indre ro og varme ankler.

Jeg sætter pris på, at jeg har manden til at hjælpe.
Selvom han føler sig magtesløs her i den første tid, hvor bryster rules og han mest af alt kan hjælpe med det praktiske og bleskiftene i dagtimerne.
Selvom jeg kan blive neongul indvendigt af irritation over ham til tider, så ville jeg meget meget nødigt undvære ham.

Fx når vi alt for sent kommer fra familiefødselsdag og må sidde på mørk rasteplads, skeløjede af træthed og skæve i hovederne af babyskrig, mig med brysterne fremme for at amme barnet til så meget ro, at han kan komme retur til autostolen igen, fordi NOGEN har forsømt at vænne ham til at bruge sutten og NOGEN har vænnet ham til at falde i søvn ved brystet i vores seng.

Jeg er også taknemmelig for, at jeg har nogen at give noget af skylden for manglende sutte-træning.

Tænk, hvis jeg skulle blive indebrændt på mig selv over alt det, der ikke er gjort.

Jovist kan man klare at blive en god mor alene. Men det må eddermame ikke være den lette løsning. For nogen.

Vil nogen ikke nok sige, at jeg ikke ser sådan ud?

2011-08-13T17:01:00.000+02:00

OK.
Jeg har set artiklen i Søndag. Bladet lå i min postkasse idag, så jeg lige kunne nå at række ud efter en brun papirspose at trække vejret i, inden mit kontrafej kommer til at ligge på alle kaffeborde i det ganske land.

Mærkeligt, at læse artiklen. Det er så længe siden, jeg talte med skribenten, at jeg dengang ikke var nået til at underrette myndighederne og billedet er af mig som højgravid.
Jeg, der har været højgravid i adskillige måneder, åbenbart, for billedet er taget, FØR jeg fik så meget vand i kroppen, at jeg ikke kunne have mine ringe på.

Jeg ligner Byggemand Bob. Eller en Lego-mand i tømrer-outfit. Firkantet hovede, alt for kort (damn you, frisør) pandehår, bryster og mave, der er så runde at de er firkantede og kompakte. Hvis der kom et lillebitte jordskælv, så ville jeg lynhurtigt gå fra Lego-woman til noget, der er malet af Picasso.

Her gik jeg og troede, at jeg havde talje og kindben og større øjne. Ikke helt Lotte Heise-markeret i fjæset, men alligevel...

Er der ikke nok nogen, der vil fortælle mig, at jeg ikke ser sådan ud mere? (Please?)

Århusiansk kvinde fik ondt i halsen af slik-flagermus

2011-08-10T21:07:00.000+02:00

Der er så meget, der undrer mig for tiden. Jeg er ikke kommet dertil, hvor jeg tilskriver mig selv ammehjerne. Der sker bare ikke så meget for tiden (ud over at jeg sødt synger AVFORSAAATAN og krummer tæer når tryklåsen knapper sig på flere gange om dagen).

Men jeg har tænkt på, om der er kommet en ny våbentype for autonome og Londonere i kamp? Jeg sværger, at den danske Emil på ferie i London, der blev interviewet i Godmorgen Danmark, sagde, at de kastede med missiler i gaderne.
Da jeg sidst hørte efter, var missiler nogle større, computerstyrede størrelser, som ikke lige er tilgængelige i Campden. Måske er det et slangudtryk for nye Molotovcocktails?

Er Malou Stella begyndt at synge(-ish)? Hvorfor?

Udtrykket 'Det er lige mig'. Det har jeg aldrig forstået. Hvad mener man, når man kommenterer vejrudsigten som står på møgvejr og siger men det er fint nok. Det er lige mig.
woot?

Endnu et udtryk: Melder han sig ved måltiderne. Det bliver brugt om babyer og det er et tjekspørgsmål for at kontrollere om børnene er sunde og raske og har appetit. Men hvad betyder det egentlig? At bebs står klar ved babs med serveringsbakken klar? Eller hvad?

Og til sidst. Hvordan er det lovligt at sælge 1 kgs-poser af Haribo-flagermus uden at skrive på den, at overdrevent indtag giver ondt i halsen. Må man det?

Omtale i Søndag

2011-08-08T18:01:00.000+02:00

Min mor har lige skrevet for at sige, at hun kan se, at det er i næste uges Søndag at min beretning om at blande mig er med.

Så er det snart på tryk.
Ikke at det spiller den store rolle, men ... jeg har ikke set billedet, der følger med og jeg gruer for dobbelthager og anstrengte øjne.

Har jeg fortalt, at jeg lukker øjnene på næsten alle billeder? På resten er det kun det ene øje, der er på vej i, så jeg ligner en, der har nappet 3 Skanderborg Festival i træk.

Jeg indrømmer. Jeg er min klartone utro med alt med bogstaver

2011-08-07T20:09:00.001+02:00

Jeg tror, jeg har berørt emnet før: Telefoner er til sms og til korte samtaler. Jeg er ikke
særligt god til at få ringet til folk og jeg er desværre heller ikke en af dem, der glædestrålende tager telefonen hver gang den ringer.

Der er noget invaderende over at folk ringer og forventer, at man lige kan klare det, de nu har på hjerte. Alternativt, at man ringer tilbage pronto.
Arbejdsmæssigt kunne jeg stramme mig an og sørge for at få grebet knoglen, men jeg må indrømme, at barsel og moderskab ikke ligefrem har udstyret mig med en forstærket evne til at få svaret alle opkald.

Misforstå mig ikke. Jeg havde nogle fantastiske mennesker som kunder (Undtagen en, som var en nederdrægtig ko) og jeg har haft nogle vanvittigt gode samtaler med dem.
Jeg holder også af alle dem, der ringer og skriver til mig i privaten og jeg sætter ekstremt stor pris på den kontakt, der er nu.

Især når folk spørger til hvordan jeg har det i en tid, hvor jeg synes at der er lidt for langt mellem gaverne til mig.
(Hvor fanden bliver den fanfare af, når jeg står op om morgenen med brysterne først? Og skulle jeg ikke begaves med diamanter og tiaraer som påskønnelse af min fine bidrag til befolkningen? Hva?)

Jeg bruger min telefon meget. Jeg læser ofte blogs og nyheder og mails på telefonen, så jeg har den som regel lige i nærheden. Men jeg vil ikke sidde med den skudklar når jeg har Aksel sat fast som en lille tryklås til min overkrop.

Jeg bryder mig ikke om at se kærestepar på cafe, hvor den ene er fraværende og forsvundet ind i sin telefon, mens den anden kan sidde ene og forladt tilbage, så jeg nægter at svigte min søn på samme måde.
Og så sker der bare af og til noget med tiden for mig. Hvis jeg har fået en sms midt i noget, tænker jeg over hvad jeg skal svare og ... så kan der godt gå en del timer før jeg kommer i tanke om, at jeg ikke fik trykket på hverken taster eller send.
En gang imellem, altså.

Det er vel ok, når det, jeg bruger tiden på er vigtige ting som modergerning og bad.

Det, jeg ikke forstår er, hvordan forventningen om, at jeg svarer prompte og ringer ofte kommer fra, når jeg aldrig har været en, der har været god til at ringe og aflægge rapport eller spørge om hjælp.

Er det sådan noget man plejer at skulle når man er på barsel?
Eller ... vent... er det noget af det, jeg lærer undervejs når jeg begynder at kede mig?

Så fås det ikke vildere

2011-08-04T18:19:00.000+02:00

Efter en dag, hvor Aksel kun ville være hos mig og i nærheden af brysterne HELE tiden, kunne han godt overtales til at sove lidt ekstra i barnevognen idag, da vi kom hjem fra gåturen.

Min nyvundne frihed skulle udnyttes.
Fandengaleme. Nu skulle jeg slå mig så meget løs, at dagene som bartender med penge mellem hænderne skulle få lov til at blegne.

Så meget knald på, jeg kunne nå på den halve time, jeg regnede med at have til mig selv.
Så jeg lavede mig en kop decaf-nescafe og købte uld-hjemmesko på nettet.

Jeg kæmper stadig med at få pulsen ned. Uh, så crazy jeg er.

Bland dig. Er hustruvold i orden hvis man stemmer for multikulti?

2011-08-03T17:26:00.001+02:00

Dette indlæg har jeg ventet lidt med at skrive, for jeg er blevet interviewet til Ugebladet Søndag på baggrund af mine overvejelser om jeg skulle blande mig i andres børneopdragelse eller ej.
Jeg ville helst lade de overvejelser stå alene og lade eventuelle nye læsere få den 'rene' historie uden at skulle tage stilling til et tillægsdilemma, der handler om, at familien ikke er dansk.

Men nu er der gået nogle måneder og enten har Søndag bragt historien eller også venter de lidt endnu... og så må det være sådan at jeg kan fortælle resten.

Jeg talte med to andre på vejen og fortalte om mine overvejelser.
Den ene sagde, at man faktisk har underretningspligt og at hun selv havde overvejet om det hun havde set, var nok og den anden var stille lidt, inden hun fortalte, hvad hun havde set fra sit køkkenvindue, som vender ind mod den familie, som vi alle sammen er bekymrede for.

En aften havde hun haft besøg af en veninde og mens de ventede på kaffevandet i køkkenet, udbrød veninden pludselig: Nå, der fik hun lige en på hovedet.
Hun kunne se lige ind i køkkenet, hvor børnenes mor gjorde tegn til manden om, at man kunne se, hvad han havde gang i.

Lyset blev slukket.

Dagen efter gik min genbo ind til familien. Hun ville høre om kvinden var ok og så også lige få spurgt, om det var noget, der skete tit. Altså om hun fik tæsk.
Først afviste børnenes mor alt. Men efter ganske få minutter fortalte hun, at hun havde fået et slag i ansigtet og at manden i huset havde taget kvælertag på hende, efter at lyset var blevet slukket.

Det skete jævnligt.

Min genbo måtte spørge en kollega om det var normalt i tyrkiske familier, at omgangstonen var så ... håndgribelig. Hvilket den tyrkiske kollega kunne bekræfte.

Ikke alene mangler børnene omsorg og opsyn og moderen mangler støtte og overskud. Børnene ser også at hun får bank af en far, der ellers ikke er nærværende.

I Danmark er det forbudt at slå sin kone. Ved lov.

Og jeg ved ikke, om det bare er mig, der synes at dilemmaet med at blande sig bliver ekstra svært, fordi familien en tyrkisk og manden er ægteskabssammenført for 9 år siden og tydeligt ikke er afstemt med dansk kultur, men har bragt den tyrkiske med ind i nabohuset.

Er der elementer i en fremmed kultur, som man ikke skal acceptere bliver udøvet i vores samfund?

Lidt rigeligt om bryster

2011-08-02T17:11:00.000+02:00

Gode ting ved at være på barsel:

Halvanden uge endnu får jeg morgenmaden serveret mens jeg selv åbner for den store babymorgenbuffet

Bryster som Lara Croft. Jeg tog mig selv i at synge Under dine brysters skygge, Herre vil jeg bo og bygge for Aksel i morges.

Dejligt hjertevarmende historier om, hvordan vejens damer har 6 måneders barsel med fuld løn fordi de er offentligt ansatte. Det er godt for dem. Især når jeg har 3 måneder med løn og kan se frem til meget lidt forståelse i det private erhvervsliv for tidlige dage og barns første sygedag.

Barnet. Lille varm krop med babyfødder og blond hår. Han putter sig veltilfreds og besidderisk ovenpå hynderne, når han er færdig med at spise. Atta boy.

Sundhedsplejersken

At kunne passe mine sko igen

At finde ud af, at der er en verden og et socialt liv udenfor barselsboblen med ø-kuller og at det kan lade sig gøre at komme afsted med barnevognen og kigge på andre mennesker.

Barselsbesøg. Elsker dem. (Jeg har kun haft besøg af folk, der ikke har pillet min søn i ansigtet og nogle af dem havde endda chokolade med).

Sætningen 'Den tid den sorg. Det tager vi som det kommer'. Genial og superbrugbar. Især når en af vejens damer kalder de første 3 uger for honeymoon-perioden og varsler, at de stooore problemer melder sig lige om lidt.

Ikke at have brug for ammeindlæg aka trusseindlæg for patter.
Og lur mig, om ikke jeg lige har jinxet det ved at skrive det, så jeg i morgen må gribe til de store hospitalsbleer for at holde mælkeflowet fra t-shirten.

Du danske sommer, jeg elsker dig

2011-07-31T20:13:00.000+02:00

... du behøver virkelig ikke lave om på dig selv for min skyld. Kom bare tilbage med lidt skyer og noget blæst, læg ikke bånd på dig selv. Eller bare nogle temperaturer som kalder på en hoodie over shortsene.

Og undskyld til alle dem, der hver dag knuselsker høj sol og trykkende hede så meget at de bliver nødt til at skrive det på facebook. Hver dag. Med versaler.
Jeg hader jer en lille smule.

Det kan godt være, at jeg har have og træterasse og at jeg andre år har haft en fest med solen. Men i år har jeg
a) været gravid og smurt ind i et tykt lag fedtet solcreme så snart jeg stak storetåen udenfor. Det er ikke strandegnet.
Og b) fundet ud af, at vores lille hus bliver til en trykkoger uden så meget som et køligt hjørne at stille en barnevogn i. Det er ikke søvn-venligt.

Jeg ønsker mig en overskyet ~~dag~~ ~~uge~~ måned.
Som sidegevindst slipper jeg for alle de der 'love my life, love the sun'-opdateringer.
Der er en solvarm skraldespand fyldt med karryfarvede babybleer til den næste der laver sådan en lille statussatan.

Selvynk og tøsagtig klage

2011-07-30T19:36:00.000+02:00

Igår var jeg ude i verden uden Aksel for første gang. Efter at have slugt seperationskvalmen var det næsten en fest at gå i Rema og købe Nescafe.

På nær en ting, som plager mig.
Min mave.
Den er stadig rund og lige så stor som nogle gravide er i 5. måned. Jeg ved godt, at det ikke er mere end 12 dage siden jeg fødte min store søn og jeg ved også godt, at jeg var mere end humongously stor.

Men det, der sammenlignet med min store gravide mave nu kun er en blød ballon er bare... noget jeg er rigtigt ked af og som jeg ikke ejer tålmodighed med. Jeg havde det fint med at være stor og rund som gravid.
Men ikke nu.

Jeg sammenligner selvfølgelig med alle de forkerte. Med veninden, der altid har været fanatisk med sin sport og som havde flad mave, da jeg så hende halvanden måned efter fødslen. Jeg er selvkritisk nok til at glemme, at der lige er over en måned til forskel - og at hun kun var halvt så stor som mig da hun var gravid.
Og så med dem, der har børn på mere end halve år.
Jeg glemmer selvfølgelig også, hvor mobil jeg er og at jeg ikke har nogen helbredsmæssig grund til klage.

Oh well. Min hjerne forstår fejlen, men jeg får stadig tårer i øjnene og bliver ked af kuglen.

Derfor har jeg også ekstra ondt af hende, der var skidesød og meget hjælpsom i samme Rema igår.
Jeg kiggede på blehylden og hun kom hen og anbefalede de billigste bleer på det varmeste. Hun synes bare lige, at hun ville sige det, fordi de kun kostede en krone stykket og de var bedre end andre bleer, hendes datter, havde prøvet.
Og nu kunne hun jo se, at jeg var gravid.

Av.
Hun blev rigtigt pinligt berørt, da jeg sagde at jeg ikke var gravid, men at det kun var 11 dage siden jeg var det.
Stakkels hende.
Og lidt stakkels mig. Faktisk.

Hvad skal barnet hedde?

2011-07-28T20:05:00.003+02:00

Jeg ville egentlig have lavet den royale model og ikke afsløret navnet på arvingen før barnedåben. Men altså...
Nu har vi bestemt os. Valget stod mellem et par udvalgte navne, blandt andet Magnus, som Manden har haft som sit nr 1-navn i flere år end han har kendt mig.
Mikkel, Magnus og mor.

Når nu drengen har fået sin første post og navnet prompte kom på postkassen lige bagefter, så er det vist omsonst at forsøge at holde på hemmeligheden længere.

Verden, mød Aksel Emil.

Opkaldt efter Mandens (og han hedder altså Mikkel) far.
For at vores Aksel ikke kun skal være opkaldt efter sin farfar, men have navnet som sit eget er Emil kommet med også,
Også fordi han allerede er en lyshåret, lille nordisk knægt.

Og nej... det er uden bindestreg. Lidt royal har man vel lov til at være.

Fik jeg fortalt om lægen?

2011-07-27T19:23:00.000+02:00

Nåmen, jeg lå jo der i ve-storm part 2 efter at epiduralen havde givet mig en lille times pause fra at mærke noget.
Tilbage igen til at være introvert og trække vejret. Bare trække vejret ind og puste det ud igen. Fuldt fokus på vejrtrækningen og på at være tung i kroppen.

Jeg ville ønske, jeg kunne sige til dem, der enten har glemt hvor ondt det gør eller står overfor en fødsel for første gang, at det bare er naturlige sammentrækninger, som kan klares, men mens jeg glemmer mere og mere - også smerterne - så er mindet altså ikke helt væk. Endnu. For satan i helvede, hvor gjorde det himla nas.

Jeg ligger der klokken 23.30 og er brugt. Færdig. Der er ikke flere kræfter og der er uendeligt lidt fremskridt. Stadig kun udvidet 4 cm. Og så er der vagtskifte.
Min nye jordemoder (Jeg kysser den jord, hun går på) har indkaldt lægen og bagvagten til status. Ind kommer ung kvindelig læge.

Og hun taler ned til mig.
Hun taler til mig, som om jeg er dum og svag og klynkende. Jamen, hun kan godt se, at jeg har det hårdt og at det gør ondt. Men lad os nu give det en time mere. Der skal være fremskridt og vi satser på en udvidelse på minimum 1 cm.
Vi.
Os.
Og endnu et time-stint, ligesom de 6 foregående, der alle har vist sig at gå uden at give hverken regelmæssige veer eller udvidelse.
Når man ligger der er tiden som sirup. Enten gledet hurtigt væk eller bare klæg og træg og langsommelig. Med hende lægens ord om at 'det gode er, at barnet har det godt og håndterer veerne fint' ringende for ørerne, trækker jeg vejret noget mere og fester i de inderlige skrig, jeg kan høre fra den anden side af gangen.
Mens jeg begynder at tude og forskrækker både jordemoder og Mand ved at gøre det.

Modvillig læge viser sig ikke på fødestuen igen, men får resultatet en time senere. 0,5 cm udvidelse.
Og så sendte hun besked tilbage til mig: Lad os nu lige prøve en time mere.
Nu sker der jo noget.

Uheldigvis er det samme læge, der skal foretage kejsersnittet. Det nåede jeg ikke at opfatte i kampens hede, men jeg har fået det fortalt.
Jeg er helt sikker på, at hun var så sur på mig over at jordemoderen modsagde hendes dom, at hun har fyldt mit maveskind med kapok som hævn.

Min mave er stadig kuglerund og jeg kan ikke komme på andre forklaringer.

1. uge

2011-07-25T17:10:00.000+02:00

I nat havde vi en-uges jubilæum. Præcis på fødselstidspunktet var den nu 1 uge gamle meget vågen og syntes at verden var alt for spændende til at hedde nat.

I løbet af den første uge har jeg lært at
Man ikke får noget at vide, med mindre man spørger, når man er inden for hospitalsmurene. Om noget som helst. Mind mig i øvrigt om, at jeg næste gang jeg får veer skal huske at skrige og jamre mig meget mere end jeg gjorde første gang. Det har set for let ud til at blive taget alvorligt.

At der findes mennesker, der har meget travlt med at advare og varsle sygdom. Den høre-dame, der foretog testen på min gule søn, havde meget travlt med at advare om, hvor langt den gule farve måtte komme ned mens hun tog tøjet af ham og kaldte ham basse. (Og mens jeg havde meget travlt med at overtale mine hænder til at lade være med at kvæle hende).
Resultatet af høreprøven blev leveret i en hurtig indånding: Perfect pass på begge ører i første hug, mens det store rungende dommedags-men kom med dedikeret fokus: Testen siger ikke noget om disposition for mellemørebetændelse og vand i ørerne. Det kommer ved 8 måneders alderens og så skal der lægges dræn.

Hvad siger spåkone-gøgleren? Hun stod med min perfekte søn og det perfekte pass og snakkede om noget som MÅSKE vil ske om 8 måneder. Kunne vi lige tage at slappe lidt af? Og holde snitterne fra min dreng mens vi holder kæft?
Hun stillede det samme spørgsmål 3 gange uden at gide at høre svaret. Ja, han melder sig til måltiderne.
Møgkælling. Hun er stadig en møgkælling selvom jeg er længere end 4.-dagen.

Jeg har lært, at jeg tuder over at der bliver stillet blomster på bordet.
Jeg tuder også af frygt for, at der skal ske min søn noget og jeg tuder, når jeg bebrejder mig selv, at han har fået gulsot og af frustration, når det er det eneste, folk kan kommentere.
Jeg har også tudet, fordi jeg savnede min lille hund, der viste sig at være kæmpestor, da den kom hjem fra super-mormor i går.
Og jeg har tudet, fordi samme mormor er så aldeles fantastisk og uundværlig. Og over de kartofler hun serverede for os i aftes.

Jeg har overlevet at finde ud af, at jeg har ligget iført gul desinfektion og nettrusser og lignet en bayonneskinke. Jeg overlevede også de mange og meget store bleer, jeg måtte iføre mig to dage efter fødslen. Jeg er indtil videre også overlevet at have en rund mave stadigvæk.

Mest vigtigt: Jeg har lært på en uge, at intet nogensinde kommer til at overgå min søn uden at det har været forbi mig først.
Busserne skal fremover have lyddæmpere og velsmurte bremser når de kører forbi os og der bliver ikke noget Sunny Beach til ham, blev der sagt.

Nå ja. Jeg har også fundet ud af, at jeg godt kan finde ud af at være hans mor. Jeg har haft manualen hele tiden.

Med hjertet i hænderne og forargelsen lige inden for ammebh'en

2011-07-23T19:30:00.000+02:00

Verden er et farligt sted, har jeg fundet ud af.

Der er så mange farer, der lurer og her taler jeg ikke om den psykopatmorder, der har taget så forfærdeligt mange sønners og døtres liv i Norge. Der kan jeg ikke finde ord, der er store nok.

Jeg er grundangst og har haft det rigtigt skidt ved at vide, at min søn har gulsot (Der er gode grunde og der er styr på det) og at han ikke fik vædske nok i begyndelsen, fordi de kloge sygeplejersker ikke havde taget højde for at meget små doser råmælk ikke er nok til en stor dreng som ham. Det var forfærdeligt.

Det værste i hele verden ville være, hvis der skete ham noget.
Men ud over det, hvad sker der så for andre mennesker? Ved de ikke noget?

Jeg taler om dem, der kører rundt i biler ude i verden udenfor boblen.

Jeg har ikke selv kørt bil siden vandet gik, men har indtaget pladsen på bagsædet ved siden af autostolen. Manden kører som en nervøs blød hat med et blik i bakspejlet, fordi andre bilister kommer farende med 240 km/t og VED de ikke, at det dyrebareste i hele verden sidder lige inde på den anden side af 2 mm blødt blik?
Der er en enkelt vejstrækning her i nærheden, hvor vi simpelthen ikke kører når der er barn i bilen.

Og om dem, der står og ryger lige uden for mor-barn-afdelingen? Hvad sker der med det?
Jeg ved godt, at det er svært at være ryger og at vi skal være her alle sammen og at det er fri luft og fri verden og alt det der, men nogle kan måske ligesom mig kende situationen og føle et lille strejf af forargelse.
Der findes mødre, der ryger og det er deres valg. Jeg kunne måske godt foretrække, at de lige gad at flytte rygerflokken 5 meter væk fra døren, så vi andre også havde et frit valg.

Jeg har trumfen:
Da vi gik ud fra hælprøven på hospitalet, stod der en ung mand i Randers-uniform: Joggingbukser og badesandaler og en hvid t-shirt, der havde set bedre dage.
Og en tændt cigaret lige hen over en åben babylift.
Han stod og så rådvild ud, som om han passede nogens hund. Mens han nervøst røg sin cigaret hen over barnet. Der lå i åben lift.
I solskin.

Nåmen, jeg skal hen og lufte madkasserne. Jeg lover, at jeg aldrig får sådan et skilt med 'børn i bilen'.
Jeg bliver bare her i min ammestol med mit hjerte i hænderne.

Hilsen fra boblen

2011-07-22T17:53:00.000+02:00

Jeg er nogens mor. Ikke bare nogens mor, jeg er min fantastiske søns mor og det er ... eddermame underligt og vildt. Og stort.

Jeg har fået så mange oplevelser de seneste dage, at jeg har en bank af blogindlæg at tage af - også nogle af de forargede, bare så I ikke skal tro, jeg er gået helt i lyseblåt med stjerner på.

For at begynde hvor jeg slap: Der var så meget vand, så mange veer. Jeg fik lige to advarselsveer, så jeg vidste hvad der var på vej. De kom med 10 minutters mellemrum og var bare en høflig, afdæmpet ringetone.
Hvorefter ve-døren blev brudt ind med en rambuk af de instisterende.

Jeg var på Skejby under en time efter jeg skrev forrige blogindlæg.

Sådan her så det ud nogle timer senere

Kun lidt bange og meget travl med at lave vejrtrækningsøvelser.

Veerne virkede aldrig rigtigt efter hensigten, så efter 7 timer havde jeg stadig kun udvidet mig 3 cm. 7 timer i konstant vejrtrækningsøvelse og smerter, der bestemt må svare til den pine, som mænd føler, når de bliver losset gentagne gange i løgene.

Målet var 10 cm.
Epiduralblokaden, som jeg ellers havde fravalgt med overbevisningen om, at jeg kunne klare mig med ikke-medicinsk smertelindring er vores ven. Eller... Det var den ihvertfald en times tid.

Jeg nåede aldrig helt til de 6 cm, veerne virkede ikke rigtigt og barnet stod aldrig helt nede i bækkenet. Efter tidlig vandafgang og mange hårde veer uden effekt skete miraklerne. _Først kom narkoselægen og stoppede veerne ved at bedøve mig.

Så blev min søn født ved kejsersnit klokken 01.31 den 18. juli.
Perfekt, smuk og allerede meget meget klog.

(Tjek lige ud, hvor meget vand jeg har i hænderne. Efter så mange timer med Niagara Falls mellem benene er jeg stadig ikke tørlagt. Mine fødder er horrible, I tell ya)

VAND! VAAAAAND! Vandet er gået

2011-07-17T13:11:00.000+02:00

Klokken 3 i nat åbnede sluserne sig.

Jeg havde hørt, at man godt kunne være i tvivl om det var vandet, der var gået, når det skete, men her var der ikke noget som helst at være i tvivl om.
Jeg havde ingen anelse om, at der ville være så meget vand. Store pytter på badeværelsesgulvet og ... det bliver bare ved.
Måske er det derfor jeg har været så stor. Det var ikke gær, jeg slugte, det var et fyldt badebassin.

Jeg vækkede manden med det klassiske 'vandet er gået' mens jeg forsøgte at klemme lårene sammen om et natbind, der var gennemblødt inden nogen kunne sige 'skybrud over København'.
Jeg siger det bare: Jeres vand i kældrene, ik? pffff....

Ingen veer på banen, men jeg har alligevel ligget og lavet lister og skrevet sms til de nærmeste fra klokken 3 til klokken 8.30, hvor jeg blev undersøgt og sat igang med et par Oxytocin-kapsler klokken 9.30.

Nu, derimod: Av for satan.

Nå, jeg ville bare sige, at arvingen er på vej. Hvis veerne bliver ved med det interval 30 minutter mere, er jeg på Skejby meget snart igen.
Game on.

Dagens irritationsliste

2011-07-15T20:28:00.001+02:00

At stå i kø ved isbiksen med en sukkercraving så intens at hænderne sitrer og benene ikke vil bære mere og være vidne til at mor, tante og fire unger efter tur er ubeslutsomme og vil have 2 kugler med flødeskum, nej guf, nej... 3 kugler og banansoftice... nå, ingen banansoftice, så almindelig softice.
På tur.
Alle uden undtagelse.
Det tog tid. Det tog laaaang tid og det kan fandeme ikke være meningen at en familie kan stikke så grim en kæp i hjulet for at ende med 6 næsten identiske is, mens køen vokser og nogle begynder at forsøge at snige sig foran. Bestem jer nu!
Træd i karakter, slappe mor, så isdamen ikke skal stå med det cirkus selv. Luk i det mindste munden, så du ikke ser bøvet ud samtidig.

Og lad mig nu bitche over andre menneskers børn så længe jeg kan gøre det med uvidenheden som undskyldning.

Onfone-reklamen med Lars Bom. Hvem er det, der synes at det er en supergod ide til en TV-reklame at præsentere sit firma som et, der er stolt af at bruge stalker-facer-metoder? Jeg synes den er klam. Jeg synes han ligner Gollum.

Rolf Sørensens hosterallen. På Gud ved hvilket år. Ikke alene er han den mandlige pendant til Amalie sådan sprogligt set, men han har konstant en tudse i halsen, en rallen i røret og sidder og hoster ned i mikrofonen.
Jeg kunne faktisk godt tænke mig at vide hvorfor han har den hosterallen, sådan helt reelt (er det astmamedicin?) men jeg bliver eddermame også MEGAirriteret over at han harker mig lige ud i stuen hele tiden.

Det irriterer mig på samme måde som de elendige radioværter, der er på P3 for tiden. Især ham der hedder Jonas, som har et meget langt program om eftermiddagen, der hedder noget med Touren på P3. Han ved ikke noget om noget som helst.
Han kan ikke formulere en selvstændig sætning OG udtale alle ordene korrekt samtidigt eller lade være med at sige det samme mindst 3 gange i træk. Han siger alt for ofte, at han ikke ved noget som helst om touren, men at han håber han kan lære noget undervejs.
Jamen.
Hvorfor sidder du der og jager lyttere væk?

Værkstedet, der ikke mener, at de kan tænkes at have lavet fejl, da de skulle fikse ulykkesbilens aircondition, men udelukkende lader garanti være producentens problem. Især når jeg skal foretage snakken om kompressorer, stik, der er faldet ud og generatorer, der er brændt sammen på tysk og der er mange penge på vej ud af vores snart dagpenge-truede konti.

Regnvejrsudsendelser fra enten FDFs landslejr eller Grøn Koncert i Randers, hvor journalisten er fuldstændigt overengageret og nærmest hysterisk højspændt for at lade som om det er bare i nærheden af at være interessant.
Regnen er der. Det er spejdere.
Eller i Randers.
Ikke nyheder. For fanden i helvede.
I øvrigt gider jeg heller ikke se på fede familier med alt for små cykelhjelme i regnvejr. (Og jeg kan faktisk godt finde på at slukke for fjernsynet)
Ja, det regner og man bliver våd. Det KAN ikke komme bag på nogen.

Nåmen, da jeg havde talt tre gange med værkstedet og foldet mine tyskkundskaber ud, redegjort for fejlen, lyde og mekaniske specifikationer, var jeg faktisk også blevet lidt stolt af mig selv og tænkte, at jeg måske kunne gå hen og ~~blive til noget~~ bruge min tyskuddannelse til andet end at bede min svoger om at række mig skinken.

Og så vandt Thor Hushovd på den mest fantastiske vis og jeg jublede og de norske kommentatorer jublede og hold nu kæft, hvor var der heia Norge over det hele.
Så jeg tænkte, at jeg burde rejse ned og klappe Thor på skulderen og røre lidt ved hans ben. Lige indtil jeg kom til at tænke på, at jeg har et par gode mandelægge indenfor rækkevidde og faktisk er gift med ham de sidder på og at jeg desuden er for tyk til at rejse nogen steder hen. Ikke engang til det tyske værksted.

Og så blev jeg irriteret over det også. Nu er jeg også irriteret over, at jeg ikke kan formulere det som et irritationspunkt, der er konkret nok.

Ææææj.

Hvor dårlige spørgsmål kan du stille, journalist?

2011-07-13T21:35:00.001+02:00

Hvor desperat er situationen i Libyen? Spurgte Kaare Kvist Naser Khader i nyhedsudsendelsen klokken 21. På den måde skrev han sig ind i trenden for journalistspørgsmål for tiden.

Jeg ser jo så meget Tour de France og jeg går sjældent glip af en studieudsendelse eller interviews med rytterne og derfor får jeg også lov til at klaske en flad hånd for panden rigtigt mange gange i løbet af en dag.
Hvor stressende er det at sidde i feltet en dag som idag?
Hvor meget brænder Marc Cavendish for at tage etapesejren i morgen?
Hvor vanvittigt var det at se bilen køre ind i to ryttere?

Jeg ved ikke hvem, der har fundet på at bruge retoriske spørgsmål som rigtige spørgsmål der skal svares på, men jeg ved, at der sjældent bliver svaret med andet end jamen, det er meget stressende/vanvittigt/xxx.
Jeg ser meget sjældent nogle interview-ofre, der bruger tid på at gætte, hvilket svar journalisten gerne vil have. Go figure.

I virkeligheden ved vi ved jo godt, at svaret på alle de spørgsmål er 42.Med mindre man er Danmarks Dronning og er knivskarp til at kigge over brillen på den såkaldte journalist når hun spørger, hvor god en søndag det er idag og returnere med et spørgsmål om, hvordan man normalt vægter søndage.

Men det er ekstremt fristende at pille det lille 'hvor' ud af alle studieværters og journalisters vokabular (med mindre de skal bruge det til at spørge om vej til opfindsomheden) med to spidsede røde blyanter.

Her bor jeg, du kan kigge ind til mig

2011-07-12T18:14:00.001+02:00

Siden Facebook har vundet indpas og næsten alle i mit liv er hoppet på den vogn - og på twitter, google+ og blogs og hvad har vi, behøver jeg slet, slet ikke snakke med nogen for at finde ud af, hvordan de har det.

Og derfor tjekker jeg Facebook som det første jeg gør, når jeg får linser i øjnene om morgenen og som det sidste jeg gør, inden jeg kyler linserne på gulvet, så de ligger der som små blå gobler. Man er vel socail. sozsia... Social!

Jeg behøver ikke læse kærestens breve, for at følge med. Jeg kan følge med i, hvem af hans snart tudsegamle ekskærester, der stadig synes, at hun skal kommentere på alt han skriver (på nær Mandens kommende faderstatus og civilstand) OG jeg kan følge med i, hvad han går og laver og hvad han tænker.

Uden facebook ville jeg ikke vide, at han overvejer at tage en cloudbaseret backup af vores NAS eller at han er på jagt efter den perfekte forgaffel til mountainbiken.
Uden facebook var vi heller ikke blevet så facebookificerede, at vi taler til hinanden i statusopdateringer. Det flyver jævnligt gennem stuen med statusmeddelelser som Jeg skal tisse eller tror godt, jeg kan sove i nat.

Vi svarer nogle gange med en tommelfinger mod loftet.

Det er så dejligt nemt!
Hvis jeg lige skulle glemme at høre efter, hvad der bliver sagt, fordi jeg har tour de France kørende non stop, så kan jeg altid lige klikke ind på fjæsen og se, hvad det var jeg ikke fik hørt, for der står det, ord til andet.
Det var på den måde, jeg fandt ham den anden dag, for hans status meddelte, at han havde fjernet ukrudt i haven og drak øl samme sted nu. Og at han var blevet til sin farfar.
Easy! Så skulle jeg bare gå efter festivallugten, hvis jeg ville ham noget.

Det lyder sarkastisk. Og det kan godt være, at jeg i nær fremtid kommer til at bitche over, at vi nogle dage kommunikerer sådan, men lige nu passer det fint og er helt tilpas, for han arbejder hjemmefra. Kun adskilt fra mig af en tynd dør og jeg er ikke aaaaaltid til pæn brug og overstrømmende lykkelighedssamtaler for tiden.

Jeg vil til enhver tid hellere kommunikere sådan her, lettere distanceret, end befinde mig i nærheden af hende den fjerne bekendte, der hver dag skriver sager som love my life eller tak for en god aften med gode venner og Summersby.
Måske er det bare mig, men ... Jeg kan ikke se lyset i et billede af en rejemad. Eller af en Summersby.

Ved ikke om mit eget upload fra idag er bedre. Det rummer ihvertfald noget agression og humor som Summersby aldrig får.
Og så kan det bruges i en snæver vending som kommentar til Manden på Facebook. Eller som trussel.

Mig og thaipigerne (Advarsel: Ikke-surt indlæg)

2011-07-11T14:01:00.000+02:00

I Århus ligger der mange thai-massageklinikker. Og nogle af dem sælger faktisk massage. Og aromaterapi og den slags.
Det er dem, der ikke har røde lamper i vinduerne og dem, hvor man ikke bliver vist ind til en gennemknaldet boxmadras, når man skal have rygmassage.

Jeg ved ikke, om det er det bedste thai-sted, det jeg har fundet, men det er eddermokkeme suverænt. Jeg har ikke turdet få en rigtig thaimassage, når jeg render rundt med bulken fra et Mærsk containerskib på maven og min søn indeni, men jeg har brugt thaistedet til fodbehandlinger et par gange, fordi det er for svært at nå selv nu.

Mine fede, overbelastede klumper af nogle fødder er blevet filet, masseret og lakeret og er nu nogle bløde og lidt pænere, fede, overbelastede klumper, hvor tæerne ligner strittende baby-aspargeskartofler med hver deres klat japan-orange neglelak.

Det, der gør oplevelsen så fantastisk er, at de smukke skabninger er så skidesøde og snakker hyggeligt omkap med hinanden på trillende thai, mens de jonglerer med file, pimpsten, massageolie og neglelakfjerner i en fuld klokketime uden på noget tidspunkt at lade opmærksomheden svigte deres kunde uanset hvor fede ben kunden har.

Ikke noget med at sidde i køkkenet hos fodpleje-Jonna og føle sig til overs i de 20 minutter det tager hende at tobakshoste sig gennem tørre hæle.

Det faktum, at de forstår at fejre en gravid mave har givet dem endnu flere Buddhastatuer i min bog.

Hele staben har været forbi og lægge sarte hænder på bulken idag og huje opstemt, hver gang arvingen bevægede sig og kvitterede med en flad fod på de pålagte hænder.
På et tidspunkt var der 5 hænder samtidig og de kæmpede om pladsen, gjorde de. 10 minutters fest over at jeg var gravid og roser på thai over, hvor godt maven sad, tillykker med at det er en dreng og så lige et ekstra lille klap på vej ud.

Mere skulle der ikke til at jage en urolig nat og tudeture væk.

Positive mennesker så snart, der er nogen, der kigger. Pigerne dernede viser, at de ikke kan lide folk ved høflig ignorance.
De nikkede tavst til hende, der råbte lidt for højt op om at der ikke var lys på toilettet og om at hun havde født et barn på 4 kg. Og tændte på kontakten helt uden at himle med øjnene, inden de løb hen til min lille kickbokser igen.

Så meget i orden.

Røv-hukommelse. Let marmoreret.

2011-07-09T20:25:00.001+02:00

For mange år siden havde jeg en kæreste, som havde en humor, der var lige så ufølsom som han var høj.
Når jeg ser mig selv i profil bliver jeg altid mindet om, at han grinende kaldte mig Dobby og sendte mig billeder af den lille husalf med den spidse næse fra Harry Potter.

Dobby.

Igår kom jeg til at tænke på noget andet, han havde kaldt mig, og som på det tidspunkt gjorde endnu mere nas. Og spørg mig ikke, hvorfor jeg gider at plage mig selv med det nu.
Han kaldte mig for en belgisk blåhvid.

En ting er, at min smukke, seje søster beundrende er blevet kaldt en Jersey-ko af en dyrlæge-bekendt, fordi hun havde en perfekt fødsel og har ammet min lige så smukke yndlingsnevø uden problemer, men det er meget svært at finde noget beundrende eller kærligt i belgisk blåhvidt.

Kødkvægsracen var i nyhederne dengang, fordi den race af ko er blevet avlet så meget, at den har tendens til muskelhypertrofi, dvs at danne så mange muskler i flere lag, at den har svært ved at kælve for bare muskelmasse.
Og der blev vist billeder af brede, kompakte ko-røve med masser af sultne muh-lyde i baggrunden.

Jow, jow.... jeg kan godt se ligheden. Kompakte ben, som lige mangler 10 cm for at kunne posere. Solide lår, som gjorde mig i stand til at løfte ham når han blev alt for kæphøj og sætte ham væk.
Men jeg ER altså mere glad for de rosende omtaler af min popo, som jeg får af manden. Og han er lige så høj.

(Jeg lover at hovere, hvis det lykkes mig at føde mit eget afkom og så kan han sige at han har glemt alt om belgisk blåhvidt alt det han vil. Hans nuværende kæreste er, udover at være verdenskendt som sportskvinde, noget bredere over bagen end mig (og en del højere, men fuck det))

Jeg skal sgu ikke føde. Hvad fabler du om?

2011-07-08T09:02:00.000+02:00

Igår havde jeg sidste fødselsforberedelsestime.
Presseveer og humørsvingninger i tiden lige efter fødslen var temaet. Og da vi kørte hjemover sagde manden, at han godt kunne tænke sig at høre, hvad jeg glæder mig til ved at få det lille drengebarn.

Og der må jeg bare sige, at alle må have misforstået noget.
Jeg har ikke skrevet mig op til den del med natteamning og 14 bleskift i døgnet. Jeg har i det hele taget ikke meldt mig til det med at få et barn.

Jeg er bare den, der er gravid.

Mit job består i at være den, som hele Baresso glor åbenlyst på, når jeg træder ind. Eller som hele gågaden i Århus går i stå over. Min mave vækker så meget opsigt, at der bestemt ikke kan være nogen tvivl om, at den ikke skal gå væk. Hvad skal byens damer så snakke om, måske?

Det er også mig, der er den der sørger for ting. At lave mad til fryseren og huske manden på at skaffe en ny navneattest og købe babytøj og den slags. Det er også mig, der er bekymret for, hvordan barselbesøgene skal afvikles, hvordan manden skal klare at mangle nattesøvn og skaffe sig ro til at amme. Det er også ham, der skal øve vejrtrækningen til fødslen og fucking høre efter, hvad læreren siger, for det er ihvertfald ikke mig.

Nej, siger jeg jo. Og du kan godt glemme alt om at himle med øjnene. Her sætter jeg foden ned. Jeg skal ikke, gentager IKKE, gennemgå udvidelsesfase og pressefase, skide på fødebriksen mens 12 mennesker ser på, have brystvorterne flænset op gang på gang og ikke have et øjeblik til mig selv de næste mange år. Samtidig med at jeg skal bekymre mig om at lave mad og sørge for at manden hører efter i timen.

Hvad helvede tror I selv? Det er der ingen ved deres fulde fem, der gør frivilligt, det der.

Jeg skal da... jeg skal da vinde det hele!

2011-07-06T19:56:00.001+02:00

I weekenden var der Challenge Århus. Det er et tri-stævne, hvor en del af dem, jeg plejer at se i mit fitnesscenter har deltaget efter mange måneders hård, struktureret træning.

Et par af pigerne har fået helt vildt gode resultater og jeg ved godt, at det efterhånden er 17000 år siden (og ca lige så mange kilo lige nu) at jeg løb maraton i Berlin, men da jeg så billederne af den enes ekstremt tynde lår og fine tredieplads, gik det galt.
Jeg har jo ikke trænet seriøst i et par år. Løbekarrieren har faktisk ikke været eksisterende siden 2004. Raceren har været ude siden, men jeg kan til gengæld ikke svømme crawl.

Så sagde vi jo, at jeg på fødestuen afleverer alt det ekstra vand, der fylder min krop og giver mig fede fødder og firkantet fjæs OG at jeg er i stand til at amme, så det ekstra fedt, jeg har lagt til mig også bare tager og skrider, så jeg får så tynde lår som aldrig før.

Plus at min bækkenbund heler på 2 dage og at sønnebønne ikke alene bliver et let barn, men også gør mig til superatlet ved fødslen.
Skulle bare mangle med det smertehav, jeg skal krydse for hans skyld.

Der er sikkert mange der siger, at de der træningspiger så ikke har børn eller hund. Eller have. Det er rigtigt nok, men det sagde vi så ikke spiller nogen rolle. Pfff. Manden bliver nemlig pludselig med et trylleslag til den mest opofrende fader, som klarer alt det der.
Og klapper når jeg vinder medaljer med min flade mave og tynde ben.

Anonyme kommentarer er vejen frem

2011-07-04T09:31:00.000+02:00

Jeg har bestemt mig for at surfe lidt rundt på de blogs, jeg ikke læser så meget mere, fordi ... ja... bare fordi jeg trænger til at være grim og dum.
Og så vil jeg kommentere anonymt.

Jeg skal så meget af med de sure, bitre stikpiller og have presset noget ud mellem sidebenene, som længe har hindret mig i selv at skrive ordentligt og frit. Jeg regner med, at det er det, der driver de andre, der kommenterer anonymt...

Altså. Der er selvfølgelig dem, der er anonyme, fordi de ikke har oprettet hverken profil eller blog, men det er ikke sådan en, jeg vil være.

Jeg vil gøre ligesom nogle af de andre bloggere, der igennem tiden har samlet misundelse sammen, virkelig skabe noget ravage og dele nogle af de lede lussinger ud.
Måske vil jeg lige prøve at sløre, at det er mig, der står bag den kommentar, der kommer til at sidde som en spids sten i skoen på blogejeren.
Sprogligt, mener jeg.
Det må være en flad fornemmelse at blive genkendt på at skrive 3 spørgsmålstegn hvergang man kommenterede eller ved at bruge den samme formulering eller ordstilling, som man plejer.

Jeg vidste bare, at jeg ville kunne bruge min universitetsuddannelse i dansk til noget.

Men så skal de sateme også få sandheden at vide om, hvad jeg mener om dem. Allesammen. De mennesker, der garanteret kun blogger for at få læsere og blive store og kendte. Jeg vil gøre dem så kede af det, som jeg overhovedet kan, så de kan sidde der med skriveblokering og være usikre. Og så vil jeg huske at skrive noget med at Skyggesiden er den bedste.
Hvis ikke, der er andre, der gider at sige det, så må jeg jo selv.

Jeg har bare noget sygdom, der plager mig lidt og som stopper missionen. Det er sådan noget krillerværk...

Sådan noget selvrespekt og respekt for andre, der vover at skrive.

Det skal jeg lige af med, før jeg kan iklæde mig anonym-kappen og verbal-stabbe uden at skulle føle mig ynkelig og få en grim smag af selvlede bagerst i munden.

Tour de France og de grimme bivirkninger

2011-07-03T11:08:00.001+02:00

Jeg har fulgt Tour de France i en del år, efterhånden.
Det begyndte for alvor, da Bjarne Riis var i den gule trøje, deroppe hvor bjergene var høje og jeg er kæmpefan af Jørgen Leth og Dennis Ritter som kommentatorer. De er mine faste husvenner i Juni måned.

Rolf Sørensen elsker jeg at hade, men han har givet mig en ny sofasport. Jeg sætter en streg hver gang han siger 'moment' og mener 'tidspunkt' mens jeg råber AAAAARRRRGGHHH. Jeg råber det samme hver gang han siger noget med 'dengang jeg selv kørte touren' og ryster dertil opgivende på hovedet. Nu hvor jeg ikke kan lave et drikkespil ud af det.
Den eneste danske cykelrytter, der hævder, at han aldrig har været dopet. Dolly Parton sover med lige så stor sandsynlighed på maven.

Der er bare en ting, jeg virkelig, virkelig ikke kan lide ved Touren.

2 ting, faktisk, når man tæller med, at jeg ikke kan lave tour-etaperne om til spinningprogrammer i år. Det savner jeg.
Nej, 3 ting, for jeg gider heller ikke rigtigt genopdage, hvordan journalistpraktikanterne jagter de tyndeste historier, der kan smage bare det mindste af dopingskandale.

Den ting, jeg hader mest ved tour-tiden er dig, motionscykelrytter, som er overbevist om, at den eneste grund til, at du ikke selv kører med de professionelle nede i Frankrig, er en lille smule doping hver dag og som derfor mener, at du er hævet over trafiksikkerheden her i Danmark.

Som du kommer benende ud over hajtænderne i dit gamle cykeltøj med CSC på maven og ligner en rullepølse, fordi du vejer en 30-40 kg mere end de rigtige professionelle men har forsøgt at klemme dig i en størrelse medium, med et blik som på den ene side er fortørnet over, at vejen ikke er spærret af for dit enmandsløbs skyld og på den anden side forsøger at efterligne en blanding af Armstongsk målrettet sammenbidthed og Bjarne Riis' frådende kamp, så synes jeg faktisk ikke at du fortjener andet end et opdragende dyt i min Swifts imponerende pivedyr af et horn.

Hvis du mener, at du skal fremvise dine cykelbukser, der er så hårdt spændt ud over din behårede røv, at maskerne kæmper for at nå sammen, men har opgivet at skjule en røvrevne så mørk som Marianergraven, ude midt på den vej, hvor jeg kommer kørende, så skal du også bare vide, at jeg ikke er for fin til at hånle af din Ultegra-gruppe og tage dig i mor-grebet lige over albuen, mens jeg fortæller dig om dengang jeg kørte motionsløb og en, der kørte ligesom dig, blev påkørt og fik hovedet kilet fast oppe under køleren på en sølvgrå Mazda ganske få meter foran mig.

Surt at køre om etapesejren, når man ikke ligger i udbrydergruppen. Det brækkede kindben, kraveben og knæskallerne har gjort nas. Men ikke så nas som mit mor-greb.
Det er der heller ingen der vil ynke dig for når du kommer hjem, for konens øjne er alligevel fastmonteret i positionen 'opgivende himlende' og hun ved godt, at du har været forbi bageren efter hindbærsnitte og at du i virkeligheden kun kører for at slippe væk fra hende og ungerne to timer hver søndag. Og så for at kunne være lidt som Rolf.

Og hop så ud af min Tour og ind på cykelstien med den der røv.

'Cause, Noooothing compares to youuuu

2011-07-01T12:38:00.001+02:00

I morges stod jeg veed din døøør
Men du var der ikke mer
aaaah ah ah aaaaah aaaah
Istedet stod hun med en fiskehåååånd
sagde hun var studern'

Jeg kan tude alt det jeg viiiil
Men du er der ikke mer
Spise sukker og forsage urtecreme
for du er der ikke mer

And NÅÅÅÅÅTHING compares, NÅ'THING compares to youuuuu

Nå, jeg skulle jo til jordemoder i morges og jeg glædede mig til at se min flippede, korthårede Sinead O'connor-klon, der altid har lange skørter og meget meget kort hår. Hende kan vi godt lide.

20 minutter efter aftalt tid blev mit navn råbt op af en jordemoderstuderende med et håndtryk så slapt som en to dage gammel lunken fisk og jeg måtte berolige mig selv med at min tzotalt yndlingsjordemoder nok bare havde en studerende med sig idag og ventede på mig med kønne øjne og en klippefast tro på urter. Underligt nok har jeg kæmpe respekt for urtetroen, når det er Bettina, der har den.

Hej! Jeg hedder Ursula, sagde jordemoderpagen, der på ingen måde var Bettina, Sinead eller rigtig. Nå, nej... Bettina var også ked af, at hun ikke kunne have konsultationen mere, men nu er jeg jo tilbage og hun havde kun kons til låns. (Kons? Til låns? Så det er ikke dig, der er vikar?)
Og du har det fint, ser det ud til. Ja, så skal jeg jo bare have fars CPR-nummer, ikke Annemette? Og så skal du huske at ringe til afdelingen, hvis du ikke mærker liv, Annemette.

Ikke, at der er noget i vejen med at hedde Annemette. Jeg hedder bare Lene og blev lidt forvirret.
Hun var sød, det var hun da. Især da hun slog hænderne sammen i begejstring over min lille drengs hjertelyd og mente, at han vejer på den tunge side af 3 kg nu. Det kunne vi godt lide hende for.

Og faktisk er det besluttet, at det var godt, at det var Ursula, der var der idag, for det må betyde, at Sinead venter på mig på fødegangen. Eller hende den anden rigtige jordemoder, der hedder Rikke, som havde rundvisningen på fødestuen. Hun virkede også som om hun havde gode hænder og nok havde begreb om at få et barn til verden og mig guidet igennem smertebadet.

Skæbnen er trådt til for at holde en hånd over Ursula ved at holde hende væk fra mit fødeleje dermed sikre hende mod at få flået struben ud verbalt.

And that how it's taken away my bluuuees
'Cause nooothing compares to you

Tak, fremmede

2011-06-30T20:35:00.000+02:00

På vej til fødselsforberedelse gik vi gennem en p-kælder i det indre Århus. Den, der altid lugter af abegrotte lige inden for indgangen og den, der ligger lige under den ene del af mit fitnesscenter.

På vej forbi rækkerne af biler og p-automater, lyder det pludselig: Hvor er den flot! og jeg kigger efter stemmen.
Smukkeste lyshårede stykke femininum står ved siden af sin bil og kommenterer min mave. Det var mig, hun snakkede til. Mig!

Du læser sikkert ikke min blog, fremmede, men du reddede min dag og mere til. Der er noget helt særligt over at få ros af mennesker, der selv er lækre og har flot hår.
Tak.

Ode til min mor

2011-06-29T21:19:00.000+02:00

I forgårs fandt jeg mig selv stortudende med en tændt støvsuger ved fødderne og en vilje låst fast på at støvsuge færdig, selvom jeg ikke kunne.
Jeg kan ikke støvsuge mere, heller ikke selvom jeg støvsuger sidelæns og har noget at læne mig op ad samtidig. Det gør herrenas i bækkenet og smerte der gemmer jeg helst til en anden dag.

Jeg har aldrig nogensinde forestillet mig, at jeg skulle tude over IKKE at kunne støvsuge.

Her til morgen gik jeg tur med hunden i fin stil. For så at kravle tilbage i seng og sove 3 timer mere med savl og det hele af bare udmattelse.
Og så ringede min mor og spurgte om hun ikke lige skulle kigge forbi idag med noget, hun havde syet.
Jeg skulle alligevel ikke noget og idag kunne være lige så god som i morgen. Desuden fik jeg en undskyldning for at købe jordbærkage.

Min mor kom med roser fra haven.
Hjemmelavet kreation til at hænge ved siden af puslepuden som er noget nær genial. Versatil, nærmest. Og 14 danskvand, så jeg kan klare mig til hun kommer tilbage fra Tyskland med friske forsyninger. Altså... hvis man ikke forstår hvad danskvand på dåse betyder, så er det ok.
For mig er det noget nær den ultimative kærlighedserklæring for tiden.

Min mor spiste lige så meget jordbærkage som mig. Det sætter jeg pris på. En jordbærtærte til deling er lige tilpas.

Min mor er et fremragende bekendtskab. Også nu. Hvem skulle jeg ellers spørge, om tisselærred skal under eller over lagenet i en barnevognslift. Hvem skulle ellers fortælle mig, at der er noget, der hedder tisselærred?

Jeg fik lov til at at lave aftensmad til hende. Men så havde hun også lige sørget for at støvsuge hele huset, gå tur med hunden, rose mig for min fysiske form (selvom mine hænder er stive og jeg ikke kunne overhale en snegl på valium lige nu) og sige, at hun tror jeg bliver en fremragende mor, der kun vil være hys på nogle helt specifikke punkter.

Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden hende.

Bland dig. Hvad der videre skete

2011-06-27T21:13:00.000+02:00

Sidste gang, jeg skrev om min nabo og mine egne overvejelser i forbindelse med at blande mig i deres liv, havde jeg været inde at banke på, hørt om det hele fra hestens mund og var stadig i tvivl om jeg skulle kontakte kommunen.

Børnene blev mindre synlige. Men de er stadig uden opsyn - bare et andet sted, lader det til. Naboens familie og veninder har haft lidt andre aktiviteter den seneste måneds tid.

Min sundhedsplejerske ringede inden hun skulle på før-fødselsbesøg hos os. Et sted i samtalen fangede jeg, at hun ved, hvem min nabo er og jeg fik spurgt så meget ind til det bekendtskab, som jeg kunne for respekten for naboen og for hendes tavshedspligt. Hun var pludselig meget interesseret og begyndte at stille lige så mange spørgsmål den anden vej, mens hun på intet tidspunkt svigtede sin egen tavshedspligt. Hun ville gerne høre nærmere om alt det, jeg oplever.

Det fortalte jeg så om, da hun udvidede sit besøg hos os og hun bad om lov til at give informationerne videre til forvaltningen. Hun kunne ikke skjule sin bekymring.

Dagen efter ringede hun tilbage og sagde, at hun nu havde talt med store bogstaver overfor de ansvarlige og sagt, at de ikke længere kunne lade være med at reagere. De har før fået anmeldelser på familien, der har før været skærpet opmærksomhed, men forvaltningen er lagt ned af alt for mange sager og udskiftninger i staben og bla bla bla...

Sundhedsplejersken ringede samme dag, som faderen blev kendt skyldig i Brønderslevsagen.

Mine genboer og jeg mødes af og til på vejen, de to andre med helt små børn, så der bliver snakket om skæve bryster og grinet af uld-ammeindlæg. Og så om naboen.
Den ene har fundet ud af, at vi faktisk har anmeldelsespligt. Såååå...

Den anden kunne fortælle om en episode for et års tid siden, hvor hun fra sit vindue havde frit udsyn til naboens køkken. Genboen havde en veninde på besøg og veninden udbrød pludselig: NÅ! Der fik hun lige en på hovedet.
Naboens mand havde stukket hende en knytnæve lige i ansigtet.
Naboen havde signaleret til ham, at genboen kunne se det og lyset blev slukket.

Dagen efter kunne naboen så fortælle min bekymrede genbo, at det var noget, der tit skete og at han havde taget kvælertag på hende efter at lyset var blevet slukket.

Så.
Jeg er ikke så meget i tvivl mere. Jeg kan bare ikke anmelde at hun får bank, for det har jeg ikke set selv.
Men jeg er meget, meget i tvivl om kommunen kan hjælpe. Og om de sætter det rigtige skyts ind. Hun er skidebange for at miste sine børn og hun vil heller ikke selv gøre noget aktivt, er jeg sikker på.

Noget om ar efter mænd. Og knallerter

2011-06-26T19:40:00.001+02:00

Det er langt fra alle de mænd, jeg har kendt, der har begavet mig med fysiske minder. En del har foræret mig nogle mentale ar og en enkelt har forsøgt at sætte et blivende aftryk af en knyttet næve i mit ansigt. Det forsvandt igen lige så hurtigt som jeg kom ud af døren og det kom ikke tilbage igen. Det gjorde jeg heller ikke.

Jeg har selv påført mig et par brandsår i tidens løb. Det seneste, da jeg rakte ind over elkedlen den dag jeg havde Rasmus uhuh Seebach på hjernen. Men aldrig med vilje, kun af klodsethed og altid i sammenhænge, hvor jeg har kunnet give andre skylden, som nu med Rasmus Seebach. Det var hans skyld.

Selvom jeg har overvejet tatovering og har valgt en anden slags kropsudsmykning, har branding aldrig rigtigt sagt mig noget. Sikkert fordi jeg synes det vil være lidt dumt at betale andre for at lave det, som andre kalder selvbeskadigelse.

Jeg er jo en pige fra landet.
De eneste brandsår, man stadig kan ane i min hud, er derfor også nogle som minder mig om, at jeg engang boede helt derude på landet.

Derude og dengang sad man bag på den udvalgtes knallert.
Dengang og derude havde drengene brug for at have en knallert, ikke for at fræse rundt om en sø og stjæle tasker fra damerne, men fordi de skulle kunne fragte sig selv frem og tilbage mellem hjem og den gård, hvor de var medhjælpere om eftermiddagen.
Der var et ordentligt bagsæde på de knallerter, men de var designet til folk i Kansas.
Ikke til bare pigeben Skt. Hans aften og slet ikke til bare pigeben, når ruten gik ad ujævne markveje henover den jyske hede.

Nu ville jeg gerne fremvise et billede som bevis på at jeg skam taler sandt. Og er ægte (det ord lyder så bitterfisset for tiden). Men dels er mærkerne ved at være flere tusind år gamle og dels er mine ankler så vædskefyldte lige nu at jeg ikke vil være det bekendt. Faktisk kan jeg kun med besvær nå helt derned.

Du må derfor tage mig på ordet og tro mig, når jeg fortæller, at de to stempler jeg har på indersiden af højre ankel skyldes Lars og hans Puch med langt bagsæde og 4 gear og Anders, dyrlægesønnen, og hans Yamaha.

Du må forresten lige sværge, ikke at sige noget til min mand. Han har nemlig vedtaget, at jeg aldrig har kendt andre hankøn end ham.

Så hvis du skulle møde ham her eller i virkeligheden, må du gerne virke helt overbevist om, at jeg har siddet bag på min egen knallert engang for længe siden. Måske vil han faktisk æde den historie af bare lettelse over, at jeg har ejet en respektabel knallert med blottet udstødning og ikke bare en Yamaha Sting med pensionist-røvs-venligt sæde.

Bitch in a bubble

2011-06-25T14:23:00.000+02:00

Jeg bor inde i en boble og har gjort det i to dage nu. Jeg er så træt, at jeg kan stå op og sove, når jeg nu ikke sover ordentligt om natten, og derfor er jeg også så hudløs, at de mindste ting ryger lige ind og gør mig stille.

Der er rigtigt mange ting at være glad for og som er det brændstof, der holder mig flyvende.
Jeg har en mand, som vokser med opgaven lige for øjnene af mig og som godt gider at lægge sig midt på et flyttetomt gulv og lege med Anton, til Antons tydelige lettelse og fornøjelse, mens 6 uligevægtige veninder står omkring dem og tuder ned i hver deres pølsehorn, fordi Antons mors lejlighed er pakket ned i flyttebilen udenfor vinduet.

Det er også ham, der i aftes lyttede til at min verden faldt fra hinanden og ikke forsøgte at lime den sammen igen, for verden er der såmænd ikke gået nogle skår af. Jeg var bare så træt at jeg ikke magtede at føle mig mere alene. Eller magtede at gå i seng, for den sags skyld.
I det øjeblik de første tårer fik lov til at flyde, sparkede barnet i min mave for første gang i mange timer. Og så tudede jeg endnu mere af lettelse. Og glæde.

Jeg ved, at jeg skal være rigtigt glad for, at det først er nu, jeg får det sådan. Der er andre gravide, der tuder hele deres graviditet igennem og er så hyperfølsomme, at kritik kan få dem til at voldæde chokolade og tude endnu mere.
Så det er jeg. Glad, altså.
Det er ikke min yndlingsdisciplin at være så stille og så træt, at jeg ikke engang magter at blogbitche over ting, der på mig virker opblæste og malplacerede, men istedet lader dem marinere mig mere og mere mør.

Fanden, om jeg gad at have det sådan flere måneder i træk.

Jeg skal nok skælde ud lige om lidt igen, for det er min måde at værne om min glæde på.